Dagens gode gerning udført

Forleden kom 24 personer gående ad en sti i Skivholme Skov som led i en svampetur. Blandt de bagerste var et ældre par fra Vamdrup. Manden blev nu angrebet af stor gedehams, vespa crabro, og han nåede at få fem stik (heraf de fire i ansigtet) i løbet af en hastig flugt. Av-av-av-av-av 😰
Undervejs slog han omkring sig og tabte både briller og høreapparat. Sidstnævnte lykkedes det dog at få bjærget, men brillerne til en værdi af 8000 kroner lå tilbage i højt græs “et eller andet sted” i nærheden af hvepsenes bo.
120 kilometer fra hjemmet i Sydjylland og på et lidet kendt sted i Østjylland, hvor de aldrig før havde været …😰
Havde biavleren tid?
Lidt senere fik parret en god idé: Vi må have fat i en biavler 🙂 Mens manden ømmede sig, googlede hustruen og fandt Peters Biavl nogle kilometer fra gerningsstedet.
Se, alt dette vidste vi ikke spor om, før vi fik hende i telefonen med ordene: “Du kender mig ikke, men nu skal du altså bare høre”…
Den første og ikke så ærefulde reaktion var, at det var lidt ubelejligt. Hele familien stod lige og skulle ud at gå en tur. Kunne det vente til næste dag? Nå ikke. Det næste svar lugtede mere af samfundssind, for nu tog vi alle på skovtur sammen med det nødstedte par – for Peters vedkommende iført fuldt reglementeret biavleruniform.
Og efter sigende en gylden glorie over sløret 😇
Stor lettelse
Derfor fik den gode mand sine briller igen og blev meget lettet, da han på afstand og gennem et par reservebriller så ét styk uniformeret biavler bøje sig ned og samle de dyre briller op 🤓
Og derfor er her en lille film med gedehamsenes bo i en kasse, der vist snarest var tiltænkt fugle 🙂

Forårsstatus 2020

Det mærkelige år er ikke gået sporløst hen over Peters Biavl:

Efteråret var mildt – næsten en forlængelse af sommeren – og det gav desværre nye problemer med varroa-miden i form af reinvasion, efter at vi havde foretaget den normale bekæmpelse.

Nogle bifamilier blev ramt af virus og døde. Virus? Nej, ikke corona men derimod den såkaldte akut paralysevirus, der blandt andet spredes med varroa-miderne. Den enkelte bi bliver meget optaget af at flyve ud, men den har samtidig mistet orienteringen og kan ikke finde hjem.

Vi har aldrig oplevet denne trælse sygdom før, men én gang skal jo være den første.

Den milde og ekstremt våde vinter gav heller ikke gode forhold. Faktisk foretrækker bierne, at der er vedvarende frost.
Så vinteren blev lidt træls for mange biavlere. Men vi har nu ryddet op, gjort rent og sendt tavlerne til omsmeltning og rengøring. Videre!

Og så blev det sandelig forår i marts – endda meget tidligere end normalt. Solskin og tør luft lokkede bierne ud og fik has på den oversvømmelse, der en overgang fik bistaderne i True Skov til at stå ved en midlertidig søbred.

Desværre har der også i år været mange dage med kold luft og blæst i foråret, så mens planterne ræser af sted, har bierne svært ved at følge med i udvikling. De skal bruge frisk pollen som proteinkilde til næste generation.

Nu i maj måned står vi med en ubalance. Vejret er stadig koldt og blæsende. Det er nok ikke så ualmindeligt. Men planterne er kommet et par uger foran. Vi risikerer, at bierne ikke rigtig når at komme i gang med forårstrækket på for eksempel mælkebøtter, før de er blomstret af. Situationen ser faktisk ikke så lovende ud.

Men mon ikke, at der trods alt bliver en portion lækker forårshonning til juni?

Øsende pøsende pladaskregn

Det gik lige. Men bierne plejer nu ikke at stå ved en søbred.

Sjældent eller nærmest aldrig har vi da haft så våd en vinter. Hvordan klarer bierne sig?

Jo, helt godt er det ikke. Men de holder sig tørt, så godt de kan inde i deres huse. Altså ligesom vi mennesker nok er mest stemt for på dage som disse.

