Nu lader vi simpelthen stå til

 

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Vinter-anekdote: I en af de mange “grønne” vintre blev en chef for statens isbrydere spurgt:

“Hvad laver I egentlig i Statens Istjeneste i en vinter uden is”?

Svaret:

“Så lader vi simpelthen stå til”.

Det bliver også vores svar, når nogen spørger, hvad vi dog stiller op med bierne på en dag, da der ligger sne overalt, og temperaturen kryber ned på to-cifrede kuldegrader:

Vi lader stå til.

Dels er der intet godt, vi mennesker kan gøre for bierne på en vinterdag. Dels er de faktisk tilpasset lige netop denne situation gennem årtusinders evolution.

Hver bifamilie trækker sig sammen til en lille, tæt klynge. Jo koldere det bliver, jo tættere. På skift i en meget, meget langsom bevægelse, kommer de yderst og inderst.

Og mirakuløst nok: Allerede nu i februar begynder dronningen at lægge de første æg inde i midten, hvor der faktisk er dejlig varmt.

Endnu en sommer er på vej.

I sne står urt og bi i skjul

sne-400px.jpgKan bierne virkelig overleve i den slags vejr? Tænk sig, en vinter der begynder med sne og hård frost allerede i november!

Det går nu fint. Inde i staderne er der ganske vist ikke meget varmere end udenfor. Men der er tørt, og bierne trækker sig sammen i en klump. Her hjælper de hinanden med at holde en rimelig temperatur.

Bierne skiftes til at tage den hårde tørn med at sidde yderst i vinterklyngen. De er i en stadig bevægelse – meget langsomt – så alle hele tiden har det nogenlunde komfortabelt og har adgang til vinterfoderet.

Da jeg tog dette billede, observerede jeg dog et par vildfarne skabninger, der fløj ud. Måske har det forholdsvis kraftige lys, som sneens reflekser skaber selv i december,  lokket dem. Men det var dumt gjort. Kort efter lå de kuldelammede på sneen. Klar som måltid for den første musvit, der kommer forbi.