Godt nyt fra virkeligheden :-)

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene.

Bien har fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. I maj blomstrer mange vigtige biplanter, og der er godt vejr til at komme på arbejde.

Når man har bier, er det altså svært at bevare pessimismen i disse dage. Du skal i hvert fald ikke tro på det, du hører og ser i medierne og på Fjæset.

Vi undrer os virkelig over de mange historier om, at bierne er truet af udryddelse. Vores honningbier trives glimrende – endda side om side med haveejere og “det onde landbrug”.
Jo, vist blev de da sat tilbage af den elendige sommer sidste år (og i 2016 og i 2015), men det har naturen siden rettet op. Altså ingen bidød.

Det er også mange år siden, at vi har set så mange vilde bier, humlebier og sommerfugle som lige nu i maj 2018.

Havde det været sandt, at bierne her i landet døde, ville det virkelig have været en økologisk katastrofe, men ingen praktiske biavlere ser ud til at kunne bekræfte alarmismen (i hvert fald ikke af dem, der har styr på varroamiderne).

Og honning? Jo, lige nu går det strygende. Blomster overalt. Så med mindre der sker en vejr-katastrofe, er forårshonningen 2018 klar om præcis en måned. Vi glæder os.

Her laves forårshonning

Pendlings-afstanden er kort for tiden.

Pendlings-afstanden er kort for tiden.

Endelig blev der varmt. Endelig lagde vinden sig. Og så sprang alting ud. Smukt, smukt, smukt.
I år står der et overdådigt tag-selv-bord lige bag ved bistaderne i Borum. Marken er gul, så langt øjet rækker. Vi behøver vist ikke at forklare, hvorfor vi har en forventning om, at en stor del af forårshonningen vil komme fra rapsblomster.
Raps giver også en meget udmærket honning: lys, fin og mild i smagen. Ofte også lidt rigelig fast i konsistensen, hvilket dog fortager sig efter nogle uger og måneder.
Modsat bierne på billedet skal vores små venner i True Skov flyve meget længere, hvis de absolut insisterer på at gå i rapsmarken. Så vi tror, at forårshonningen fra skoven snarere vil komme fra de gule mælkebøtter, hvidt blomstrende fuglekirsebær og en masse andre kilder i skoven og skovbrynene.
Foråret kom sent og koldt i år. Vi forventer derfor, at forårshonningen først er tilberedt og tappet på glas i sidste del af juni – omkring sankthans.

Endelig kom foråret – se selv

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene.

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. Billedet er taget 30. april.

Så fik vi endelig noget ordentligt bi-vejr. April 2017 vil vist gå over i danmarkshistorien som en af de skrækkeligste i flere årtier. Tre uger med iskoldt blæsevejr og masser af nedbør, og det blev bare værre og værre. DMI har gjort op, at temperaturerne lå lavere i anden end i første halvdel af denne forårsmåned. Fik vi endelig lidt solskin, slog det på ingen tid om til en haglbyge.

Men så blev det 30. april og 1. maj, og langsomt, langsomt slog vejret om. Nu blomstrer mælkebøtterne gult over landet, og for de fleste biavlere markerer det et vendepunkt: nu skal vi ikke længere tænke så meget på at holde bierne med foder, men snarere på at give dem plads og tavler nok til at slæbe noget forråd hjem.

Se nu bare denne søde skabning, som knapt nok ænser at kigge op og smile til fotografen. There’s a job to do.

Mælkebøtter er overhovedet ikke fandens, men såre nyttige planter. De giver både nektar og pollen. Nektaren smager kraftigt, men den indgår kun med en meget ringe andel i forårshonningen, for der skal opfostres en masse nye bier netop nu (nå ja, og det skulle der også have været i april – øv).

Pollenet er orangegult og fuld af protein. Aminosyrerne er essentielle for at bygge nye bier til sommerens arbejde. Gerne et par tusind om dagen.

Ja, det er store tal, vi arbejder med – helst også på termometret.

