Tegning: Peter Trier

Shook! Du bliver rig, mand, udbrød et ungt menneske, da jeg fortalte, at en bifamilie fremstiller 30 kilo honning i gennemsnit, hvis man bare ikke klumrer for meget.
Jeg har oplevet samme reaktion hos mere modne bedsteborgere, der dog siger det med udtryk som for eksempel “novra, det lyder indbringende”.
De prøver vist at se nogenlunde neutrale ud i ansigterne. Men man kan næsten se regnemaskinen køre inde i hovedet med både fire- og femcifrede tal:
1 bifamilie 30 kilo. 2 bifamilier 60 kilo. 3 bifamilier 90 kilo. Mange kilo. Endnu flere kroner. Stort overskud. Tænk sig at hente noget ude fra naturen helt gratis og så tage penge for det bagefter.
Shook, du bliver rig, mand.
Forkert!
Desværre tjener man ikke en formue på at have bier i Danmark. Mange bliver snarere fattige.
Men vi har skam en god tid med vores hobby, inden vi når så langt.

Sådan går det til
Næsten alle starter med at købe nogle bier og et par bistader (jeg skriver “næsten”, fordi der her i området også er nogen, der bare stjæler nogle andres bier og huse).
Flere bier og flere stader følger som regel.
Tøj skal du også have. Bitæt dragt, handsker og støvler. Ellers bliver man stukket, hvilket ganske vist er helt gratis, men ikke videre sjovt.
Lidt håndværktøj – stadekniv, røgpuster eller vandforstøver, dronningebur og mærkefarve. Så er du kørende. Nå ja, og noget til at fange en sværm med, når det halve af bierne en skøn dag i maj vælger at flytte ud og bosætte sig i naboens pæretræ.
Nu er du allerede biavler. Hobby-biavler. Og det kan endda blive lovligt, når du har logget ind med Mitid og oprettet dig i Landbrugsstyrelsens centrale bigårdsregister.
Men hvad med honningen?
Åh, godt du mindede os om det, Peter. Vi må have købt nogle glas og låg.
Skal der også etiketter på? Ja, det skal der, og EU har faktisk bestemt, hvad der minimum skal stå på dem. Så du kan ikke bare tegne en bi og en smiley og stille glassene frem på et havebord hjemme foran jordhulen.
Nu mangler du så bare at få de søde, små insekter til at anbringe honningen direkte i glassene, men det vil nok gå dårligt med den plan. Der skal maskineri til på ruten mellem bi og honningglas. Og der skal et rent og hygiejnisk, bitæt og varmt, rum til. Nej, du kan ikke bruge en carport. Ny udgift: Skrællebakke, honningslynge, grovsi, finsi, tappespand, røreanlæg, måske ombygning.

Ham materielforhandleren
Nå, men voks bygger bierne i det mindste selv. Rigtigt. De er jo dygtige. Der skal nok komme ny, fin bivoks i dit bistade. Et eller andet sted.
Men de fleste nye som gamle bi-ejere, der regner med at kunne høste honning, ser nu gerne have, at bivoksen anbringes i definerede enheder og i et rimeligt mønster. Så der skal købes plader (tavler) af ren voks, rammer af træ eller plast og en lille strammer til trådene. Ikke den dyreste del, men alligevel kan vi lige tage en subtotal:
Foreløbig er pengene fosset ud af kassen.
Nå, men det kalder vi investering. Selvfølgelig koster det mange tusinde kroner at komme i gang med noget nyt og spændende, der på længere sigt vil gøre dig til millionær. Men det er jo kun én gang for alle.
Troede du. Næ, hvert efterår skal du som det første aflevere de gamle, brune tavler til en mand, som du i din korte karriere allerede har mødt flere gange: materielforhandleren.
Med et svedent smil og mange bedrevidende formaninger modtager denne mand de brugte tavler, smelter, sier og renser voksen, dypper rammerne i kaustisk soda efterfulgt af højtryksrensning og sender dig til sidst en sms om, at nu-nu-nu skal du se at få hentet skidtet hjem igen, så at rammerne kan nå at tørre, før de bliver jordslåede.
Voksmanden arbejder for øvrigt ikke gratis for dig.

Ud og købe dronninger
Men selvfølgelig har du ret. Der skal skelnes mellem éngangsudgifter til afskrivning over nogle år og løbende udgifter. Begge dele kan nogenlunde beregnes på forhånd (men lad hellere være).
Men for pokker da også. Hvad er nu det? Den ene af dine bifamilier viser sig en augustdag pludselig at være tom for både nye æg og små larver. Familien skrumper altså dag for dag. Hvorfor? Jo, dronningen har nået biernes svar på klimakteriet. Hun har mistet evnen til at producere æg. Din familie er dødsens, hvis du ikke ret omgående får fat i en ny og parret dronning.
Sådan én koster 400 kroner hos en person i et erhverv, som du nok heller ikke havde hørt om på forhånd. Dronningeavleren. Og du må hellere købe to styk med det samme. En anden af dine bifamilier er nemlig blevet så hidsig i temperamentet, at bierne stikker alt og alle i nærheden. Dronningen skal skiftes ud, siger alle de kloge (og jeg). Temperament koster.
Så du må i gang med det. Nogle gange lykkes udskiftningen, andre gange skal man forsøge både to og tre gange, og der fulgte desværre ikke ombytningsgaranti med for de første 400 kroner. Vent i øvrigt ikke for længe. I oktober er det blevet for sent.

Ren indtægt fra naturen. Altså lige indtil vi begynder at trække udgifterne fra.

