Så er vi i gang igen

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

10. marts skinnede solen, og alle bierne smuttede en tur ud for at se på verden. Selv om det i grunden blæste forbandet koldt og vinterligt, fandt mange af dem vej til havernes erantis (vinterblomme), krokus og vintergæk (blideslilje) for at supplere familiens bestand af protein fra pollen.

Det er altid spændende på denne årstid. I snit dør 10-15% af alle bifamilier om vinteren. I år ser vi dog i Borum ud til at have ramt 0%. Sådan!

En betydeligt bedre statistik end gennemsnittet for de foreløbig 31 år, vi har haft bier.

Det onde landbrug har nok gjort det

Fra andre egne lyder dramatiske nyheder. En biavler på Lolland havde regnet med at skulle tjene gode penge på at udleje bier til bestøvning. Men 159 af 170 familier var døde, konstaterede han forleden.

Medierne sluger råt hans egen hjemmestrikkede teori om, at det onde landbrug har dræbt hans bier med pesticider. Det passer med journalisternes medbragte fordomme. Af ren medlidenhed med den stakkels mand vælger også mange andre at tro på denne forklaring. Til at sprede teorier om andres ondskab er Facebook som bekendt uovertruffen. Også i dette tilfælde. På Facebook flyder det lige nu over med uvidenhed og rent vrøvl – for nu at sige det uden omsvøb – baseret på de konkrete tilfælde af bidød i vinteren 2016/17.

10. marts 2017: Bierne flyver ud. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig - forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Har bien været ude før, leder den efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

10. marts 2017: Bierne kommer frem efter vinteren. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig – forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Orienteringsflyvningen er vigtig, for bien har i vinterens løb glemt, hvordan verden så ud, og hvor den boede. Efter første flyvning begynder bien at  lede efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

Nej, varroa har skylden

Den højeste sagkundskab – forskere tilknyttet Aarhus Universitets afdeling i Flakkebjerg – har derimod givet en helt anden forklaring: et alt for højt tryk af varroamider. Samtidig udelukker seniorforsker Per Kryger dog ikke, at visse pesticider kan svække bierne, så de lettere bukker under for varroamiderne, når biavlerne sjusker med bekæmpelsen.
De pågældende stoffer, neonikotinoiderne imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam, er så meget under mistanke, at de indtil videre i det store og hele er blevet forbudt.

Varroamiden har nok aldrig været så hård en belastning som i den vinter, vi heldigvis er på vej ud af.

Akut paralysevirus

Situationen er: Sidste sommer var elendig, men efteråret formede sig derimod, som om det skulle udfylde rollen som sommer. Som altid behandlede vi mod varroa i august (nogle bedre end andre). Men i september fløj bierne vidt omkring og smittede hinanden med både mider (reinvasion) og diverse sygdomme. En af de værste kaldes Akut Paralysevirus (APV) og spredes med varroa. Den går simpelthen ud på, at den enkelte bi mister evnen til at finde hjem. Stille og roligt tømmes stadet derfor for liv. Biavleren (den forhenværende biavler!) opdager det som regel først sidst på vinteren eller netop nu i marts.

I Peters Biavl undervurderer vi aldrig biavlens værste fjende. Vi er på nakken af varroamiderne mindst to og efterhånden ofte tre gange om året.

 

 

Lidt – men godt

sining-300-pxDet øser ned. Igen i dag.

I morges nåede vi dog at tage honning fra hjemme i Borum. Eller mere præcist: Vi tog en masse tomme tavler fra. Og nogle ganske få med en lille smule honning. Den smager til gengæld ualmindelig godt.

Den våde sommer udløser en rekord: Dette blev det ringeste år for sommer- og sensommerhonning, som vi har oplevet i over 25 år. Sæsonen, der ellers begyndte godt, endte meget magert.

Men lad os nu være positive: Honningen fra august 2011 blev særdeles aromatisk. Her passer udtrykket “lidt – men godt” virkelig.

Nok har det regnet rekordmeget i juli i år. Men har der da ikke også været tørvejr? Jo, bestemt. Enkelte dage med stille, varmt og lidt lummert vejr medførte også en vis optimisme. Det må være på de dage, at bierne trods alt har været ude og finde nektar af høj kvalitet.

Sagen er nok blot den, at dagen efter regnede det, og så åd bierne alle de lækkerier, de lige havde båret ind under tørvejret. Overskuddet blev minimalt.

I hvert fald er facit ikke til at tage fejl af, og nu haster det med at få fodret til vinteren, for ellers går dronningerne bare i æglægnings-strejke. Vi skal også sørge for, at bierne kommer i god foderstand. Det er nemlig sådan, at mens en bi om sommeren kun lever i et par måneder, skal der nu opfostres individer, der kan overleve lige til april-maj næste år. De såkaldte vinterbier.

Vi fodrer med rent sukker blandet med varmt vand til en mættet opløsning. I løbet af den  næste måned får hver bifamilie på den måde 20 kg. sukker.

