Hvordan gik det med bierne og udbyttet af honning i sommeren 2008?
Halvsløjt. Noget ringere end et middelår, siger de fleste biavlere, vi har talt med. Og i Borum var der ingen undtagelse.
Som mange nok har hørt, gik det virkelig hårdt til med stærkt svækkede og helt uddøde bifamilier i vinteren 2007-08. Udgangspunktet var altså ringe. I sæsonens løb havde vi gode perioder og dårlige perioder imellem hinanden. En kort varmebølge i juli og flot vejr i maj trækker i den gode retning. Men spørger vi bierne, lyder svaret: Desværre, vi havde forholdsvis flere af den slags dage, hvor vi må blive siddende inde og tære på honningen i stedet for at flyve omkring og samle nyt forråd.
I skrivende stund er vi i fuld gang med at fodre ind til vinteren. Så sent som hen omkring jul må vi desværre forstyrre bierne en sidste gang, nu for at behandle mod varroamider på et tidspunkt, da bierne ikke har yngel (æg, larver og pupper).
Vi indvintrer fire familier, som det hedder i fagsproget.
Spændende, om vi så også udvintrer fire. Det kan man langt fra være sikker på.