Halvvejs til honningglasset

Slyngning, grovsining og – her – finsining.

Halvvejs til honningglasset

I disse dage høster vi den lækreste honning hos bierne, hvorefter vi skræller, slynger, sier og gør ved. Her er nogle billeder af processen, hvor årets forårshonning fra Borum og True er nået halvvejs til honningglassene. Det sidste hop (dryp) følger i næste uge 🙂
Tak til alle i Borum og True for (kronologisk) erantis, krokus, scilla, pil, slåen, mirabelle, mælkebøtte, kirsebær, æble, hindbær, jordbær, raps, cotoneaster, hæg og tjørn. Det elendige vejr i april og maj lagde desværre en slem dæmper på bestøvningen. De seneste to uger klager vi derimod ikke over 🙂
P.S.: Kender jeg en rigtig honningbjørn (eller mjød-brygger), der vil købe en hel spandfuld med 20 kilo fin forårshonning, så finder vi nok en god pris 🙂

De tynde låg af voks skrælles af, så honningen kan komme ud.

Den stærke konstruktion med seks-kantede voksceller kan bære en stor vægt. Øverst ses noget hvidt. Det er en forsegling, som bierne laver til vinterbrug.

Alt er på rette plads i slyngerummet hos Peters Biavl. I forgrunden kasser med nyhøstede honningtavler. Bagved ses blandt andet skrællebord, grovsi og til højre i baggrunden slyngen.

Sommeren varede i 5 dage

Normalt slutter bi-sæsonen i den sidste uge af juli. Efter den tid sker der sjældent meget mere ude i blomsterne. Så tager vi den sidste sommerhonning hjem, og straks efter går tankerne til at få fodret bierne ind til vinteren og hjælpe bierne af med varroa-miderne.

2012 bliver anderledes.

Ret skal være ret. Vi havde fem dage med sommervejr fra den 23. til 28. juli. Glimrende cykeltur.

Efter de fem dage sås der da også en smule sommerhonning hist og her. Men ikke tilnærmelsesvis i normale mængder.

Og nu gør vi så som nok mange andre biavlere. Vi venter lidt og ser, om der dog ikke skulle komme lidt mere ind imellem regnbygerne. Honninghøsten er udsat til august.