 

Blåt pollen observeret

Man skal kende sine begrænsninger som fotograf, men heldigvis har Nina Launbøl Hansen fra det københavnske Plan Bi taget dette dejlig billede, som vi har fået lov til at bruge, af en bi , der skraber pollen til sig i en af de mange blå forårsblomster. (Det går nemlig til på samme måde ovre i København som her på fastlandet ;-) )

Man skal kende sine begrænsninger som fotograf, men heldigvis har Nina Launbøl Hansen fra det københavnske Plan Bi taget dette dejlig billede, som vi har fået lov til at bruge, af en bi , der skraber pollen til sig i en af de mange blå forårsblomster. (Det går nemlig til på samme måde ovre i København som her på fastlandet 😉 )

April er en farlig måned for samfund af honningbier. Derfor holder vi skarpt øje med vores bier, der trækker til og fra bistaderne, og som vi også møder på arbejdspladserne ude i blomsterne.

I år har vi set masser af bier komme hjem med pollen, der var blåt. Bierne transporterer pollen som klumper på benene. Fra gammel tid plejer man at kalde det “bukser”.

Så vi er altså ude i, at en del af bierne i Peters Biavl er gået over til blå kassebukser. Blå, hvor især gul, grå og gulgrøn ellers plejer at være modefarverne i løbet af sæsonen.

Ved at læse i kloge bøger har vi også fundet ud af, hvor det blå pollen kommer fra. Nemlig den lille løgplante skilla, også kaldet blåstjerne. Både de kraftigt blå blomster af blåstjernen, Scilla siberica, og den noget lysere snepryd, Chionodoxa, blomstrer i store mængder i vores og mange andre haver og parker netop nu.

Bier bruger pollen som proteinkilde, nemlig til at opfostre deres larver, så de forpupper sig som store, stærke bier. Som voksne kan de i det store hele klare sig med nektar som “flybrændstof”.

Den livsfarlige måned

Hvorfor er april forresten farlig? Jo, for nu begynder vinterbierne, der blev skabt helt tilbage i sidste efterår, at dø af alderdom og træthed. Så bliver det afgørende, at den nye generation, der så småt begyndte at blive skabt fra slutningen af februar, i mellemtiden er blevet talstærk nok til at holde stadet varmt og velfungerende. Altså den med at “for de gamle, der faldt, er der ny overalt”.

Nogle gange falder den ene kurve desværre lidt hurtigere, end den anden stiger, og det kan blive kritisk i kolde perioder. Såsom i år, hvor april minsandten har skabt sig på en ubehagelig måde med blæst og kulde dag ud og dag ind. Det tærer på reserverne af vinterfoder, der ikke må slippe op, nu mens bifamilien har allermest brug for foderet.

Selv om det er dejligt at se bierne i fuldt vigør i forårets første blomster, er mange erfarne biavlere mere bekymrede for foråret end for vinteren. Indtil videre ser det dog ud til, at familierne i Peters Biavl klarer sig pænt. På en af de lune dage tjekkede vi  foderbeholdningerne, og om der var nok af bier og nyindbåret pollen nok – uanset farven.

 

Så er vi i gang igen

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

10. marts skinnede solen, og alle bierne smuttede en tur ud for at se på verden. Selv om det i grunden blæste forbandet koldt og vinterligt, fandt mange af dem vej til havernes erantis (vinterblomme), krokus og vintergæk (blideslilje) for at supplere familiens bestand af protein fra pollen.

Det er altid spændende på denne årstid. I snit dør 10-15% af alle bifamilier om vinteren. I år ser vi dog i Borum ud til at have ramt 0%. Sådan!

En betydeligt bedre statistik end gennemsnittet for de foreløbig 31 år, vi har haft bier.

Det onde landbrug har nok gjort det

Fra andre egne lyder dramatiske nyheder. En biavler på Lolland havde regnet med at skulle tjene gode penge på at udleje bier til bestøvning. Men 159 af 170 familier var døde, konstaterede han forleden.

Medierne sluger råt hans egen hjemmestrikkede teori om, at det onde landbrug har dræbt hans bier med pesticider. Det passer med journalisternes medbragte fordomme. Af ren medlidenhed med den stakkels mand vælger også mange andre at tro på denne forklaring. Til at sprede teorier om andres ondskab er Facebook som bekendt uovertruffen. Også i dette tilfælde. På Facebook flyder det lige nu over med uvidenhed og rent vrøvl – for nu at sige det uden omsvøb – baseret på de konkrete tilfælde af bidød i vinteren 2016/17.

