Mælkebøttetræk

Svæveflyvepladsen ved True Skov maj 2015.

Svæveflyvepladsen ved True Skov 12. maj 2015.

Lige nu oplever vi et mageløst blomsterflor af mælkebøtter. De gule blomster udgør den første rigtigt store leverandør af både nektar og pollen til vores bier. I løbet af få dage får de dog som regel konkurrence af et væld af andre blomster.

Tæt ved vores bigård i True Skov ligger True Svæveflyveplads. Som billedet viser, er græsbanen næsten mere gul end grøn en overgang. Men det gælder om at nyde synet. Om få dage afblomstrer hele herligheden.

Pollen fra mælkebøtter er orange. I skoven kan vi se bierne vende hjem med store, orange klumper på benene. Af og til har de moslet så meget rundt i blomsterne, at de også er helt orange på hovedet.

Ren mælkebøttehonning har en meget kraftig smag. Nogle vil sige ram. Men den får mennesker sjældent at smage. Tilvæksten af nye larver og bier er så kraftig netop nu, at det meste af mælkebøttehonningen bliver ædt, lige så hurtigt som den kommer ind. Og så kommer der meget andet godt til.

Netop i True Skov dominerer mælkebøtterne dog så meget blandt forårets trækkilder, at forårshonningen får en lidt mere krydret smag end i Borum, hvor rapsmarkerne igen i år ser ud til at blive den store leverandør.

I skoven kan vi ved flyvesprækken holde lidt øje med, hvad bierne har med hjem. Orange pollen er et sikkert tegn på mælkebøttetræk.

Bistade i True Skov.

Bistade i True Skov.

Dronerne flyver ud

Drone ej bi

 

Nu flyver der droner ud i hundredvis.

En drone kan se sådan ud:

I dette tilfælde har vi at gøre med en foto-drone. Den flyver op som en helikopter, og styret af et menneske på jorden tager den billeder i den ønskede vinkel.

Men en drone kan også se sådan ud:

drone

Her er der tale om en ren sex-maskine. Dronerne er bisamfundets hanner.  De bliver lavet med det ene formål at parre sig med næste generation af dronninger.

Han-bierne findes kun fra maj til august. Midt på dagen kan de ses og høres, når de flyver ud for at tjekke luften for bier af det modsatte køn.

Inde i stadet gør de ingen gavn. De fylder kun op. Dronerne er endda lidt større end arbejderbierne. De deltager heller ikke i arbejdet med at samle nektar og pollen.

Parre sig gør bierne derimod ret så eftertrykkeligt. Én efter én modtager dronningen dronerne, indtil hun til sidst har fået så meget sæd i sig, at hun kan søge permanent ind i stadet og lægge æg uafbrudt i nogle år. Det med bierne og blomst…, sludder, med bierne og bierne, står på i nogle dage. Dronerne falder derefter døende til jorden, når det har været deres tur.

Samme sted år efter år

Parringerne foregår højt oppe i luften på nogle såkaldte drone-samlingspladser.

Ingen forstår, hvordan de mange droner og de få dronninger finder hinanden lige netop dér. Ingen af dem har jo været med på kødmarkedet før. Og alligevel viser forskningen, at generation efter generation parrer sig nøjagtig samme sted på gps’en år efter år.

I august skønner bierne, at nu er det blevet for sent til succesfuld produktion af nye æglæggende dronninger. En skønne dag går de kollektivt til angreb på de tilbageværende droner, der nu ses som overflødige snyltere. De bliver brutalt skubbet, mast eller slæbt udenfor og går til grunde.

Og nej, der er absolut ingen grund til at sammenligne noget som helst her med mænd og kvinder af menneskearten.

Hvepseåret 2014

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Kan nogen huske, om vi nogensinde har haft så mange hvepse som i år?

I det tidlige og varme forår kom hvepsedronningerne godt fra start med at etablere sig, og med den varme sommer eksploderede deres afkom.

