Med kanel mod betændelse?

Spørgsmål fra AJ i Århus:

“Jeg har for nyligt fået konstateret noget kronisk betændelse i ryg og hofte. Jeg har i den forbindelse søgt lidt omkring for alternative metoder, siden konventionel medicin har spillet fallit.

Og jeg er stødt på noget om, at kombinationen af honning og kanel skulle have en masse gavnlige effekter. Bl.a på infektioner. Så det har jeg besluttet at give en chance og har i den forbindelse kunne læse mig frem til, at rapshonning skulle være ekstra godt, og at den desuden skal være koldslynget (eller i hvert fald ikke have været varmet op, da den mister en masse egenskaber ved det)”

Svar:

Forårshonningen fra Borum er i år meget præget af raps, da bierne i vores bigård i Borum står lige ved siden af et større areal, der i maj måned var helt gult af rapsblomster.

Al vores honning er ganske enkelt slynget og derefter rørt og tappet. Ingen opvarmning – ud over lidt i bunden af en si i tilfælde af krystaller, der tilstopper sien.

Der er ingen tvivl om, at opvarmning generelt ødelægger eller fordamper nogle af de fineste smags- og sporstoffer i honning, så det vil vi gerne undgå.

Om honning og kanel i forening har den virkning, som du spørger om, kan, må og vil vi ikke svare på. Men det er i hvert fald en behagelig teori at undersøge 😉