Som du kan se, kommer faren nærmest nedefra. En god, gammel biavlerregel er at lade være med at stille bierne i lavninger (fordi der bliver koldest om sommeren). Tilsyneladende skal vi nu udvide med et godt råd om at lade være med at placere dem i nærheden af lave steder.

Billedet er taget 17. februar i True Skov, hvor en lille fordybning i terrænt er blevet til en sø. Bølgerne slog dog ikke ind over bistaderne.

Et herligt forår

Selv en græsmark lokker bierne til i disse dage.

Sikke et herligt forår. Marts var varm, og også april blev – bortset fra begyndende tørke – en vidunderlig måned for bierne. Resultatet er ikke udeblevet. Bierne er i fin form.

Nu blomstrer mælkebøtterne, og for os med bier er det start-signalet til selve honningsæsonen. Trækket, som vi siger.

 

Og der er nu engang forskel på, om 20.000 bier tager på arbejde eller 30.000. Så længe der altså er blomster nok, og det er der lige nu.

Så selv om vi beskæftiger os med en slags landbrug, så tillad lige en smule optimisme: Sæson 2019 tegner godt.

 

Godt nyt fra virkeligheden :-)

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene.

Bien har fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. I maj blomstrer mange vigtige biplanter, og der er godt vejr til at komme på arbejde.

Når man har bier, er det altså svært at bevare pessimismen i disse dage. Du skal i hvert fald ikke tro på det, du hører og ser i medierne og på Fjæset.

Vi undrer os virkelig over de mange historier om, at bierne er truet af udryddelse. Vores honningbier trives glimrende – endda side om side med haveejere og “det onde landbrug”.
Jo, vist blev de da sat tilbage af den elendige sommer sidste år (og i 2016 og i 2015), men det har naturen siden rettet op. Altså ingen bidød.

Det er også mange år siden, at vi har set så mange vilde bier, humlebier og sommerfugle som lige nu i maj 2018.

Havde det været sandt, at bierne her i landet døde, ville det virkelig have været en økologisk katastrofe, men ingen praktiske biavlere ser ud til at kunne bekræfte alarmismen (i hvert fald ikke af dem, der har styr på varroamiderne).

Og honning? Jo, lige nu går det strygende. Blomster overalt. Så med mindre der sker en vejr-katastrofe, er forårshonningen 2018 klar om præcis en måned. Vi glæder os.

Her laves forårshonning

Pendlings-afstanden er kort for tiden.

Pendlings-afstanden er kort for tiden.

Endelig blev der varmt. Endelig lagde vinden sig. Og så sprang alting ud. Smukt, smukt, smukt.
I år står der et overdådigt tag-selv-bord lige bag ved bistaderne i Borum. Marken er gul, så langt øjet rækker. Vi behøver vist ikke at forklare, hvorfor vi har en forventning om, at en stor del af forårshonningen vil komme fra rapsblomster.
Raps giver også en meget udmærket honning: lys, fin og mild i smagen. Ofte også lidt rigelig fast i konsistensen, hvilket dog fortager sig efter nogle uger og måneder.
Modsat bierne på billedet skal vores små venner i True Skov flyve meget længere, hvis de absolut insisterer på at gå i rapsmarken. Så vi tror, at forårshonningen fra skoven snarere vil komme fra de gule mælkebøtter, hvidt blomstrende fuglekirsebær og en masse andre kilder i skoven og skovbrynene.
Foråret kom sent og koldt i år. Vi forventer derfor, at forårshonningen først er tilberedt og tappet på glas i sidste del af juni – omkring sankthans.

Endelig kom foråret – se selv

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene.

Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. Billedet er taget 30. april.

Så fik vi endelig noget ordentligt bi-vejr. April 2017 vil vist gå over i danmarkshistorien som en af de skrækkeligste i flere årtier. Tre uger med iskoldt blæsevejr og masser af nedbør, og det blev bare værre og værre. DMI har gjort op, at temperaturerne lå lavere i anden end i første halvdel af denne forårsmåned. Fik vi endelig lidt solskin, slog det på ingen tid om til en haglbyge.

