Varroa-miden, varroa destructor, lever naturligt i Østasien. Her snylter den på den asiatiske bi, apis cerana. Det går som med så mange andre snyltere i naturen: der bliver plads til begge parter.
Meget anderledes gik det, da miden på grund af forvildede sig til Amerika og Europa. Her snylter den nu på vores birace, apis mellifera. Det går knapt så stille af.
Gør vi biavlere ingenting, udrydder miden hele bifamilien i løbet af to-fire år.
Så det gør vi.
Miden trængte frem i Danmark fra 1984. Vi havde også bier dengang og fulgte med spænding, hvordan myndighederne prøvede at isolere den. Først til Sønderjylland og Mors, siden til stadigt større dele af landet.
Et forår - cirka 1990 - havde vi lige pludselig ikke bier længere. Da var miden kommet.
Mange hobby-biavlere gav op dengang. Vi købte nogle nye bier og begyndte forfra.
Nu bekæmper alle biavlere miderne nogle gange i hver sæson.
Hvordan gik det forresten til, at den plagsomme mide sprang fra Asien til Europa? I årtusinder havde bi-racerne levet adskilt af høje bjerge og utilgængelig tundra.
Ja, folkesnakken vil vide, at det var noget med nogle videnskabsmænd, der glemte at holde vinduet lukket, mens de rodede med nogle bi-forsøg. Det kan afkræftes (men det passer til gengæld på historien om, hvordan nogle arrige bi-krabater fra Afrika i dag er blevet et problem i Amerika).
Derimod kan vi placere skylden på Sovjetunionen. I planøkonomiens glanstid rykkede russerne år for år længere og længere ud i Sibirien med bistader, der efter sommeren blev kørt tilbage til mildere egne for overvintring. Til sidst nåede man så langt østpå, at de europæiske bier fik kontakt med apis cerana og dermed med varroa-miden. Så var skaden sket.
Seerne skriver