Archive for maj, 2009

Og væk var damens bier

bisvaerm 330 px.jpgDamen lød begejstret i telefonen. En ven havde formidlet kontakten. Der sad en bisværm i hendes nabos have.

Og nu, nu, nu, havde hun endelig fået kontakt med en vaskeægte biavler, der ganske gratis ville fjerne alle de tusind, to tusind, ti tusind - ja, hvor mange var der egentlig? - bier.

De havde siddet der siden dagen før. Og yes! Jeg kan være der inden for en time, erklærede jeg den eftermiddag.

Tre kvarter senere ringede damen, og nu lød hun snarere desperat end glad: Det er frygteligt. Hvad skal vi dog stille op? Der er bier over det hele. Vi kan ingen steder være for dem.

Jeg er på vej, lød mit svar, men jeg havde nok på fornemmelsen, hvad der var sket: Netop mens jeg kørte gennem Østjylland, besluttede bierne, at netop nu ville de hellere bo et andet sted. Ikke på én gang, men gradvist og i stadigt større rumfang fik flere og flere hidset hinanden op til, at det var afgangstid.

Da jeg ankom 10 minutter senere, var sværmen helt væk. Guderne må vide hvor. Måske et andet sted i det noble parcelhuskvarter i Sabro. Måske under en stor gren i skoven. Kun enkelte individer sad stadig tilbage i det lille træ ved græsplænen.

Lad nu ikke dette lyde, som om det ikke kan betale sig at ringe, hvis du finder en bisværm. Det kan det. Det er ikke alle problemer, der går over af sig selv.

Mit telefonnummer: 2068 8084

Det var murbier

En stærkt berejst ven i telefonen: “Jeg er lige kommet hjem fra New York, og der er flyttet bier ind i min hulmur. Prøv lige at se på dem”.

Selvfølgelig. Nu havde jeg nok min tvivl, om der kunne være tale om en bisværm så tidligt som 2. maj.

Det var der heller ikke. Det var murbier, som af udseende godt kan forveksles med honningbier.murbier.jpg

De æder sig ind gennem mørtelfuger og formerer sig med yngel i vandrette gange mellem murstenene. Til sidst kan man næsten pille murstenene ud med fingrene.

Heldigvis er murbier ikke nær så talrige som honningbier, der hvor de bor. Og heldigvis for min gode ven var det et meget mildt angreb, hans pæne hus var offer for.

Hvad gør man egentlig? Det kommer an på, hvor slemt det er. Normalt vil jeg svare som følger: 1) Sprøjtegift i moderat mængde, til indflytningen er holdt op. 2) Nye fuger i fornødent omfang. 3) Hold øje med muren en gang om året.

I øvrigt har jeg set ualmindeligt mange af de lidt aflange, brune murbier i år.