Men så blev det 30. april og 1. maj, og langsomt, langsomt slog vejret om. Nu blomstrer mælkebøtterne gult over landet, og for de fleste biavlere markerer det et vendepunkt: nu skal vi ikke længere tænke så meget på at holde bierne med foder, men snarere på at give dem plads og tavler nok til at slæbe noget forråd hjem.

Se nu bare denne søde skabning, som knapt nok ænser at kigge op og smile til fotografen. There’s a job to do.

Mælkebøtter er overhovedet ikke fandens, men såre nyttige planter. De giver både nektar og pollen. Nektaren smager kraftigt, men den indgår kun med en meget ringe andel i forårshonningen, for der skal opfostres en masse nye bier netop nu (nå ja, og det skulle der også have været i april – øv).

Pollenet er orangegult og fuld af protein. Aminosyrerne er essentielle for at bygge nye bier til sommerens arbejde. Gerne et par tusind om dagen.

Ja, det er store tal, vi arbejder med – helst også på termometret.

 

Så er vi i gang igen

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.

10. marts skinnede solen, og alle bierne smuttede en tur ud for at se på verden. Selv om det i grunden blæste forbandet koldt og vinterligt, fandt mange af dem vej til havernes erantis (vinterblomme), krokus og vintergæk (blideslilje) for at supplere familiens bestand af protein fra pollen.

Det er altid spændende på denne årstid. I snit dør 10-15% af alle bifamilier om vinteren. I år ser vi dog i Borum ud til at have ramt 0%. Sådan!

En betydeligt bedre statistik end gennemsnittet for de foreløbig 31 år, vi har haft bier.

Det onde landbrug har nok gjort det

Fra andre egne lyder dramatiske nyheder. En biavler på Lolland havde regnet med at skulle tjene gode penge på at udleje bier til bestøvning. Men 159 af 170 familier var døde, konstaterede han forleden.

Medierne sluger råt hans egen hjemmestrikkede teori om, at det onde landbrug har dræbt hans bier med pesticider. Det passer med journalisternes medbragte fordomme. Af ren medlidenhed med den stakkels mand vælger også mange andre at tro på denne forklaring. Til at sprede teorier om andres ondskab er Facebook som bekendt uovertruffen. Også i dette tilfælde. På Facebook flyder det lige nu over med uvidenhed og rent vrøvl – for nu at sige det uden omsvøb – baseret på de konkrete tilfælde af bidød i vinteren 2016/17.

10. marts 2017: Bierne flyver ud. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig - forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Har bien været ude før, leder den efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

10. marts 2017: Bierne kommer frem efter vinteren. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig – forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Orienteringsflyvningen er vigtig, for bien har i vinterens løb glemt, hvordan verden så ud, og hvor den boede. Efter første flyvning begynder bien at  lede efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.

Nej, varroa har skylden

Den højeste sagkundskab – forskere tilknyttet Aarhus Universitets afdeling i Flakkebjerg – har derimod givet en helt anden forklaring: et alt for højt tryk af varroamider. Samtidig udelukker seniorforsker Per Kryger dog ikke, at visse pesticider kan svække bierne, så de lettere bukker under for varroamiderne, når biavlerne sjusker med bekæmpelsen.
De pågældende stoffer, neonikotinoiderne imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam, er så meget under mistanke, at de indtil videre i det store og hele er blevet forbudt.

Varroamiden har nok aldrig været så hård en belastning som i den vinter, vi heldigvis er på vej ud af.

Akut paralysevirus

Situationen er: Sidste sommer var elendig, men efteråret formede sig derimod, som om det skulle udfylde rollen som sommer. Som altid behandlede vi mod varroa i august (nogle bedre end andre). Men i september fløj bierne vidt omkring og smittede hinanden med både mider (reinvasion) og diverse sygdomme. En af de værste kaldes Akut Paralysevirus (APV) og spredes med varroa. Den går simpelthen ud på, at den enkelte bi mister evnen til at finde hjem. Stille og roligt tømmes stadet derfor for liv. Biavleren (den forhenværende biavler!) opdager det som regel først sidst på vinteren eller netop nu i marts.

I Peters Biavl undervurderer vi aldrig biavlens værste fjende. Vi er på nakken af varroamiderne mindst to og efterhånden ofte tre gange om året.