Hvepse – for helvede

Gule og sorte i striber. Dødirriterende. Og faktisk Danmarks farligste dyr (måske næst efter skovflåten).

Dette er ikke en bisværm. Det er et hvepsebo. Pas på, hvis du selv går løs på hvepsene.

Dette er ikke en bisværm. Det er et hvepsebo. Pas på, hvis du selv går løs på hvepsene.

I år har vi haft en guds velsignelse – eller rettere: en djævelens besættelse – af hvepse.

Vi understreger: Hvepse. Ikke at forveksle med bier, hvad mange desværre endnu gør.

Hvepse interesserer sig først på sommeren for ådsler og småinsekter, som de fodrer deres larver med. De henter gammelt, frønnet træ, som de tygger til papir og bygger grå boer af. Hen på sommeren går samfundet i opløsning, og så går den vilde jagt på alt sødt.

Også bierne bliver angrebet af hvepsene, der forsøger at komme ind i staderne ad enhver nok så lille sprække for at stjæle biernes vinterforråd.

Pas på, hvis du selv går løs på hvepse! Mange er i tidens løb kommet slemt til skade ved at bekæmpe hvepse, simpelthen fordi de går i panik, hvis/når de bliver stukket. Så vælter stigen, bedst som de står på det øverste trin og fumler med ild, benzin og spraydåser.

Men en skønne dag er plagen ovre for i år. Hos hvepsene overvintrer kun dronningerne.

Når det bliver koldt om natten, dør de mange aggressive og forvirrede arbejderhvepse. Forhåbentlig uden at have stukket alt for mange mennesker inden.

hvepsebo-indeni

En vinterdag fik vi øje på et stort hvepsebo på et loft. Det frøs mange grader, og nu kunne vi roligt lempe det hele ned i en bakke og studere opbygningen.

Boet er nemlig helt forladt og bliver for øvrigt heller ikke genbrugt næste sommer.

Klik på billedet for at se nærmere på hvepseboets indre.

 

Bier flytter ind på 4. sal

bisvaerm-paa-fjerde-400-pxHøjsommer. Vi bliver kaldt ud for at hente en bisværm. Den er stor, og beboerne i lejligheden er trætte af det nye naboskab.

Ja, lejligheden!

Bisværmen har bosat sig på fjerde sal i Orla Lehmanns Allé midt i Århus. Ejendommen er af beton, høj, grim, kønsløs og ejet af en bank. For at mildne rædslen har arkitekten (må hans minde være skamfuldt) anbragt nogle lodretgående, kraftige trælister i grupper. Sortmalede.

Inde mellem dem og under en lille gesims af beton har bisværmen nu slået sig ned. Et sted må der være hul i facaden, for et mindre antal bier forvilder sig af og til ind i lejligheden. Banken, der ejer højhuset, har altså et problem. Men måske kan vi hjælpe til?

Det viser sig, at sværmen har siddet her i en uges tid. Og hør, er det ikke begyndende hvid voksbygning, vi kan skimte inde mellem arkitektens “undskyld-lister”? Jo, bierne har tydeligvis tænkt sig at blive på stedet. Her bor vi.

Af og til må selv biavlere kende deres begrænsning. Vi kigger. Vi slår et vindue helt op. Vi tager mål. Vi fantaserer om noget med at få sværmen til at gå ind i en halmkube efter at have lempet den ned på gesimsen. Vi fantaserer om brandstiger og sikkerhedsliner.

Og så giver vi op. For hvad nu hvis en klump bier med eller uden vokstavle falder de fire etager ned og lander på fortovet? Uha uha. Så kommer biavleren vist i avisen.

Det gør han nu også alligevel. Det var nemlig en frisk medarbejder ved Århus Stiftstidende (jo, de findes), der først fik øje på bisværmen på fjerde sal.

Hvad sker der nu? Sikkert noget med gift og et skadedyrs-firma i en høj lift nede fra gaden. Ærgerligt.

Forårsglæde

erantistraek-400-px.jpgDet er forår, og alting…

Nej, nu kan det ikke skjules længere. Bierne har adskillige gange fløjet lystigt omkring, og de modigste af dem har aflagt blandt andet erantis og hassel nogle hurtige besøg.

Hvordan har de dog klaret så lang og træls en vinter? Rimelig godt, ser det ud til. Som biavler gør man klogt i at være lidt tålmodig, så længe temperaturen endnu er lav, men et hurtigt kig tyder på, at Peters Biavl fortsat består, og at der bliver 9 bifamilier at følge.

Det kan dog nå at gå frygtelig galt endnu. Rent faktisk topper biernes “vinterdødelighed” nemlig i marts og april, siger de kloge.

Så det siger vi desværre også.

Endnu et bi-produkt

PropolisÅrets sidste honning er forlængst høstet og byttet om med sukker. Nu har bierne travlt med at forberede vinteren, og selv om ingen af dem er så gamle, at de har prøvet det før, ved de præcis, hvad der skal gøres.

