Summende bier 23. oktober

Vedbend (efeu) er en sær plante. I de første leveår blomstrer den slet ikke. Og når den endelig gør og er kommet adskillige meter op i højden, sker blomstringen så sent, at de færreste insekter har glæde af det.

Men i år! Pludselig summede hele husets nordmur, og i hundredvis af bier søgte fra blomst til blomst 23. oktober – på et tidspunkt hvor vi normalt har glemt alt om bierne, og de klogeligt holder sig inde.

Biernes fantastiske kommunikations-system kommer virkelig til sin ret på sådan en dag. Fra den første, søgende bi ved middagstid beslutter sig til at flyve en tur ud og støder på en vedbendblomst, og til det bliver regulært træk, behøver der ikke at gå mere end et kvarters tid eller to.

Vedbend giver både nektar og pollen fra sine noget uanselige, grønlige blomster. Kun indirekte ser vi noget til biernes høst, nemlig på den måde at bifamilierne forhåbentlig får en vellykket overvintring og kommer stærkt i gang til foråret. Den tid, den glæde.