Hvepsen er Danmarks farligste dyr. Hvert år dør mennesker af hvepsestik. Nogle fordi de er allergiske uden at vide det. Andre fordi de bliver stukket i svælget, når de drikker af en flaske eller dåse. Atter andre fordi de simpelthen når at modtage en masse stik af de aggressive bæster, inden de får sig bragt i sikkerhed.

Iagttagelser fra i år:

+ En gammel kollega sidder en aften og læser i en bog med et glas vin. Han rækker ud, tømmer den sidste sjat vin ind i munden uden at se hvepsen – og bliver stukket inde i munden. Av! For en sikkerheds skyld får han straks behandling med antihistamin.

+ Vores pæretræ bærer frugt for første gang. Men da pærerne nærmer sig modning, sidder der døgnet rundt 50-100 hvepse på hver frugt. Bogstaveligt talt skulder ved skulder. I løbet af et par dage har de suget al den søde saft ud. Nu hænger der kun nogle hylstre af skal tilbage.

+ En bekendt er ved at reparere hegn omkring en mark. Hun er så uheldig at sætte en hegnspæl direkte ned i en hvepserede i jorden og får hurtigt en mængde stik. Av, av og atter av.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

+ I vores egen have finder jeg først ét hul, som der kommer hvepse op af. Så et mere og forleden yderligere ét. Bekæmpelsesmetode: 1) Vent til det er næsten helt mørkt. 2) Hæld benzin på et stykke godt sammenkrøllet køkkenrulle og put det hurtigt i hullet. 3) Hæld mere benzin over. Benzindampe virker dræbende på alle insekter. 4) Nej, ingen ild. 5) Hæld en skovfuld sand eller jord over.

+ En bekendts mand opdager et hvepsebo på den helt klassiske måde. Han klipper hæk og får pludselig øje på noget gråt og papiragtigt inde i hækken. Et millisekund senere får han det første stik og sætter i galop for at nå ind. Sent den næste aften udrydder hun plageånderne efter min anvisning for mindre boer, som lyder: 1) Pak dig godt ind. Gummistøvler, lange bukser, handsker. Gerne et slør. 2) Vent til det er næsten mørkt. 3) Blæs en masse insektgiftspray op i boets hul nedefra. Ram samtidig de hvepse, der eventuelt sidder udvendig på boet. 4) Er der mange, så skal du ikke selv gå i gang.

+ Naboen har både hvepse ved taget over en kvist på huset og i en kompostbunke. De sidste forsøger vi at nedkæmpe ved den langsomme metode: gift i pudderform, som de voksne individer kommer i berøring med ved trafikken ind og ud, hvorefter hvepsefamilien uddør. Det lykkedes desværre ikke ret godt.

+ Rigtig mange ringer om hvepseplage allerede fra slutningen af juni. Det er en måned tidligere end normalt. Nogle fortæller om hvepseboer på størrelse med en fodbold eller mere. Andre ser kun, at hvepse i stort tal trækker ind og ud gennem sprækker ved taget. Nogle kan høre dem summe fra loftet. Til langt de fleste lyder anbefalingen: Søg professionel hjælp. Prøv for eksempel ham her: hvepsefjerner.dk.

+ En juliaften sidder vi i haven i nogle timer sammen med nogle gæster fra det fjerne Sjælland. Kun enkelte hvepse irriterer lidt, men det er tåleligt, lige indtil der kommer noget kogt kød på bordet. Så bliver vi totalt overfaldet og må hastigt trække indenfor. Hvepse, der er naturens skraldemænd, går nemlig ikke bare efter det søde. De er ådselædere.

De sidder lige her, sagde damen

Og så til den mest tossede:

I juli ringede en dame, der bad mig hente en bisværm.

“Den sidder lige til højre for døren i noget økologisk isolering”, sagde hun og gav mig en adresse i et kolonihaveområde et sted i Århus.

Jaså. Til højre eller til venstre for døren, det kunne måske i første omgang være lidt ligegyldigt. Men var det nu også bier?

Dette er en bisværm.

Dette er en bisværm.

“Ja. De er sådan bi-farvede, og der er mange, men de fleste sidder vist inde bag den økologiske isolering”, forklarede hun.

