Økologisk hvepsebekæmpelse? Hvad er det?
Jo, plejer vi – i sindigt, landklogt tempo – at svare fortvivlede, fremmedgjorte bymennesker, der plages af Danmarks farligste dyr, hvepsen – som regel omkring august måned:
Joooo …
Du kan vælge mellem gift og økologi.
Med insektgift eller benzin kan du løse dit problem nu og her, og de fleste biavlere vil sætte en ære i at hjælpe dig mod en passende betaling. Vi kan nemlig heller ikke lide hvepse.
Så vittige vi da er
Og den økologiske metode? De spørger uden undtagelse.
Meget enkelt: Økologisk bekæmpelse består i at vente til omkring 1. november. Så kommer frosten, og hvepsene dør af sig selv.
Hø hø hø. Fnis.
Og ja, de spørgende bliver lige pludselig store tilhængere af pesticider.
Alle hvepseboer burde sidde lige så tilgængelige som dette.
Et år kom vi uforvarende til selv at teste den økologiske tilgang til hvepsene: Først hen i september opdagede vi, hvor de mange hvepse kom fra, og det viste sig at være et møgbesværligt sted oppe under et tag og med mange indflyvningssprækker. Så den ene dag tog den anden, uden at vi fik gjort noget u-økologisk ved krapylet.
Men se nu bare! Det blev regn, og det blev blæst og kulde. Ja, det blev ligefrem vinter med frost og sne. Hvepsene døde. Økologisk bekæmpelse virkede.
Metodens akilleshæl
Og så alligevel ikke. For i vinterkulden tog vi jo hver dag brænde ind fra brændeskuret, der står tæt på det forhenværende hvepsebo. Og næste års dronninger var så sandelig ikke spor døde.
Hveranden gang vi hentede brænde ind i varmen, vågnede en hvepsedronning til dåd. Den forod sin sprække i træet og begyndte at flyve eller kravle omkring inde i huset. Ny risiko for at blive stukket af sådan en satan.
Klask! Her anbefales en økologisk fluesmækker.
