
Efterår, vinter og forår i ét billede. Op gennem de brune blade bryder vinterblomsten erantis, og så snart solen skinner varmt nok, lander de første bier i dens blomster.
Pludselig slog vejret om.
Snelag og hård frost måtte vige for solskin og stabile plus-temperaturer. Og hvad skete der?
Netop. Bierne væltede ud fra alle flyvesprækker både her i Borum og i vores filial i True Skov.
Først søgende, som om de knapt nok vidste, hvor de var (det ved bierne faktisk heller ikke; de orienterer sig forfra hvert forår). Men snart med kurs direkte mod de gule erantis, hvide vintergæk og nyudsprungne hasselrakler.
Meget mere vil følge. Krokus. Anemoner. Pil. Ribes. Slåen. Især pilebuskenes blomster har en forbavsende stor betydning for, at bierne udvikler sig og bliver mangfoldige. Pollen er biernes proteinkilde. De fodrer næste generation med den.
Og så pludselig en dag lyser der gult af mælkebøtter. Endnu en vigtig trækkilde, inden frugttræer, raps og hele sommerens flor åbner sig.
Det tager vi til den tid. Foreløbig lægger bierne an til at blive mange og til at indsamle forårshonning. Den høster vi som regel en af de første dage i juni.
I mellemtiden sælger vi lystigt ud af sidste års høst, som vi har opbevaret køligt og mørkt. Og hvem har ikke brug for honning netop nu?