Kan bierne virkelig overleve i den slags vejr? Tænk sig, en vinter der begynder med sne og hård frost allerede i november!
Det går nu fint. Inde i staderne er der ganske vist ikke meget varmere end udenfor. Men der er tørt, og bierne trækker sig sammen i en klump. Her hjælper de hinanden med at holde en rimelig temperatur.
Bierne skiftes til at tage den hårde tørn med at sidde yderst i vinterklyngen. De er i en stadig bevægelse – meget langsomt – så alle hele tiden har det nogenlunde komfortabelt og har adgang til vinterfoderet.
Da jeg tog dette billede, observerede jeg dog et par vildfarne skabninger, der fløj ud. Måske har det forholdsvis kraftige lys, som sneens reflekser skaber selv i december, lokket dem. Men det var dumt gjort. Kort efter lå de kuldelammede på sneen. Klar som måltid for den første musvit, der kommer forbi.