Sæsonen er for længst ovre for i år. Faktisk er det over tre måneder siden, at vi høstede den sidste honning og begyndte at fodre bierne ind til vinter.
Og så… en dag pænt inde i november, den trælse måned der ifølge Henrik Nordbrandt er skyld i, at året i virkeligheden har 16 måneder, opdager vi alligevel et af naturens små mirakler. Midt på dagen vælter bierne ud af de vinterklare kasser og opsøger en nordvendt husgavl, der nu summer som et blomsterbed i juli.
Det er vedbend, efeu, de har fundet. Denne mærkelige plante – kendt som alt fra bunddække over potteplanter til “lianer” på skovens løvtræer – gror fint i skygge og klarer sig lige godt i troperne og i Norden. Den har to slags blade: først kommer små, lappede blade med tydelige nerver, og efter nogle år udvikles store, glansfulde og langstrakte eller ægformede blade højere oppe.
Samtidig følger blomsterne, der virkelig ikke gør meget væsen af sig. Man kan næsten komme i tvivl, om det er knopper eller blomster, man ser på. Og blomsterne, små og gulgrønne, kommer altså sært nok først i oktober og november, når alt andet går til ro.
Men bierne er ikke i tvivl. De henter nektar, som blomsterne udskiller i pæne mængder. Kan man så høste vedbend-honning, og smager den godt? Det sidste har vi endnu ikke kunnet lokke et svar på ud af bierne. Men de virker stærkt interesserede, selv om litteraturen påstår, at hele vedbendplanten er giftig. Og nej, vedbend-nektaren indgår udelukkende i biernes interne husholdning. Nu har vi jo lige fodret, så honninghøst er udelukket.
Mere vigtigst er nok også, at bierne desuden slæber store mængder af pollen hjem fra vedbenden. Pollen er deres proteinfoder, der skal bruges til at opfostre næste generation. Den interesserer vi biavlere os levende for. Det er den, der skal sætte skub i det hele, når det engang bliver forår.
Foråret kan være lidt svært at få øje på lige nu. Men vedbend, den mærkelige plante der blomstrer i november, kan vi måske vælge at betragte som den første forårsbebuder.