Hvor er den sne, der faldt i fjor? Ja, i år blev den i hvert fald liggende til langt ind i marts.
Men knapt var tøvejret sat ind, før bierne gik på vingerne. Enkelte havde ikke tænkt sig godt nok om, blev kuldelammede og faldt ned på sneen. Andre ventede til det helt rigtige tidspunkt, nemlig når mikroklimaet for en kort stund gjorde det sikkert at tage en lille tur hen i nærmeste erantis.
Nu er vi alle sammen i gang: De 100.000 små arbejdere, der næsten dag for dag slår stadigt længere sving ud i det fare- og svigefulde forårsvejr. Og biavleren, der har malet et par nye stader og gjort en del rammer klar, så der kan blive plads, efterhånden som dronningerne går i gang med at lægge en masse æg, der snart bliver til næste generation af bier.
Det er også på høje tid, at sæsonen kommer i gang. I år fik vi udsolgt af honning noget før beregnet og ønsket. Faste kunder skal helst ikke skuffes. I juni er der nye forsyninger. Tror vi nok.