10. marts 2017: Bierne flyver ud. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig - forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Har bien været ude før, leder den efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

10. marts 2017: Bierne kommer frem efter vinteren. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig – forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Orienteringsflyvningen er vigtig, for bien har i vinterens løb glemt, hvordan verden så ud, og hvor den boede. Efter første flyvning begynder bien at  lede efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

Nej, varroa har skylden

Den højeste sagkundskab – forskere tilknyttet Aarhus Universitets afdeling i Flakkebjerg – har derimod givet en helt anden forklaring: et alt for højt tryk af varroamider. Samtidig udelukker seniorforsker Per Kryger dog ikke, at visse pesticider kan svække bierne, så de lettere bukker under for varroamiderne, når biavlerne sjusker med bekæmpelsen.
De pågældende stoffer, neonikotinoiderne imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam, er så meget under mistanke, at de indtil videre i det store og hele er blevet forbudt.

Varroamiden har nok aldrig været så hård en belastning som i den vinter, vi heldigvis er på vej ud af.

Akut paralysevirus

Situationen er: Sidste sommer var elendig, men efteråret formede sig derimod, som om det skulle udfylde rollen som sommer. Som altid behandlede vi mod varroa i august (nogle bedre end andre). Men i september fløj bierne vidt omkring og smittede hinanden med både mider (reinvasion) og diverse sygdomme. En af de værste kaldes Akut Paralysevirus (APV) og spredes med varroa. Den går simpelthen ud på, at den enkelte bi mister evnen til at finde hjem. Stille og roligt tømmes stadet derfor for liv. Biavleren (den forhenværende biavler!) opdager det som regel først sidst på vinteren eller netop nu i marts.

I Peters Biavl undervurderer vi aldrig biavlens værste fjende. Vi er på nakken af varroamiderne mindst to og efterhånden ofte tre gange om året.

 

 

Men hindbær har vi mange af…

Vi kan næsten ikke nå at følge med.

Vi kan næsten ikke nå at følge med.

Honningsæsonen 2016 vil gå over i historien som umådeligt ringe.

Sidste bisommer var den dårligste, vi havde oplevet i over 30 år. Og nu er det næsten ikke til at bære, at det også i år regner hver eneste dag. Sæsonen plejer at slutte omkring 20.-25. juli, og bierne har i en hel måned næsten ikke haft en chance til at bære honning ind. Der bliver praktisk taget ingen sommerhonning i år, med mindre der sker et vejrmæssigt mirakel inden for nogle få dage.

Men lad os se på det positive: Dagene omkring 1. juni var en god tid. De gav (lidt) forårshonning, og så kan det ellers også nok være, at bierne fik bestøvet planterne.

Tag nu hindbærrene. Også her må vi have fat i superlativerne: den bedste sæson nogensinde. Alt vandet gør bærrene saftspændte og flotte, og skadedyrene får ikke en chance.

Nuvel, vi skal ikke leve af at dyrke hindbær. Og vi skal heldigvis heller ikke leve af at være biavlere. I så fald gik vi fallit i år.

 

Erantis-tricket og pilekvist-metoden

Erantis, vintergæk og (bagerst t.h.) krokus er blandt biernes allermest nyttige planter i det tidlige forår. De bør findes i enhver have.

Erantis, vintergæk og (bagerst t.h.) krokus er blandt biernes allermest nyttige planter i det tidlige forår. De bør findes i enhver have.

Det tidlige forår er en fornøjelse, når man bor i en landsby. For gamle landsbyhaver vrimler som regel med erantis, vintergæk og krokus.
Det tidlige forår er ellers en kritisk tid for bierne. De mangler protein for at komme i gang med at yngle og blive stærke og talrige. Protein får de fra pollen (blomsterstøv). De vigtigste blomster er erantis, vintergæk og krokus, lige når vinteren slipper sit tag. Derefter bliver pil den vigtigste plante.
Erantis – den gule blomst, der dukker frem af sneen – har egentlig et lille løg ligesom krokus og vintergæk.  Men vil du gerne have et gult tæppe flere steder følger her

Erantis-tricket

1. Hold øje med erantis, når de afblomstrer.

2. I maj, når du har glemt alt om dem, opdager du nogle små bælge med frø i.

3. Saml frø med hænderne.

Såede erantis-planter i flere stadier af udviklingen. De allermindste kimplanter med bare to blade (t.h.) er førsteårs-udgaven. Men bare vent. Om nogle år har du en stor, blomstrende flade, der vedligeholder sig selv.