Inden samtalen var omme, havde hun sagt “økologisk isolering” syv gange, og flere skulle følge.

Jeg pakkede grejet til bisværme sammen i bilen og tog af sted i højt solskin.

En halv time senere så jeg, at økologisk isolering er nogle batts, der ikke er gulgrønne og lavet af stenfibre sådan som Rockwool og heller ikke gule og lavet af glasfibre som Isover. De er grå som et hvepsebo og fremstillet af papirmasse ligesom æggebakker.

Jeg så også noget andet, og det tog ikke mange øjeblikke: Det var hvepse, ikke honningbier, der fløj hjemmevant ud og ind af det økologiske byggemateriale, som de har til fælles med damen. Ikke bier. De var aldeles ikke bi-farvede, men klart glatte, gule og sorte. Jeg var kørt forgæves. Men ret skal være ret: Det var rigtigt nok, at hvepsene boede til højre for døren i huset, der var under ombygning.

Dette er et hvepsebo.

Dette er et hvepsebo.

Inden damen fik standard-instruktionen om hvepseudryddelse og de dertil indrettede firmaer, fór der en djævel i mig. Uden at fortrække en mine sagde jeg:

“Den økologiske måde at gribe dit problem an på må vi hellere begynde med. Du skal vente til oktober-november, for så går alle hvepsene til af sig selv. I mellemtiden skal du bruge en fluesmækker”.

 

 

Note: Hen på efteråret, når nattemperaturerne bliver lave, dør alle årets hvepse undtagen de få, der er skabt som dronninger til den næste sæson. Dronningerne overvintrer – måske – på lofter og i hengemt tøj. Smæk dem, når du ser dem i forårsmånederne. Hvert klask forebygger mange ærgrelser sidenhen.

Så er der gang i nektaren

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Sikken travlhed.
Foråret 2014 begyndte ekstremt tidligt. Mange blomster sprang ud 3-4 uger før normalt.
Bierne kom med andre ord rigtig godt i gang med at bære pollen og nektar ind. I første omgang til sig selv. De producerer en masse nye bier, mens individerne fra sidste efterår falder til jorden og dør.
I næste omgang samler de nektar ind og bearbejder den til forråd – honning.
Det er nærmere betegnet årets forårshonning, som der nu er fuld gang i.
Når man kigger på bistaderne, er intet så imponerende, som når solen varmer luften op efter en livgivende regnbyge. Så myldrer bierne ud til de friske, nyvandede planter.
Når de tungt læssede vender hjem, må de bogstaveligt talt stå i kø og vente på at komme ind gennem flyvesprækken.
Billedet her viser netop sådan en situation. Det er taget i Borum over middag 7. maj, mens næsten alt omkring blomstrede: æbletræer, mælkebøtter, hæg, slåen, pære, kirsebær, haveblomster og flere tønder land med vinterraps. De store kastanjetræer stod på spring med deres flotte, hvide “lys”. Fantastisk.
Vi andre stabler den ene kasse efter den anden på bistaderne, så der bliver plads til den dejlige forårshonning.

Summende bier 23. oktober

Vedbend (efeu) er en sær plante. I de første leveår blomstrer den slet ikke. Og når den endelig gør og er kommet adskillige meter op i højden, sker blomstringen så sent, at de færreste insekter har glæde af det.

Men i år! Pludselig summede hele husets nordmur, og i hundredvis af bier søgte fra blomst til blomst 23. oktober – på et tidspunkt hvor vi normalt har glemt alt om bierne, og de klogeligt holder sig inde.

Biernes fantastiske kommunikations-system kommer virkelig til sin ret på sådan en dag. Fra den første, søgende bi ved middagstid beslutter sig til at flyve en tur ud og støder på en vedbendblomst, og til det bliver regulært træk, behøver der ikke at gå mere end et kvarters tid eller to.

Vedbend giver både nektar og pollen fra sine noget uanselige, grønlige blomster. Kun indirekte ser vi noget til biernes høst, nemlig på den måde at bifamilierne forhåbentlig får en vellykket overvintring og kommer stærkt i gang til foråret. Den tid, den glæde.

