2009: Lidt men meget godt

Sjældent har klicheen passet bedre end på honninghøsten i år: Lidt, men godt.

1. august kan jeg nu gøre status: Hovedtrækket i højsommeren juli blev…  elendigt. Ganske ligesom vejret. Mange vil huske ferieugerne i juli som en temmelig våd og blæsende oplevelse.

Bierne arbejder bedst i varmt og tørt vejr. Tilmed producerer en del blomster stort set ingen nektar, hvis ikke temperaturen er høj. I år blev betingelserne altså dårlige.

I et normalår kan en bifamilie i god form slæbe 30 kilo honning hjem til sine mennesker i løbet af sommeren. I år blev udbyttet snarere kun 20-25 kilo.

Til gengæld er kvaliteten ualmindeligt høj. Sommerhonningen 2009 er et meget lækkert bekendtskab. Den er særdeles aromatisk og har en flot kulør nærmest som rav.