Såede erantis-planter i flere stadier af udviklingen. De allermindste kimplanter med bare to blade (t.h.) er førsteårs-udgaven. Men bare vent. Om nogle år har du en stor, blomstrende flade, der vedligeholder sig selv.

4. Spred dem ud på steder, hvor du gerne vil have erantis, fx. i græsplænen, og riv dem lidt ned i overfladen.

5. Næste år i februar-marts kommer der et lille blad op, som ingen lægger mærke til. Det visner, og under jorden begynder der nu at dannes et erantisløg.

6. Året efter kommer der tydelige erantisblade, og efter endnu et år følger der blomster, der efterhånden bliver flere og flere.

7. Gentag erantis-tricket.

Pilekvist-metoden

Nu vi er i gang, får du også lige lidt om pilekviste. De kan som bekendt bruges til at finde vand og elkabler i jorden med. Men lige nu handler det om at plante for bierne:

1. I det tidlige forår finder du et blomstrende piletræ eller en busk. De kan stå i kanten af en mose, midt inde i en skov eller i kanten af en kommunal park. Hvorsomhelst en eller anden biavler engang satte dem, hehe.

2. Klip nogle ikke så lange kviste af. Fingertykke eller tyndere.

3. Stik nu kvistene godt ned i jorden et helt andet sted.

4. Næste år vil en del af kvistene have slået rod og vokser nu frem til nye pilebuske.

5. Kom tilbage i april efter nogle år. Nu kan du nyde synet af bier, der klatrer rundt i de gule blomster og henter pollen.

Fire opstrammere og en gnist – vi er i gang

Når lyset i februar begynder at vende tilbage igen her i det kolde nord, begynder vi biavlere at røre på os.

Det er forbudt at rage og rode i bifamilierne, som netop nu kun har behov for ro og krydsede fingre. Men så går vi i gang med at gøre de mange vokstavler klar, som bierne forhåbentlig får brug for.

Hver enkelt af de nyvaskede trærammer får et eftersyn, og de fire tråde skal lige strammes op. Så lægger vi en tynd plade voks på og sætter bogstaveligt talt strøm til. 38 Volt fra en lille transformator passer lige. Det slår en gnist, og pludselig bliver trådene så varme, at de smelter sig ind i vokstavlen. Færdig. Næste.

Jamen tilsætter vi kunstig voks? Nej, slet ikke. De nye tavler består af ren bivoks. Det opstod, da de gamle tavler sidste år blev kasseret og smeltet om. Bierne bygger videre ud fra det sekskantede mønster, som de nye tavler er præget med. Går det godt, får vi altså et (meget) lille overskud af ægte bivoks fra år til år.

Her kan du se ilodningen af nye vokstavler:

Oversvømmelse i bigården

Tåbelig sammenblanding af biavl og søfart. Vi indrømmer.

Tåbelig sammenblanding af biavl og søfart. Vi indrømmer.

Sådan skal det ikke gøres!

Efter 30 år som biavlere må vi hvert år sande, at vi stadig begår fejl og har meget at lære. I juledagene 2015 erfarede vi endnu en gang noget nyt på den hårde måde.

Hele 1. juledag og natten til 2. juledag regnede det kraftigt og uden ophør i store dele af Jylland. Virkelig et surt vejr. Regnen fulgte efter flere andre våde dage, så jorden var i forvejen helt mættet med vand, og så gik det selvfølgelig, som det kan:

I True Skov dannede sig en hel lille sø, og desværre stod vandet helt op over flyvesprækken på ét stade. Med det sidste i rækken var det gået helt galt. Kassen havde simpelthen taget en sejltur i frisk blæst tværs over den nye sø og stod nu strandet på grundt vand ved modsatte bred. Stadebunden af styropor lå som et glemt flåd ude midt i det hele og blev holdt fast af nogle buske, der stak op.

Nu er det ikke første gang, at der samler sig lidt vand for enden af bigården. Der kan blive både lidt og meget blødt. Skoven er rimeligt ny og plantet på agerjord. Før da havde tidligere generationer utvivlsomt drænet marken ved slid og slæb, men vi antager, at skovvæsenet i den hellige biodiversitets navn er blevet tvunget til at ødelægge drænene.