 

 

Men hindbær har vi mange af…

Vi kan næsten ikke nå at følge med.

Vi kan næsten ikke nå at følge med.

Honningsæsonen 2016 vil gå over i historien som umådeligt ringe.

Sidste bisommer var den dårligste, vi havde oplevet i over 30 år. Og nu er det næsten ikke til at bære, at det også i år regner hver eneste dag. Sæsonen plejer at slutte omkring 20.-25. juli, og bierne har i en hel måned næsten ikke haft en chance til at bære honning ind. Der bliver praktisk taget ingen sommerhonning i år, med mindre der sker et vejrmæssigt mirakel inden for nogle få dage.

Men lad os se på det positive: Dagene omkring 1. juni var en god tid. De gav (lidt) forårshonning, og så kan det ellers også nok være, at bierne fik bestøvet planterne.

Tag nu hindbærrene. Også her må vi have fat i superlativerne: den bedste sæson nogensinde. Alt vandet gør bærrene saftspændte og flotte, og skadedyrene får ikke en chance.

Nuvel, vi skal ikke leve af at dyrke hindbær. Og vi skal heldigvis heller ikke leve af at være biavlere. I så fald gik vi fallit i år.

 

Erantis-tricket og pilekvist-metoden

Erantis, vintergæk og (bagerst t.h.) krokus er blandt biernes allermest nyttige planter i det tidlige forår. De bør findes i enhver have.

Erantis, vintergæk og (bagerst t.h.) krokus er blandt biernes allermest nyttige planter i det tidlige forår. De bør findes i enhver have.

Det tidlige forår er en fornøjelse, når man bor i en landsby. For gamle landsbyhaver vrimler som regel med erantis, vintergæk og krokus.
Det tidlige forår er ellers en kritisk tid for bierne. De mangler protein for at komme i gang med at yngle og blive stærke og talrige. Protein får de fra pollen (blomsterstøv). De vigtigste blomster er erantis, vintergæk og krokus, lige når vinteren slipper sit tag. Derefter bliver pil den vigtigste plante.
Erantis – den gule blomst, der dukker frem af sneen – har egentlig et lille løg ligesom krokus og vintergæk.  Men vil du gerne have et gult tæppe flere steder følger her

Erantis-tricket

1. Hold øje med erantis, når de afblomstrer.

2. I maj, når du har glemt alt om dem, opdager du nogle små bælge med frø i.

3. Saml frø med hænderne.

Såede erantis-planter i flere stadier af udviklingen. De allermindste kimplanter med bare to blade (t.h.) er førsteårs-udgaven. Men bare vent. Om nogle år har du en stor, blomstrende flade, der vedligeholder sig selv.

Såede erantis-planter i flere stadier af udviklingen. De allermindste kimplanter med bare to blade (t.h.) er førsteårs-udgaven. Men bare vent. Om nogle år har du en stor, blomstrende flade, der vedligeholder sig selv.

4. Spred dem ud på steder, hvor du gerne vil have erantis, fx. i græsplænen, og riv dem lidt ned i overfladen.

5. Næste år i februar-marts kommer der et lille blad op, som ingen lægger mærke til. Det visner, og under jorden begynder der nu at dannes et erantisløg.

6. Året efter kommer der tydelige erantisblade, og efter endnu et år følger der blomster, der efterhånden bliver flere og flere.

7. Gentag erantis-tricket.

Pilekvist-metoden

Nu vi er i gang, får du også lige lidt om pilekviste. De kan som bekendt bruges til at finde vand og elkabler i jorden med. Men lige nu handler det om at plante for bierne:

1. I det tidlige forår finder du et blomstrende piletræ eller en busk. De kan stå i kanten af en mose, midt inde i en skov eller i kanten af en kommunal park. Hvorsomhelst en eller anden biavler engang satte dem, hehe.

2. Klip nogle ikke så lange kviste af. Fingertykke eller tyndere.

3. Stik nu kvistene godt ned i jorden et helt andet sted.

4. Næste år vil en del af kvistene have slået rod og vokser nu frem til nye pilebuske.

5. Kom tilbage i april efter nogle år. Nu kan du nyde synet af bier, der klatrer rundt i de gule blomster og henter pollen.