Forårshonning – med og uden raps

Masser af raps præger markerne hele vejen fra Vind Skov til Borum By.

Masser af gult præger lige nu markerne hele vejen fra Vind Skov til Borum By.

I år står vores bier i Borum klos op ad hele tre store marker, der alle lyser gult og lykkeligt. Her er raps (vinterraps) i enorme mængder.

Bierne bidrager til bestøvningen og dermed til et mer-udbytte for landmændene. Men vi får sandelig også noget igen. I det gode maj-juni-vejr har trækket visse dage været virkelig godt.

Behøver vi at sige, at forårshonningen fra Borum 2013 bliver særdeles præget af rapshonning?

Helt anderledes ser det ud for filialen i True Skov. Her bliver det mælkebøtterne og et ukendt miks af en masse andre planter, der kommer til at præge honningen. De mest langsynede bier vil utvivlsomt også blive fristede af noget gult i det fjerne – nærmeste rapsmark. Men den ligger ved Mundelstrup Møllegård – og dertil er der en hel kilometer at flyve.

I løbet af juni kommer forårshonningen til salg. Som det tegner sig, bliver der to ret forskellige smagsretninger. Det bliver spændende at se og smage …

Udsolgt lige om lidt

Desværre får vi igen i år udsolgt før tid. Der er kun få glas tilbage. Endda har vi måttet forstrække en af de store kunder med honning avlet i Århus Biavlerforenings skolebigård i Risskov (rolig nu, kvaliteten er ganske udmærket – det er biavlerne, der er under oplæring, ikke bierne).

Hvad så med sæson 2013 efter den mildest talt langstrakte vinter?

Sne ingen hindring. De første bier finder med stort vovemod frem til bl.a. erantis.

Sne ingen hindring. De første bier finder med stort vovemod frem til bl.a. erantis.

Tja, i år bliver der i hvert fald ikke noget kapløb om, hvad der kommer først – påsken eller påskeliljerne.

I skrivende stund ser biernes situation ikke opløftende ud. Inde i staderne har dronningen forlængst lagt de første æg, og bierne må nu bruge energi på at holde yngelen varm. Vi krydser fingre for, at de klarer det.

Ind imellem er der lyspunkter. Forleden mødte jeg meget tidligt på arbejde. Da jeg kørte hjemmefra klokken 3, frøs det 10 grader. Da jeg kom hjem, skinnede solen varmt. Ved 12-13-tiden fløj der bier ud fra flere af staderne. Enkelte kom endda hjem med små pollenklumper fra erantis.

Nu lader vi simpelthen stå til

 

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Vinter-anekdote: I en af de mange “grønne” vintre blev en chef for statens isbrydere spurgt:

“Hvad laver I egentlig i Statens Istjeneste i en vinter uden is”?

Svaret:

“Så lader vi simpelthen stå til”.

Det bliver også vores svar, når nogen spørger, hvad vi dog stiller op med bierne på en dag, da der ligger sne overalt, og temperaturen kryber ned på to-cifrede kuldegrader:

Vi lader stå til.

Dels er der intet godt, vi mennesker kan gøre for bierne på en vinterdag. Dels er de faktisk tilpasset lige netop denne situation gennem årtusinders evolution.

Hver bifamilie trækker sig sammen til en lille, tæt klynge. Jo koldere det bliver, jo tættere. På skift i en meget, meget langsom bevægelse, kommer de yderst og inderst.

Og mirakuløst nok: Allerede nu i februar begynder dronningen at lægge de første æg inde i midten, hvor der faktisk er dejlig varmt.

Endnu en sommer er på vej.

Forår i februar

erantistraek-400-pxBierne i Borum fløj ud forleden på en dag, da solen skinnede, men det også blæste hårdt. Ivrigt myldrede de ud af staderne – og heldigvis kunne vi se, at de også vendte hjem igen, uden at stormstødene havde revet vingerne af dem.

Igen i dag var der stor aktivitet på flyvebrættene. Foråret er med andre ord i gang i februar.