Vi har dog aldrig set så ekstrem en oversvømmelse lige dér – men de samtidige billeder af veje, huse og haver i blandt andet Kolding og Vejle viser, at vi ikke var alene.

Nå, oprydning, herunder registrering af tabet. På med gummistøvlerne. De var dog slet ikke lange nok til at bjærge alt, men den strandede kasse fik vi da båret hele vejen uden om søen og stillet inde på fast land. Også den med den lukkede flyvesprække bragte vi på det tørre.

Og minsandten. Naturen er indrettet efter, at alt går hårdt til. Nogle bier summede faktisk i begge de to kasser fra det iskolde vand, nu da bierne pludselig så lys nedefra.

Snart efter forlod enkelte bier den faste vinterklynge og krøb ud under kanten. Det vil være synd at sige, at de modtog redningsmanden med taknemmelighed. En anden gammel lærestreg viste sit værd: Husk at tage slør på. Også midt om vinteren.

Nu krydser vi fingre for, at de små klarer sig igennem til foråret. Man tør næsten ikke tro det.

Bierne trak i november, november, november, november og november

7. november var denne bi lige så travl som på en sommerdag. Den og nogle tusinde andre havde fundet de små blomster på vedbend, hedera helix.

7. november var denne bi lige så travl som på en sommerdag. Den og nogle tusinde andre havde fundet de små blomster på vedbend, hedera helix, og hentede pollen hjem.

Sæsonen er for længst ovre for i år. Faktisk er det over tre måneder siden, at vi høstede den sidste honning og begyndte at fodre bierne ind til vinter.

Og så… en dag pænt inde i november, den trælse måned der ifølge Henrik Nordbrandt er skyld i, at året i virkeligheden har 16 måneder, opdager vi alligevel et af naturens små mirakler. Midt på dagen vælter bierne ud af de vinterklare kasser og opsøger en nordvendt husgavl, der nu summer som et blomsterbed i juli.

Det er vedbend, efeu, de har fundet. Denne mærkelige plante – kendt som alt fra bunddække over potteplanter til “lianer” på skovens løvtræer – gror fint i skygge og klarer sig lige godt i troperne og i Norden. Den har to slags blade: først kommer små, lappede blade med tydelige nerver, og efter nogle år udvikles store, glansfulde og langstrakte eller ægformede blade højere oppe.

Samtidig følger blomsterne, der virkelig ikke gør meget væsen af sig. Man kan næsten komme i tvivl, om det er knopper eller blomster, man ser på. Og blomsterne, små og gulgrønne, kommer altså sært nok først i oktober og november, når alt andet går til ro.

Men bierne er ikke i tvivl. De henter nektar, som blomsterne udskiller i pæne mængder. Kan man så høste vedbend-honning, og smager den godt? Det sidste har vi endnu ikke kunnet lokke et svar på ud af bierne. Men de virker stærkt interesserede, selv om litteraturen påstår, at hele vedbendplanten er giftig. Og nej, vedbend-nektaren indgår udelukkende i biernes interne husholdning. Nu har vi jo lige fodret, så honninghøst er udelukket.

Mere vigtigst er nok også, at bierne desuden slæber store mængder af pollen hjem fra vedbenden. Pollen er deres proteinfoder, der skal bruges til at opfostre næste generation. Den interesserer vi biavlere os levende for. Det er den, der skal sætte skub i det hele, når det engang bliver forår.

Foråret kan være lidt svært at få øje på lige nu. Men vedbend, den mærkelige plante der blomstrer i november, kan vi måske vælge at betragte som den første forårsbebuder.

 

 

Sommerhonningen reddet

Så kom varmen endelig, og der blev endda rigtig varmt efter danske forhold. I Borum nåede termometret op på 32 grader.

I de lyse nætter lå folk og sparkede dynen af for at kunne sove.

Og netop det udtryk – “så varmt om natten, at man sparker dynen af” – er næsten blevet en definition blandt biavlere. For når der bliver varmt både dag og nat, giver hvidkløveren honning. Og kun da.

Det betyder én ting mere: Så er sommerhonningen 2015 reddet.