Fire opstrammere og en gnist – vi er i gang

Når lyset i februar begynder at vende tilbage igen her i det kolde nord, begynder vi biavlere at røre på os.

Det er forbudt at rage og rode i bifamilierne, som netop nu kun har behov for ro og krydsede fingre. Men så går vi i gang med at gøre de mange vokstavler klar, som bierne forhåbentlig får brug for.

Hver enkelt af de nyvaskede trærammer får et eftersyn, og de fire tråde skal lige strammes op. Så lægger vi en tynd plade voks på og sætter bogstaveligt talt strøm til. 38 Volt fra en lille transformator passer lige. Det slår en gnist, og pludselig bliver trådene så varme, at de smelter sig ind i vokstavlen. Færdig. Næste.

Jamen tilsætter vi kunstig voks? Nej, slet ikke. De nye tavler består af ren bivoks. Det opstod, da de gamle tavler sidste år blev kasseret og smeltet om. Bierne bygger videre ud fra det sekskantede mønster, som de nye tavler er præget med. Går det godt, får vi altså et (meget) lille overskud af ægte bivoks fra år til år.

Her kan du se ilodningen af nye vokstavler:

Oversvømmelse i bigården

Tåbelig sammenblanding af biavl og søfart. Vi indrømmer.

Tåbelig sammenblanding af biavl og søfart. Vi indrømmer.

Sådan skal det ikke gøres!

Efter 30 år som biavlere må vi hvert år sande, at vi stadig begår fejl og har meget at lære. I juledagene 2015 erfarede vi endnu en gang noget nyt på den hårde måde.

Hele 1. juledag og natten til 2. juledag regnede det kraftigt og uden ophør i store dele af Jylland. Virkelig et surt vejr. Regnen fulgte efter flere andre våde dage, så jorden var i forvejen helt mættet med vand, og så gik det selvfølgelig, som det kan:

I True Skov dannede sig en hel lille sø, og desværre stod vandet helt op over flyvesprækken på ét stade. Med det sidste i rækken var det gået helt galt. Kassen havde simpelthen taget en sejltur i frisk blæst tværs over den nye sø og stod nu strandet på grundt vand ved modsatte bred. Stadebunden af styropor lå som et glemt flåd ude midt i det hele og blev holdt fast af nogle buske, der stak op.

Nu er det ikke første gang, at der samler sig lidt vand for enden af bigården. Der kan blive både lidt og meget blødt. Skoven er rimeligt ny og plantet på agerjord. Før da havde tidligere generationer utvivlsomt drænet marken ved slid og slæb, men vi antager, at skovvæsenet i den hellige biodiversitets navn er blevet tvunget til at ødelægge drænene.

Vi har dog aldrig set så ekstrem en oversvømmelse lige dér – men de samtidige billeder af veje, huse og haver i blandt andet Kolding og Vejle viser, at vi ikke var alene.

Nå, oprydning, herunder registrering af tabet. På med gummistøvlerne. De var dog slet ikke lange nok til at bjærge alt, men den strandede kasse fik vi da båret hele vejen uden om søen og stillet inde på fast land. Også den med den lukkede flyvesprække bragte vi på det tørre.

Og minsandten. Naturen er indrettet efter, at alt går hårdt til. Nogle bier summede faktisk i begge de to kasser fra det iskolde vand, nu da bierne pludselig så lys nedefra.

Snart efter forlod enkelte bier den faste vinterklynge og krøb ud under kanten. Det vil være synd at sige, at de modtog redningsmanden med taknemmelighed. En anden gammel lærestreg viste sit værd: Husk at tage slør på. Også midt om vinteren.

Nu krydser vi fingre for, at de små klarer sig igennem til foråret. Man tør næsten ikke tro det.

Bierne trak i november, november, november, november og november

7. november var denne bi lige så travl som på en sommerdag. Den og nogle tusinde andre havde fundet de små blomster på vedbend, hedera helix.

7. november var denne bi lige så travl som på en sommerdag. Den og nogle tusinde andre havde fundet de små blomster på vedbend, hedera helix, og hentede pollen hjem.

Sæsonen er for længst ovre for i år. Faktisk er det over tre måneder siden, at vi høstede den sidste honning og begyndte at fodre bierne ind til vinter.