Blandt andet kitter de alt i bistadet sammen med et brunt og stærkt stof. Også små sprækker tætner de med dette mærkelige stof.

Propolis, hedder det. Det betyder “foran byen” på latin. Hos enkelte biavlere, blandt andet her, kan du købe en lille klump. Put den i munden, og der sker ingenting. Lad den blive i munden en halv time, og der sker en hel masse. Smagen kan blive så kraftig, at man må tage det lille stykke “tyggegummi” ud igen og holde en pause.

Propolis er antibiotisk, virker altså bakteriedræbende. I århundreder har mennesker brugt det mod halsbetændelse og lignende ubehageligheder. Loven tillader ikke, at vi her fastslår, om det virker. Men vi bruger det selv.

Bierne bruger også propolis til at holde bakterieangreb væk. Lige nu i august og september bruger de store kræfter på at fremstille det, for det er ret besværligt. De starter med at tygge ganske små stykker harpiks fra træer sammen med stoffer, som de selv fremstiller. Processen kan tage timer, fra en bi er landet med råstoffet, til endnu en sprække er kittet til, og der er mange bier involveret undervejs.

Propolis kan også købes til høje priser i helsekost-butikker. Det skal opbevares i køleskab, men taber efterhånden kraften.

Et tip om brugen: Tag ikke mere ad gangen end som cirka en halv lakridspastil. Undgå at tygge med tænderne. Så hænger stadset fast.

Pris: 5 gram 50 kr. Den portion rækker til adskillige halsbetændelser.

25.000 flyveture senere

bi-i-blomst-400-px.jpgBier er som bekendt ikke ret store. Og dog spiser vi deres honning i brede mængder. Tallene er imponerende.

Uanset hvor mange blomster den summer rundt i, bringer hver bi nemlig som regel højst 40 miligram nektar med hjem på hver flyvetur.

Det betyder, at der skal 25 flyveture til for at hente bare ét gram.

Og 25.000 ture til at for at hente ét kilo nektar.  Det er cirka den mængde, der bliver til ét glas honning, når bierne hjemme i stadet er færdige med at inddampe og færdigbehandle forrådet.

Undervejs i processen fra blomst til honningtavle har træk- og husbierne ved forenede kræfter fjernet bakterier og tilsat bittesmå mængder enzymer, der forbedrer  holdbarheden og sammensætningen af de forskellige sukkerarter i honningen.

Netop på denne årstid kan man få syn for sagn om de store tal ved at kigge på et bistade. De er simpelthen afsindigt mange om arbejdet

4 styk ind – 4 styk ud

Yes! Så blev det forår, og spændingen blev udløst: Har alle bifamilierne klaret sig godt bi-i-krokus-400-px.jpgigennem vinteren?

 Det har de, ved jeg nu.

 4 bifamilier indvintrede, som vi siger. Og 4 bifamilier udvintrede.

Midt på dagen kan man allerede se dem opsøge erantis, vintergæk og krokus.

Også selv om termometret måske kun viser 7-8 grader i skyggen, og det blæser koldt og skarpt.

BierneDe allerførste forsigtige flyveture ud fra bistadet foregår forbavsende tidligt på året. interesserer sig ikke for termometret. For dem tæller mikroklimaet nede ved jorden, hvor vinden ikke kan smide så meget omkring med dem. Jeg fornemmer næsten, at de starter med at tage lidt solbad på flyvebrættet foran stadet og så kaster sig ud i flyveturen, hvorefter de igen slikker sol og varme til sig på for eksempel et mørkegrønt erantisblad, inden turen går tilbage.

Nu vil jeg ikke glæde mig for tidligt. Min gamle læremester fortalte mig i sin tid, at de fleste bifamilier faktisk ikke går under om vinteren, men i den lunefulde april. Jeg krydser fingre.

2008 blev halvsløjt

Hvordan gik det med bierne og udbyttet af honning i sommeren 2008?

Halvsløjt. Noget ringere end et middelår, siger de fleste biavlere, vi har talt med. Og i Borum var der ingen undtagelse.

Som mange nok har hørt, gik det virkelig hårdt til med stærkt svækkede og helt uddøde bifamilier i vinteren 2007-08. Udgangspunktet var altså ringe. I sæsonens løb havde vi gode perioder og dårlige perioder imellem hinanden. En kort varmebølge i juli og flot vejr i maj trækker i den gode retning. Men spørger vi bierne, lyder svaret: Desværre, vi havde forholdsvis flere af den slags dage, hvor vi må blive siddende inde og tære på honningen i stedet for at flyve omkring og samle nyt forråd.

I skrivende stund er vi i fuld gang med at fodre ind til vinteren. Så sent som hen omkring jul må vi desværre forstyrre bierne en sidste gang, nu for at behandle mod varroamider på et tidspunkt, da bierne ikke har yngel (æg, larver og pupper).

Vi indvintrer fire familier, som det hedder i fagsproget.

Spændende, om vi så også udvintrer fire. Det kan man langt fra være sikker på.