Stands honning-banditterne

Ramt af censuren – se herom nederst

I mange år har der løbet rygter om, at visse erhvervs-biavlere forfalsker dansk honning. 11. maj i år fik jeg syn for sagn.

I min barndom for 50 år siden fandtes et produkt kaldet kunsthonning. Det er længst blevet forbudt, men faktisk var kunsthonningen, som kom i papbægre, et ærligt produkt sammenlignet med det, der foregår i dag. Alle vidste, at kunstproduktet var fremstillet af sukker på en fabrik. Det var slik.

Bierne hjælper med svindelen

I dag foregår derimod ren svindel ude i landskabet. Honning-banditter fodrer med flydende sukker, samtidig med at naturen er fuld af blomstrende nektar-kilder. På den måde opnår de ”træk” og fyldte tavler både nat og dag, i sol og regn, i gode og dårlige år.

Kan det siges tydeligere: Rapsen står gul og flot. Men bistaderne i markskellet har alle en foderkasse med adskillige kilo såkaldt invertsukker. Her delvist dækket af et lag leca-nødder. Foderet suppleres fra en tankvogn.

Kan det siges tydeligere: Rapsen står gul og flot. Men bistaderne i markskellet har alle en foderkasse (nederst) med adskillige kilo såkaldt invertsukker. Her delvist dækket af et lag leca-nødder. Foderet suppleres fra en tankvogn. Så stor er skalaen.

Fabrikssukkeret bliver på snedigste vis blandet med rigtig honning i staderne, for det ordner bierne automatisk. Det hele slynges og sælges på store metaltromler. Grossisterne kasserer åbenbart ikke produktet, men sælger det sidenhen på glas i butikker i hele landet. Og endda i Tyskland, hvor priserne er højere:

Echt Dänischer Honig. Godaw do.

Uden navn på kasserne

11. maj blev jeg opmærksom på, at der var kommet en ny bigård et sted i nærheden. Og den var stor. Ikke 10, ikke 20, nej 50 gråblå stader stod i én lang række på et skjult sted, som man dog kan køre til med en lastbil. Halvtreds!

Alle var opbygget ens: Nederst kom tre kasser med tavler til bierne, så fulgte et såkaldt fodermagasin og øverst endnu en kasse.

Jeg kontaktede myndighederne, for der stod ikke navn på bistaderne, sådan som der skal efter loven. Men den stedlige såkaldte bi-inspektør var blank. Han havde ingen flytte-anmeldelse fået, sådan som loven også kræver. Vi måtte altså antage, at bierne ikke var synet af en kyndig biavler før flytningen. Det var ellers relevant, idet en af landets dygtigste dronningeavlere (nej, det er ikke mig, ha) har parringsstation få hundrede meter fra stedet. Meget kunne altså ødelægges.

Honning-bandit 1Vidne så en mand med en tankvogn

I øvrigt forstår man så udmærket, at ejeren ikke havde lyst til at skilte med sit navn.

Inspektøren, der straks rykkede ud, fandt nemlig hurtigt ud af én ting mere: der var foder i alle foderkasserne. 11. maj i flot solskin mellem tre store rapsmarker!

Dagen efter kørte jeg lidt omkring og fandt yderligere 50 identiske bikasser smidt af ved to andre rapsmarker tilhørende samme grisefarm. Også disse viste sig senere at stå med flydende foder.

Et vidne fortalte om østarbejder, der læssede af fra en lastvogn en sen aften. Et andet vidne fortalte om en “bimand”, der kom med en tankvogn og fodrede midt i det gule flor af rapsblomster. Det havde undret vidnet en del.

Mere end cowboytricks

Vi er altså langt ude over småfiduser og cowboytricks. I mine 30 år som biavler har jeg aldrig set noget lignende.

Lad os bare forsigtigt gange med 10 kilo fodersirup. Det giver lige 1000 kilo. Og det var så kun rapstrækket og kun én portion. Resten af regnestykket kan læserne sikkert selv foretage.

Jeg kontaktede også ejeren af grisebedriftens jorder. Hun kunne kun bekræfte, at de havde en aftale om at få bestøvet rapsen. Detaljerne interesserede dem naturligvis ikke, blot de nåede det jordbrugsmæssige mål. Altså at få bestøvet rapsen, hvilket de formentlig betaler den pågældende erhvervsbiavler for.

Forbrugerne bliver snydt

Nu går sagen naturligvis sin gang ved myndighederne, og ingen er dømt, før de er… ja, dømt.

For ikke selv at komme i fedtefadet må jeg også lige præcisere, at der naturligvis kan have hersket ganske særlige forhold i lige præcis de 100 bistader lige præcis 11. maj i år, at kemiske analyser (indtil videre) har svært ved at fastslå forskellen på visse slags foder og visse slags naturlig honning, og at 2015 generelt var et år præget af vanskelige forhold på grund af den våde sommer. Så skulle injuriesagen vist være forebygget.

Jeg ønsker heller ikke at gå tilbage til dansk lov år 1269 som formuleret af Riber Ret:

“Hvis nogen findes med forfalsket honning, og denne ikke kan forsvare og rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal fortæres af ilden”.

Måske lige hårdt nok…

Men noget må der ske. Min konklusion: Forbrugerne bliver snydt, for de risikerer at købe en foderblanding i den tro, at det er ægte, dansk honning, sådan som de store kæder jo skriver på glassene. Honning-banditterne kan presse priserne urimeligt til skade for hele dansk biavl. Og – måske værst på længere sigt – de ødelægger de danske biavleres dyrebare varemærke.

Note:

Ledelsen af Danmarks Biavlerforening ved besked om ovenstående. Jeg har sendt et indlæg omtrent svarende til den tekst, du lige har læst, til fagbladet, Tidsskrift for Biavl. Men censuren i form af foreningens bestyrelse har efter nogle måneders granskning fundet, at indlægget “ikke er egnet til optagelse i tidsskriftet”.

Derfor vil jeg bede alle – både biavlere og forbrugere – om at linke til denne side:

Stands honning-banditterne

Dette er kun et lille udsnit af, hvordan det går til, når en af branchens berygtede storbiavlere rykker ud. Læg mærke til en nørdet detalje, nemlig den næstøverste kasse – den der er lidt lavere end de andre. Denne kasse kan fyldes med flydende sukker, som bierne derefter troligt anbringer i deres honningtavler. Men om sommeren bør sådan en kasse naturligvis være tom – eller slet ikke være der.