Jorden rundt tre gange

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Kløver, som du ser her, er en både undselig og genial plante. Under jorden samler rødderne selv kvælstof fra luften og omdanner det til plantenæringsstof. Gødning sparet. Som foder har både hvid- og rødkløver tilmed et proteinindhold så højt som 20-24%. Af de to grunde er kløver så populær som indblanding i græsplæner og -marker.

Og så giver kløver nektar med en dejlig smag. Rødkløveren især til humlebier, fordi kun deres tunger kan nå ned i bunden af blomsterne. Hvidkløveren til honningbier.

Men det er hårdt arbejde at nå så langt. Hver bi skal besøge en mængde af de bittesmå blomster, som et hvidkløverhoved består af

Ifølge forskere ved Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet, AU, skal en bi besøge op til 1000 blomster for at blive tanket op med nektar. På solskinsdage kan den tage op til 10 indsamlingsture. Men for at indsamle et halvt kilo honning har bierne tilsammen været ude på 20-30.000 ture ud og hjem. De har da fløjet så mange kilometer, at det ville svare til at flyve jorden rundt tre gange.

Til gengæld for al møjen bliver kløveren bestøvet og kan danne frø, så den spreder sig.

Så mere kløver sådan

Har du en sjat hvidkløver i græsset, og vil du gerne have mere, så tag ganske enkelt nogle af de afblomstrede, brunlige hoveder fra nærmeste vejgrøft og spred dem. Det virker – men kun hvis der har været bier på besøg, da de blomstrede.

Vi slyngede forårshonning midt i juni. Mængden var moderat. Nu går vi og løfter lidt på kasserne for at mærke, hvornår vi igen skal i gang med at høste.

Varmen hjalp godt.

 

 

Mælkebøttetræk

Svæveflyvepladsen ved True Skov maj 2015.

Svæveflyvepladsen ved True Skov 12. maj 2015.

Lige nu oplever vi et mageløst blomsterflor af mælkebøtter. De gule blomster udgør den første rigtigt store leverandør af både nektar og pollen til vores bier. I løbet af få dage får de dog som regel konkurrence af et væld af andre blomster.

Tæt ved vores bigård i True Skov ligger True Svæveflyveplads. Som billedet viser, er græsbanen næsten mere gul end grøn en overgang. Men det gælder om at nyde synet. Om få dage afblomstrer hele herligheden.

Pollen fra mælkebøtter er orange. I skoven kan vi se bierne vende hjem med store, orange klumper på benene. Af og til har de moslet så meget rundt i blomsterne, at de også er helt orange på hovedet.

Ren mælkebøttehonning har en meget kraftig smag. Nogle vil sige ram. Men den får mennesker sjældent at smage. Tilvæksten af nye larver og bier er så kraftig netop nu, at det meste af mælkebøttehonningen bliver ædt, lige så hurtigt som den kommer ind. Og så kommer der meget andet godt til.

Netop i True Skov dominerer mælkebøtterne dog så meget blandt forårets trækkilder, at forårshonningen får en lidt mere krydret smag end i Borum, hvor rapsmarkerne igen i år ser ud til at blive den store leverandør.

I skoven kan vi ved flyvesprækken holde lidt øje med, hvad bierne har med hjem. Orange pollen er et sikkert tegn på mælkebøttetræk.

Bistade i True Skov.

Bistade i True Skov.

Dronerne flyver ud

Drone ej bi

 

Nu flyver der droner ud i hundredvis.

En drone kan se sådan ud:

I dette tilfælde har vi at gøre med en foto-drone. Den flyver op som en helikopter, og styret af et menneske på jorden tager den billeder i den ønskede vinkel.

Men en drone kan også se sådan ud:

drone

Her er der tale om en ren sex-maskine. Dronerne er bisamfundets hanner.  De bliver lavet med det ene formål at parre sig med næste generation af dronninger.

Han-bierne findes kun fra maj til august. Midt på dagen kan de ses og høres, når de flyver ud for at tjekke luften for bier af det modsatte køn.

Inde i stadet gør de ingen gavn. De fylder kun op. Dronerne er endda lidt større end arbejderbierne. De deltager heller ikke i arbejdet med at samle nektar og pollen.