For alle biavlere betyder det syn stor lettelse. Yes! Bierne overlevede. Ved først givne lejlighed – en rigtig lun forårsdag – skal vi have tjekket, at de har foder nok til også at stå igennem resten af det lunefulde vejr i marts og april.

Lidt – men godt

sining-300-pxDet øser ned. Igen i dag.

I morges nåede vi dog at tage honning fra hjemme i Borum. Eller mere præcist: Vi tog en masse tomme tavler fra. Og nogle ganske få med en lille smule honning. Den smager til gengæld ualmindelig godt.

Den våde sommer udløser en rekord: Dette blev det ringeste år for sommer- og sensommerhonning, som vi har oplevet i over 25 år. Sæsonen, der ellers begyndte godt, endte meget magert.

Men lad os nu være positive: Honningen fra august 2011 blev særdeles aromatisk. Her passer udtrykket “lidt – men godt” virkelig.

Nok har det regnet rekordmeget i juli i år. Men har der da ikke også været tørvejr? Jo, bestemt. Enkelte dage med stille, varmt og lidt lummert vejr medførte også en vis optimisme. Det må være på de dage, at bierne trods alt har været ude og finde nektar af høj kvalitet.

Sagen er nok blot den, at dagen efter regnede det, og så åd bierne alle de lækkerier, de lige havde båret ind under tørvejret. Overskuddet blev minimalt.

I hvert fald er facit ikke til at tage fejl af, og nu haster det med at få fodret til vinteren, for ellers går dronningerne bare i æglægnings-strejke. Vi skal også sørge for, at bierne kommer i god foderstand. Det er nemlig sådan, at mens en bi om sommeren kun lever i et par måneder, skal der nu opfostres individer, der kan overleve lige til april-maj næste år. De såkaldte vinterbier.

Vi fodrer med rent sukker blandet med varmt vand til en mættet opløsning. I løbet af den  næste måned får hver bifamilie på den måde 20 kg. sukker.

Bier flytter ind på 4. sal

bisvaerm-paa-fjerde-400-pxHøjsommer. Vi bliver kaldt ud for at hente en bisværm. Den er stor, og beboerne i lejligheden er trætte af det nye naboskab.

Ja, lejligheden!

Bisværmen har bosat sig på fjerde sal i Orla Lehmanns Allé midt i Århus. Ejendommen er af beton, høj, grim, kønsløs og ejet af en bank. For at mildne rædslen har arkitekten (må hans minde være skamfuldt) anbragt nogle lodretgående, kraftige trælister i grupper. Sortmalede.

Inde mellem dem og under en lille gesims af beton har bisværmen nu slået sig ned. Et sted må der være hul i facaden, for et mindre antal bier forvilder sig af og til ind i lejligheden. Banken, der ejer højhuset, har altså et problem. Men måske kan vi hjælpe til?

Det viser sig, at sværmen har siddet her i en uges tid. Og hør, er det ikke begyndende hvid voksbygning, vi kan skimte inde mellem arkitektens “undskyld-lister”? Jo, bierne har tydeligvis tænkt sig at blive på stedet. Her bor vi.

Af og til må selv biavlere kende deres begrænsning. Vi kigger. Vi slår et vindue helt op. Vi tager mål. Vi fantaserer om noget med at få sværmen til at gå ind i en halmkube efter at have lempet den ned på gesimsen. Vi fantaserer om brandstiger og sikkerhedsliner.

Og så giver vi op. For hvad nu hvis en klump bier med eller uden vokstavle falder de fire etager ned og lander på fortovet? Uha uha. Så kommer biavleren vist i avisen.

Det gør han nu også alligevel. Det var nemlig en frisk medarbejder ved Århus Stiftstidende (jo, de findes), der først fik øje på bisværmen på fjerde sal.

Hvad sker der nu? Sikkert noget med gift og et skadedyrs-firma i en høj lift nede fra gaden. Ærgerligt.