Og så… en dag pænt inde i november, den trælse måned der ifølge Henrik Nordbrandt er skyld i, at året i virkeligheden har 16 måneder, opdager vi alligevel et af naturens små mirakler. Midt på dagen vælter bierne ud af de vinterklare kasser og opsøger en nordvendt husgavl, der nu summer som et blomsterbed i juli.

Det er vedbend, efeu, de har fundet. Denne mærkelige plante – kendt som alt fra bunddække over potteplanter til “lianer” på skovens løvtræer – gror fint i skygge og klarer sig lige godt i troperne og i Norden. Den har to slags blade: først kommer små, lappede blade med tydelige nerver, og efter nogle år udvikles store, glansfulde og langstrakte eller ægformede blade højere oppe.

Samtidig følger blomsterne, der virkelig ikke gør meget væsen af sig. Man kan næsten komme i tvivl, om det er knopper eller blomster, man ser på. Og blomsterne, små og gulgrønne, kommer altså sært nok først i oktober og november, når alt andet går til ro.

Men bierne er ikke i tvivl. De henter nektar, som blomsterne udskiller i pæne mængder. Kan man så høste vedbend-honning, og smager den godt? Det sidste har vi endnu ikke kunnet lokke et svar på ud af bierne. Men de virker stærkt interesserede, selv om litteraturen påstår, at hele vedbendplanten er giftig. Og nej, vedbend-nektaren indgår udelukkende i biernes interne husholdning. Nu har vi jo lige fodret, så honninghøst er udelukket.

Mere vigtigst er nok også, at bierne desuden slæber store mængder af pollen hjem fra vedbenden. Pollen er deres proteinfoder, der skal bruges til at opfostre næste generation. Den interesserer vi biavlere os levende for. Det er den, der skal sætte skub i det hele, når det engang bliver forår.

Foråret kan være lidt svært at få øje på lige nu. Men vedbend, den mærkelige plante der blomstrer i november, kan vi måske vælge at betragte som den første forårsbebuder.

 

 

Sommerhonningen reddet

Så kom varmen endelig, og der blev endda rigtig varmt efter danske forhold. I Borum nåede termometret op på 32 grader.

I de lyse nætter lå folk og sparkede dynen af for at kunne sove.

Og netop det udtryk – “så varmt om natten, at man sparker dynen af” – er næsten blevet en definition blandt biavlere. For når der bliver varmt både dag og nat, giver hvidkløveren honning. Og kun da.

Det betyder én ting mere: Så er sommerhonningen 2015 reddet.

Jorden rundt tre gange

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Kløver, som du ser her, er en både undselig og genial plante. Under jorden samler rødderne selv kvælstof fra luften og omdanner det til plantenæringsstof. Gødning sparet. Som foder har både hvid- og rødkløver tilmed et proteinindhold så højt som 20-24%. Af de to grunde er kløver så populær som indblanding i græsplæner og -marker.

Og så giver kløver nektar med en dejlig smag. Rødkløveren især til humlebier, fordi kun deres tunger kan nå ned i bunden af blomsterne. Hvidkløveren til honningbier.

Men det er hårdt arbejde at nå så langt. Hver bi skal besøge en mængde af de bittesmå blomster, som et hvidkløverhoved består af

Ifølge forskere ved Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet, AU, skal en bi besøge op til 1000 blomster for at blive tanket op med nektar. På solskinsdage kan den tage op til 10 indsamlingsture. Men for at indsamle et halvt kilo honning har bierne tilsammen været ude på 20-30.000 ture ud og hjem. De har da fløjet så mange kilometer, at det ville svare til at flyve jorden rundt tre gange.

Til gengæld for al møjen bliver kløveren bestøvet og kan danne frø, så den spreder sig.

Så mere kløver sådan

Har du en sjat hvidkløver i græsset, og vil du gerne have mere, så tag ganske enkelt nogle af de afblomstrede, brunlige hoveder fra nærmeste vejgrøft og spred dem. Det virker – men kun hvis der har været bier på besøg, da de blomstrede.

Vi slyngede forårshonning midt i juni. Mængden var moderat. Nu går vi og løfter lidt på kasserne for at mærke, hvornår vi igen skal i gang med at høste.

Varmen hjalp godt.