Parre sig gør bierne derimod ret så eftertrykkeligt. Én efter én modtager dronningen dronerne, indtil hun til sidst har fået så meget sæd i sig, at hun kan søge permanent ind i stadet og lægge æg uafbrudt i nogle år. Det med bierne og blomst…, sludder, med bierne og bierne, står på i nogle dage. Dronerne falder derefter døende til jorden, når det har været deres tur.

Samme sted år efter år

Parringerne foregår højt oppe i luften på nogle såkaldte drone-samlingspladser.

Ingen forstår, hvordan de mange droner og de få dronninger finder hinanden lige netop dér. Ingen af dem har jo været med på kødmarkedet før. Og alligevel viser forskningen, at generation efter generation parrer sig nøjagtig samme sted på gps’en år efter år.

I august skønner bierne, at nu er det blevet for sent til succesfuld produktion af nye æglæggende dronninger. En skønne dag går de kollektivt til angreb på de tilbageværende droner, der nu ses som overflødige snyltere. De bliver brutalt skubbet, mast eller slæbt udenfor og går til grunde.

Og nej, der er absolut ingen grund til at sammenligne noget som helst her med mænd og kvinder af menneskearten.

Hvepseåret 2014

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Kan nogen huske, om vi nogensinde har haft så mange hvepse som i år?

I det tidlige og varme forår kom hvepsedronningerne godt fra start med at etablere sig, og med den varme sommer eksploderede deres afkom.

Hvepsen er Danmarks farligste dyr. Hvert år dør mennesker af hvepsestik. Nogle fordi de er allergiske uden at vide det. Andre fordi de bliver stukket i svælget, når de drikker af en flaske eller dåse. Atter andre fordi de simpelthen når at modtage en masse stik af de aggressive bæster, inden de får sig bragt i sikkerhed.

Iagttagelser fra i år:

+ En gammel kollega sidder en aften og læser i en bog med et glas vin. Han rækker ud, tømmer den sidste sjat vin ind i munden uden at se hvepsen – og bliver stukket inde i munden. Av! For en sikkerheds skyld får han straks behandling med antihistamin.

+ Vores pæretræ bærer frugt for første gang. Men da pærerne nærmer sig modning, sidder der døgnet rundt 50-100 hvepse på hver frugt. Bogstaveligt talt skulder ved skulder. I løbet af et par dage har de suget al den søde saft ud. Nu hænger der kun nogle hylstre af skal tilbage.

+ En bekendt er ved at reparere hegn omkring en mark. Hun er så uheldig at sætte en hegnspæl direkte ned i en hvepserede i jorden og får hurtigt en mængde stik. Av, av og atter av.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

+ I vores egen have finder jeg først ét hul, som der kommer hvepse op af. Så et mere og forleden yderligere ét. Bekæmpelsesmetode: 1) Vent til det er næsten helt mørkt. 2) Hæld benzin på et stykke godt sammenkrøllet køkkenrulle og put det hurtigt i hullet. 3) Hæld mere benzin over. Benzindampe virker dræbende på alle insekter. 4) Nej, ingen ild. 5) Hæld en skovfuld sand eller jord over.

+ En bekendts mand opdager et hvepsebo på den helt klassiske måde. Han klipper hæk og får pludselig øje på noget gråt og papiragtigt inde i hækken. Et millisekund senere får han det første stik og sætter i galop for at nå ind. Sent den næste aften udrydder hun plageånderne efter min anvisning for mindre boer, som lyder: 1) Pak dig godt ind. Gummistøvler, lange bukser, handsker. Gerne et slør. 2) Vent til det er næsten mørkt. 3) Blæs en masse insektgiftspray op i boets hul nedefra. Ram samtidig de hvepse, der eventuelt sidder udvendig på boet. 4) Er der mange, så skal du ikke selv gå i gang.

+ Naboen har både hvepse ved taget over en kvist på huset og i en kompostbunke. De sidste forsøger vi at nedkæmpe ved den langsomme metode: gift i pudderform, som de voksne individer kommer i berøring med ved trafikken ind og ud, hvorefter hvepsefamilien uddør. Det lykkedes desværre ikke ret godt.

+ Rigtig mange ringer om hvepseplage allerede fra slutningen af juni. Det er en måned tidligere end normalt. Nogle fortæller om hvepseboer på størrelse med en fodbold eller mere. Andre ser kun, at hvepse i stort tal trækker ind og ud gennem sprækker ved taget. Nogle kan høre dem summe fra loftet. Til langt de fleste lyder anbefalingen: Søg professionel hjælp. Prøv for eksempel ham her: hvepsefjerner.dk.