Sundhedskontrolleret

sundhedskontrol-400-px.jpgVores bigård i Borum blev sundhedskontrolleret i forgårs. Alt var i skønneste orden. Ingen bisygdomme. Det vidste vi godt i forvejen, men nu har vi det oven i købet sort på hvidt med statskontrol.

Baggrunden var den lidt trælse, at der har vist sig et tilfælde af bipest hos en mindre biavler i nærheden af os. Den ene af hans to familier var ramt i svag grad. En laboratorie-analyse viste, at det ikke bare kunne ligne, men desværre var bipest. Ondartet bipest, som sygdommen helt præcist hedder,  er en bakterieinfektion med bakterien baccillus larvae. På årsbasis er der cirka 40 tilfælde i Danmark.

Så går et større program i gang. Statens bisygdomsinspektør, en embedsmand autoriseret af Århus Universitet, skal sætte en passer i landkortet med centrum i den angrebne bifamilie og en radius på 3 km. Inden for denne cirkel skal alle bier kontrolleres.

Derfor fik vi besøg af en repræsentant for bisygdomsinspektøren. Han gennemgik bifamilier og udstyr meget nøje, men fandt heldigvis ingen tegn på smitte.

Sygdommen rammer biernes larver. Når de går til, har bifamilien bogstaveligt talt ingen fremtid. Den kan reddes ved nogle komplicerede indgreb.

Vores kollega i nabolaget gik dog resolut til værks. Den angrebne familie blev slået ihjel og alt udstyr renset og desinficeret.

Bisygdomsinspektørens håndgangne mand hedder John Svarre. Han er tidligere formand for biavlerforeningen for Århus og omegn og særdeles erfaren. Vi håber, at han får opklaret, hvor infektionen kom fra.

2011 i Borum: Her går det godt

april-300-px.jpgForleden talte vi med en stor-biavler, der med egne ord “var noget negativ”.

Efter den hårde og lange vinter kunne han nemlig gøre status således: 200 af hans godt 300 bifamilier var døde.

Statistisk er forskere nået frem til, at 15 procent af de danske bifamilier går til i løbet af en gennemsnitsvinter.

På den baggrund kan vi konstatere, at Peters Biavl har været heldig (og måske en lille smule dygtig – det følges jo af og til ad). Vores vintertab endte på én ud af 11 bifamilier.  Af de 10 tilbageværende er der syv pænt store og tre, der må kaldes lidt svage.

Men nu arbejder alle hårdt på sagen. Dronningerne lægger æg på raps-5-10-400-px.jpgsamlebånd, og det vrimler frem med nye bier, der er klar til at tage fat, hvor de gamle faldt.

Den røde filial i True

True Skov er en hastigt fremvoksende ny statsskov vest for Århus.true-skov-400-px.jpg

 

Her har Peters Biavl nu oprettet en lille filial i form af fem bifamilier i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen.

 

Vi har valgt det røde look på bistaderne. Her er de fotograferet i det tidlige forår, før der kom blade på træerne.

Hvordan kommer honningen fra True Skov – True honey – så til at smage? Det ved vi ikke endnu. Men vi regner bestemt med at høste den første portion i 2011.

Vi har valgt et område, hvor der naturligvis dels vokser en masse forskellige træer, men dels også er let adgang til en lille eng ved Egåens udspring. Desuden ligger Århus Svæveflyveklubs velplejede kløvergræs lige i nærheden.

Forårsglæde

erantistraek-400-px.jpgDet er forår, og alting…

Nej, nu kan det ikke skjules længere. Bierne har adskillige gange fløjet lystigt omkring, og de modigste af dem har aflagt blandt andet erantis og hassel nogle hurtige besøg.

Hvordan har de dog klaret så lang og træls en vinter? Rimelig godt, ser det ud til. Som biavler gør man klogt i at være lidt tålmodig, så længe temperaturen endnu er lav, men et hurtigt kig tyder på, at Peters Biavl fortsat består, og at der bliver 9 bifamilier at følge.

Det kan dog nå at gå frygtelig galt endnu. Rent faktisk topper biernes “vinterdødelighed” nemlig i marts og april, siger de kloge.

Så det siger vi desværre også.