Desværre får vi igen i år udsolgt før tid. Der er kun få glas tilbage. Endda har vi måttet forstrække en af de store kunder med honning avlet i Århus Biavlerforenings skolebigård i Risskov (rolig nu, kvaliteten er ganske udmærket – det er biavlerne, der er under oplæring, ikke bierne).
Hvad så med sæson 2013 efter den mildest talt langstrakte vinter?
Tja, i år bliver der i hvert fald ikke noget kapløb om, hvad der kommer først – påsken eller påskeliljerne.
I skrivende stund ser biernes situation ikke opløftende ud. Inde i staderne har dronningen forlængst lagt de første æg, og bierne må nu bruge energi på at holde yngelen varm. Vi krydser fingre for, at de klarer det.
Ind imellem er der lyspunkter. Forleden mødte jeg meget tidligt på arbejde. Da jeg kørte hjemmefra klokken 3, frøs det 10 grader. Da jeg kom hjem, skinnede solen varmt. Ved 12-13-tiden fløj der bier ud fra flere af staderne. Enkelte kom endda hjem med små pollenklumper fra erantis.