Endelig blev der varmt. Endelig lagde vinden sig. Og så sprang alting ud. Smukt, smukt, smukt.
I år står der et overdådigt tag-selv-bord lige bag ved bistaderne i Borum. Marken er gul, så langt øjet rækker. Vi behøver vist ikke at forklare, hvorfor vi har en forventning om, at en stor del af forårshonningen vil komme fra rapsblomster.
Raps giver også en meget udmærket honning: lys, fin og mild i smagen. Ofte også lidt rigelig fast i konsistensen, hvilket dog fortager sig efter nogle uger og måneder.
Modsat bierne på billedet skal vores små venner i True Skov flyve meget længere, hvis de absolut insisterer på at gå i rapsmarken. Så vi tror, at forårshonningen fra skoven snarere vil komme fra de gule mælkebøtter, hvidt blomstrende fuglekirsebær og en masse andre kilder i skoven og skovbrynene.
Foråret kom sent og koldt i år. Vi forventer derfor, at forårshonningen først er tilberedt og tappet på glas i sidste del af juni – omkring sankthans.