Foder og mider
Din viden har du fået ved at læse i Lærebog i Biavl og i den stedlige biavlerforening. Måske har du ligefrem været på kursus. Spændende, men aldrig gratis.
Efter høsten af din honning må du forresten heller ikke glemme at fodre. Hvis du da også vil have bier til næste år.
Hver bifamilie skal have mindst 18-20 kg. tørstof tilført for at overleve vinteren og første del af foråret. Og igen: Allerede i oktober er det ved at være blevet for sent at fodre.
Sukker opløst i vand er billigst – hvis du har noget at røre store portioner op i. Mange sværger til færdiglavet foder, hvor du ikke slipper med under 300 kr. pr. bifamilie.
Der findes også sygdomme og skadedyr. Behandler du ikke hvert efterår og hver vinter mod den invasive snylter varroa-mide (varroa destructor), tja, så udrydder miden dine bifamilier. Måske ikke første vinter, men så næste (og i forvejen skal vi regne med at miste cirka 15 procent af alle bifamilier i en normal vinter).
Varroamiden har ingen betydning for honningen. Men den sidder på de enkelte individer i bifamilien og svækker dem efterhånden betydeligt.
Det fører for vidt at komme ind på, hvordan miden kan begrænses – lægemidler, skrappe syrer, ildelugtende olie. Mange vil gerne råde og vejlede dig på netop dette felt; faktisk er det et område, hvor religion dominerer. De gode såvel som de “gode” råd er endda også gratis. Men ikke at følge dem. Det er alt sammen noget med penge ud af lommen.

Kørsel og gode tilbud
Bor materielforhandleren, dronningeavleren og den lokale forening forresten i samme gade som dig? Næppe.
Skal vi nu også til at indregne kørsel i regnskabet? Det bestemmer du selv. Men udgiften har du afholdt. Havde du i øvrigt en trailer i forvejen?
Oven i alt det nævnte kommer fristende tilbud om at kunne følge vægt og temperatur i et bistade online. Om en løftevogn til at skåne ryggen. Om en god tappemaskine og en bedre slynge end den Harald Nyborg-udgave, du lagde ud med. Om praktisk udstyr til slyngerummet og dets rengøring. En motordrevet blæser til skånsom fjernelse af bierne ved honninghøst.
Jeg anbefaler det hele (også selv om noget af det måske kun skal bruges i en time eller to om året). Nu stikker udgifterne imidlertid først helt af.
Men nuvel, man kan, så vidt jeg ved, også godt spille golf iført gummistøvler og med én kølle og én bold. Så er meget udstyr sparet.
Men der er nok en grund til, at ingen gør det på golfbanen, hvor jeg – på tryg afstand – kan iagttage, hvordan amatørerne klæder sig flot ud og slæber store tasker og vogne med sig blot for at kunne puffe til de mange hvide bolde på den helt rigtige måde.
Sådan er det også med at holde bier og lave honning uden at nedbryde kroppen I forvejen byder biavl som hobby desværre på væsentligt flere forkerte arbejdsstillinger og besværlige løft end golfspil.
Altså biavl på en måde og i et omfang, så at der overhovedet bliver lidt at sælge af. Det var jo det, du ville, ikke?

Prøv hellere i Norge
Konklusion: Biavl for småfolk er en hobby, hvor der både er udgifter og indtægter.
Det med bierne er meget sjovere end at spille fodbold og golf, det er mere lærerigt end at  rejse på fuglekiggerture, og det er mindst lige så udfordrende som at sejle i sejlbåd. Aktiviteter hvor der garanteret udelukkende er udgifter.
Men indtægter der overstiger udgifterne ved at have bier i baghaven eller den lokale skov? Nej, ikke når det hele gøres op.
Jamen, er der da ikke noget, der hedder erhvervsbiavlere? Så må de vel kunne leve af bierne?
Jo, i Norge, hvor prisen på honning er meget højere end her, lever de vist udmærket.
Der findes skam også nogle få stykker af den eksotiske race her i Danmark. Jeg kender endda et par af dem. Men disse “erhvervs”biavlere supplerer uden undtagelse med andre indtægter end salg af honning. De knokler i øvrigt som bæster fra marts til september. De får dårlig ryg og har mindre fritid end en købmand.
For nylig holdt en dygtig og højt profileret sjællandsk biavler ophørsudsalg. Han havde droppet bierne og taget job som maskinfører på et landbrug. Det var langt bedre, fastslog han. Så nej, selv i kæmpemæssig skala med måske 1000 bifamilier bliver man ikke rig af at være biavler (i EU).

Nye konkurrenter – hvor dejligt
Har du forresten hørt, at Danmarks Biavlerforening systematisk støtter, at flere kaster sig ud i at holde bier. Faktisk lidt underligt.
Der kan nævnes mange gode grunde til, at vi skal have flere bier i Danmark (og i verden).
Men hvornår har man sidst hørt om så mærkelig en branche? Altså hvor de, der allerede har etableret sig, ligefrem ønsker sig flere konkurrenter og ikke færre?
Jeg kan ikke komme i tanker om andre.
Forklaringen er nok ret enkel: De mange nye hobby-biavlere fylder næsten ingenting i det store markedsbillede, hvor honning måles i tons. Hist og her sælger nybegynderne deres honning for billigt, eller kvaliteten er af forskellige grunde blevet for ringe. Al begyndelse er jo svær.
Men materielforhandlerne elsker de mange nye, der kommer og går. De samme forhandlere køber annoncer i biavlerforeningens blade.
“Køre-rundt-systemet”, som salig “Låsby-Svendsen” vist kaldte den slags. Og så er alle glade.
Måske undtagen lige de, der troede, at nu skulle de til at være rige på at holde bier.

Tegning: Peter Trier