Blåt pollen observeret

Man skal kende sine begrænsninger som fotograf, men heldigvis har Nina Launbøl Hansen fra det københavnske Plan Bi taget dette dejlig billede, som vi har fået lov til at bruge, af en bi , der skraber pollen til sig i en af de mange blå forårsblomster. (Det går nemlig til på samme måde ovre i København som her på fastlandet ;-) )

Man skal kende sine begrænsninger som fotograf, men heldigvis har Nina Launbøl Hansen fra det københavnske Plan Bi taget dette dejlig billede, som vi har fået lov til at bruge, af en bi , der skraber pollen til sig i en af de mange blå forårsblomster. (Det går nemlig til på samme måde ovre i København som her på fastlandet 😉 )

April er en farlig måned for samfund af honningbier. Derfor holder vi skarpt øje med vores bier, der trækker til og fra bistaderne, og som vi også møder på arbejdspladserne ude i blomsterne.

I år har vi set masser af bier komme hjem med pollen, der var blåt. Bierne transporterer pollen som klumper på benene. Fra gammel tid plejer man at kalde det “bukser”.

Så vi er altså ude i, at en del af bierne i Peters Biavl er gået over til blå kassebukser. Blå, hvor især gul, grå og gulgrøn ellers plejer at være modefarverne i løbet af sæsonen.

Ved at læse i kloge bøger har vi også fundet ud af, hvor det blå pollen kommer fra. Nemlig den lille løgplante skilla, også kaldet blåstjerne. Både de kraftigt blå blomster af blåstjernen, Scilla siberica, og den noget lysere snepryd, Chionodoxa, blomstrer i store mængder i vores og mange andre haver og parker netop nu.

Bier bruger pollen som proteinkilde, nemlig til at opfostre deres larver, så de forpupper sig som store, stærke bier. Som voksne kan de i det store hele klare sig med nektar som “flybrændstof”.

Den livsfarlige måned

Hvorfor er april forresten farlig? Jo, for nu begynder vinterbierne, der blev skabt helt tilbage i sidste efterår, at dø af alderdom og træthed. Så bliver det afgørende, at den nye generation, der så småt begyndte at blive skabt fra slutningen af februar, i mellemtiden er blevet talstærk nok til at holde stadet varmt og velfungerende. Altså den med at “for de gamle, der faldt, er der ny overalt”.

Nogle gange falder den ene kurve desværre lidt hurtigere, end den anden stiger, og det kan blive kritisk i kolde perioder. Såsom i år, hvor april minsandten har skabt sig på en ubehagelig måde med blæst og kulde dag ud og dag ind. Det tærer på reserverne af vinterfoder, der ikke må slippe op, nu mens bifamilien har allermest brug for foderet.

Selv om det er dejligt at se bierne i fuldt vigør i forårets første blomster, er mange erfarne biavlere mere bekymrede for foråret end for vinteren. Indtil videre ser det dog ud til, at familierne i Peters Biavl klarer sig pænt. På en af de lune dage tjekkede vi  foderbeholdningerne, og om der var nok af bier og nyindbåret pollen nok – uanset farven.