Så fik vi endelig noget ordentligt bi-vejr. April 2017 vil vist gå over i danmarkshistorien som en af de skrækkeligste i flere årtier. Tre uger med iskoldt blæsevejr og masser af nedbør, og det blev bare værre og værre. DMI har gjort op, at temperaturerne lå lavere i anden end i første halvdel af denne forårsmåned. Fik vi endelig lidt solskin, slog det på ingen tid om til en haglbyge.
Men så blev det 30. april og 1. maj, og langsomt, langsomt slog vejret om. Nu blomstrer mælkebøtterne gult over landet, og for de fleste biavlere markerer det et vendepunkt: nu skal vi ikke længere tænke så meget på at holde bierne med foder, men snarere på at give dem plads og tavler nok til at slæbe noget forråd hjem.
Se nu bare denne søde skabning, som knapt nok ænser at kigge op og smile til fotografen. There’s a job to do.
Mælkebøtter er overhovedet ikke fandens, men såre nyttige planter. De giver både nektar og pollen. Nektaren smager kraftigt, men den indgår kun med en meget ringe andel i forårshonningen, for der skal opfostres en masse nye bier netop nu (nå ja, og det skulle der også have været i april – øv).
Pollenet er orangegult og fuld af protein. Aminosyrerne er essentielle for at bygge nye bier til sommerens arbejde. Gerne et par tusind om dagen.
Ja, det er store tal, vi arbejder med – helst også på termometret.