+ En juliaften sidder vi i haven i nogle timer sammen med nogle gæster fra det fjerne Sjælland. Kun enkelte hvepse irriterer lidt, men det er tåleligt, lige indtil der kommer noget kogt kød på bordet. Så bliver vi totalt overfaldet og må hastigt trække indenfor. Hvepse, der er naturens skraldemænd, går nemlig ikke bare efter det søde. De er ådselædere.

De sidder lige her, sagde damen

Og så til den mest tossede:

I juli ringede en dame, der bad mig hente en bisværm.

“Den sidder lige til højre for døren i noget økologisk isolering”, sagde hun og gav mig en adresse i et kolonihaveområde et sted i Århus.

Jaså. Til højre eller til venstre for døren, det kunne måske i første omgang være lidt ligegyldigt. Men var det nu også bier?

Dette er en bisværm.

Dette er en bisværm.

“Ja. De er sådan bi-farvede, og der er mange, men de fleste sidder vist inde bag den økologiske isolering”, forklarede hun.

Inden samtalen var omme, havde hun sagt “økologisk isolering” syv gange, og flere skulle følge.

Jeg pakkede grejet til bisværme sammen i bilen og tog af sted i højt solskin.

En halv time senere så jeg, at økologisk isolering er nogle batts, der ikke er gulgrønne og lavet af stenfibre sådan som Rockwool og heller ikke gule og lavet af glasfibre som Isover. De er grå som et hvepsebo og fremstillet af papirmasse ligesom æggebakker.

Jeg så også noget andet, og det tog ikke mange øjeblikke: Det var hvepse, ikke honningbier, der fløj hjemmevant ud og ind af det økologiske byggemateriale, som de har til fælles med damen. Ikke bier. De var aldeles ikke bi-farvede, men klart glatte, gule og sorte. Jeg var kørt forgæves. Men ret skal være ret: Det var rigtigt nok, at hvepsene boede til højre for døren i huset, der var under ombygning.

Dette er et hvepsebo.

Dette er et hvepsebo.

Inden damen fik standard-instruktionen om hvepseudryddelse og de dertil indrettede firmaer, fór der en djævel i mig. Uden at fortrække en mine sagde jeg:

“Den økologiske måde at gribe dit problem an på må vi hellere begynde med. Du skal vente til oktober-november, for så går alle hvepsene til af sig selv. I mellemtiden skal du bruge en fluesmækker”.

 

 

Note: Hen på efteråret, når nattemperaturerne bliver lave, dør alle årets hvepse undtagen de få, der er skabt som dronninger til den næste sæson. Dronningerne overvintrer – måske – på lofter og i hengemt tøj. Smæk dem, når du ser dem i forårsmånederne. Hvert klask forebygger mange ærgrelser sidenhen.

Så er der gang i nektaren

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Sikken travlhed.
Foråret 2014 begyndte ekstremt tidligt. Mange blomster sprang ud 3-4 uger før normalt.
Bierne kom med andre ord rigtig godt i gang med at bære pollen og nektar ind. I første omgang til sig selv. De producerer en masse nye bier, mens individerne fra sidste efterår falder til jorden og dør.
I næste omgang samler de nektar ind og bearbejder den til forråd – honning.
Det er nærmere betegnet årets forårshonning, som der nu er fuld gang i.
Når man kigger på bistaderne, er intet så imponerende, som når solen varmer luften op efter en livgivende regnbyge. Så myldrer bierne ud til de friske, nyvandede planter.
Når de tungt læssede vender hjem, må de bogstaveligt talt stå i kø og vente på at komme ind gennem flyvesprækken.
Billedet her viser netop sådan en situation. Det er taget i Borum over middag 7. maj, mens næsten alt omkring blomstrede: æbletræer, mælkebøtter, hæg, slåen, pære, kirsebær, haveblomster og flere tønder land med vinterraps. De store kastanjetræer stod på spring med deres flotte, hvide “lys”. Fantastisk.
Vi andre stabler den ene kasse efter den anden på bistaderne, så der bliver plads til den dejlige forårshonning.