Flydende honning

flydende-400-px.jpgI 2008 kan vi levere flydende honning. Den kommer fra årets sidste slyngning, som vi foretog 27. juli.

Om honning bliver fast, blød eller flydende,

afhænger af, hvilken slags blomster bierne har besøgt.

I dette tilfælde har de haft travlt i nogle store lindetræer. Når linden blomstrer, kan kronerne ind under aften virke helt levende af bier. Nektaren har et stort indhold af frugtsukker.

Også en helt anden slags blomster bidrog i år med en aromatisk nektar med stort indhold af frugtsukker. Det er hvidkløverens tæpper af hvid-brune blomster. Hvidkløver giver kun honning til bierne, når der er højsommer med god varme om dagen og lune nætter. De betingelser havde Østjylland i et par uger i juli i år.

Rent kemisk: Frugtsukker (fructose) krystalliserer i modsætning til bl.a. druesukker og rørsukker ikke

Vi kan nu levere flydende honning i nogle fine stå-på-hovedet-på-spisebordet-flasker. Introduktionspris i 2008: 29 kr.

Og mens du forsyner dig på morgenmad og ostemadder – ja, eller i espressokaffen – så er vi i fuld gang med at fodre bierne ind til vinteren og forberede næste sæson.

2 tanker om “Flydende honning

  1. Kære Peter. Flydende honning, hvordan gør man det så konsekvent som Aulumgård? De har ikke kun honning fra akacie og de få andre typer trækplanter der ikke krystalliserer. De advarer på glasset om at det kan ske, men ikke det jeg har købt, har de et trick vi ikke kender? svag opvarmning og grundig sining? Tak for en god hjemmeside!

  2. Kære Lars Bo

    Tak for spørgsmålet.

    Konsekvent flydende, tja?

    Jeg vil tro, at en honningpusher af Aulumgårds kaliber med en ultra-ultra fin sining kan fjerne alt, der bare kunne tænkes at ville kunne udgøre kernen i en krystallisation.

    Jeg har HØRT, at man gør sådan i Sydeuropa, hvor flydende honning er normen, men sandt at sige ved jeg det ikke.

    Min egen 2008-honning er først nu i marts 2009 ved at blive lidt tyk i det og får en smule hvidligt krystal-bundfald.

    Og jeg har ikke brugt nogen form for trick.

    Bedste hilsner
    Peter

    P.S.: Måske skulle du prøve at spørge Aulumgård Inc. om, hvad de i grunden gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *