Klik på billedet.
Foråret 2019 er i gang. En varm periode allerede i februar satte bierne tidligt i gang med at samle pollen (protein), og så gik de ellers i gang med at fremstille næste generation.
Flere ugers koldt, blæsende og regnfuldt vejr i marts satte en stopper for indbæringen, og flere biavlere begyndte at blive lidt nervøse for, om alt nu gik ikke bare i stå, men direkte baglæns.
19. marts kunne vi begynde at slå de tanker ud af hovedet igen. Nu ser vi fremad.
Honningtavlerne får en karusseltur. Temperaturen er her ca. 25-30 grader. Varmere bliver vores faste honning aldrig.
Er jeres honning koldslynget? Det spørgsmål har vi fået mange gange i den seneste tid.
Ofte med tilføjelsen: Så vil jeg nemlig gerne have sendt nogle glas.
Svaret er ja. Men med sandheden i ære tilføjer vi: Det er al anden honning såmænd også. Der findes ikke noget, der kan kaldes “varmslynget” honning.
Den rigtige og vigtige skillelinje går mellem opvarmet og uopvarmet honning. Supermarkedshonning er næsten altid opvarmet.
Ordet “koldslynget” (vi har så galt også set “koldrørt” i en klam reklame) er faktisk ikke rigtig godt – altså sådan som “koldpresset” om raps- eller olivenolie. Med olien beskriver ordet jo præcist nok, at man ikke har varmet op under denne del af processen. Koldpresset olie er resultatet af første presning, før fabrikkerne varmer op, tilsætter opløsningsmiddel og piner den sidste olie ud af frøene. Det er én verden.
Med honning er det hele lidt anderledes:
Nede i bistadet er der mellem 30 og 35 grader. Ikke varmere, for så bliver voksen blød. Ikke koldere, for så kan ynglen ikke udvikle sig. Bierne sørger omhyggeligt for at regulere temperaturen.
Når vi så tager honningtavler med hjem og slynger deres indhold ud, sørger vi også for, at tavlerne hverken bliver for kolde eller for varme. Gerne cirka 30 grader, helst ikke under 20 grader. På den måde går det let med at få indholdet ud.
Frem til dette punkt gør alle omtrent det samme. Men fra honningen har forladt vokstavlen, er der en verden til forskel.
Den meste honning har været opvarmet, før den står i butikkerne. Den kan desværre også have flere år på bagen.
Sådan er det med de store producenter i Danmark. Og sådan er det med praktisk taget al honning fra udlandet (også selv om der står ærkedanske navne som Svansø eller Jakobsens på etiketterne, og selv om varens oprindelse er sløret med mærkelige betegnelser, der gerne har noget med EU at gøre).
Efter slyngningen har man af praktiske grunde pumpet honningen over i store spande eller metaltønder. Her blev den opbevaret, handlet, gemt og transporteret. Den blev også hård som sten, for det gør (næsten) al ubehandlet honning.
Da fabrikken så en dag nåede frem til netop dette parti på sit lager, startede den med at smelte honningen ved at varme den kraftigt op, så den smeltede. Herefter blev den rørt, som om den var ny. Men det var den altså ikke.
Så blev produktet endelig tappet og var klar til hylden i Aldi, Lidl, Kvickly eller Føtex. Størstedelen af al grossisthonning har været denne tur igennem. Og ja, også den såkaldte økologiske honning.
Af praktiske grunde, af forståelige grunde, af rationelle grunde. Men desværre også med den konsekvens, at noget af det værdifulde går tabt: Smagsstoffer damper væk eller omdannes. Enzymer (bl.a. glukoseoxidase og invertase) nedbrydes i betydeligt omfang ved temperaturer over 40-45 grader. Ja, selv frugtsukkeret omdannes, hvilket måles ved det såkaldte HMF-indeks (hydroxymethylfurfural-indhold). Det stiger med tiden, og det stiger med temperaturen.
Honning, der har haft det for varmt, eller som bare er blevet for gammel, smager til sidst ligesom sirup eller sukker fra posen. Det gælder blandt andet en del såkaldt økologisk honning.
Nu tænder vi glorien og fortæller, hvad vi selv gør:
Vi slynger honningen, og vi finsier den. Så anbringer vi den lidt koldere, og nu holder vi øje med spanden eller spandene og rører af og til i dem. Det sidste tjener til at styre den naturlige krystallisation. I stedet for få store, hårde krystaller og et produkt, der kun kan bearbejdes med hammer og mejsel, danner vi i løbet af nogle dage eller uger millioner af småkrystaller. Det giver den konsistens, som de fleste danskere kan lide.
Vi varmer altså ikke på noget tidspunkt op.
Begge dele er vigtigt, og i vores honning er naturens enzymer, antioxidanter og smagsstoffer bevaret og hmf-indekset lavt.
Kun den flydende honning hjælper vi lidt ved på vinterdage at lune den ved begyndende krystaldannelse. I modsat fald ville den til sidst ikke kunne komme ud af flasken.
Men koldslynget? Det er faktisk et dårligt udtryk. Det rigtige er: Uden opvarmning. Og frisk.
Så er det ikke længere kun rygter og ammestuesnak: Jo, dansk honning af god kvalitet dræber bakterier. Effektivt.
Honning kan have et medicinsk potentiale i sårbehandling.
Den gode nyhed har en dansk forskergruppe netop publiceret i Dermatology Research and Practice (2018, article ID 7021713).
Brintoverilte
Forskerne købte et udsnit på 14 honninger hjem til laboratoriet og testede virkningen på fem bakterier, der alle er kendt for at kunne forårsage en række alvorlige infektioner hos mennesker, fremgår det af en omtale i Tidsskrift for Biavl (10/2018).
Kun ét af indkøbene virkede ikke. Det var en akaciehonning fra Jakobsen. Selvfølgelig.
Resten havde en virkning, og forskergruppen fra Sjællands Universitetshospital og Københavns Universitet foretog supplerende undersøgelser, der tyder på, at brintoverilte er det virksomme stof i den danske honning – måske i kombination med nogle såkaldte peptider, der beskytter cellernes naturlige forsvarsmekanisme.
Manuka-honning er ikke bedst
Allermest interessant var måske følgende:
11 danske honninger virkede mindst lige så godt som den højt opreklamerede og rasende dyre manuka-honning.
Sidstnævnte kommer fra Australien eller New Zealand, hvor manuka-busken gror. Den sælges ofte som “medicinsk honning” på grund af et højt indhold af stoffet methylglyoxal. Men ser altså ikke ud til at virke bedre end dansk honning.
Og her skal vi så lige have forudsætningen med: Honningen må ikke have været opvarmet. Opvarmning ødelægger nemlig det enzym (glukoseoxidase), der danner brintoverilten. Sikkert derfor dumpede Jakobsens grossist-honning. De danske honninger kom direkte fra biavlere (på Sjælland).
Mod MRSA
Forskerne ser et perspektiv i, at man med honning måske ligefrem kan få et nyt middel mod de der satans meticillin-resistente gule stafylokokker (MRSA), der hærger klinikker og sygehuse.
Men, kan vi tilføje, lægerne skal altså nok ikke lige gå i Aldi eller Netto for at købe honningen. De skal tættere på naturen – ud til de små biavlere.
—
Og så lige et forbehold for det hele: Forskerne skriver – som god skik tilsiger – at flere undersøgelser naturligvis er nødvendige. Sådan er det, og sådan bør det være.
Så har vi første portion af honningen fra 2018 klar til salg. Det er to uger tidligere end normalt.
Det bragende forår har naturligvis været en fordel for bierne, der har haft lange arbejdsdage i hele maj. Der har næsten været solskin hver dag, men nu trænger naturen altså til 50 millimeter vand (der selvfølgelig bør komme om natten).
Forårshonningen fra Borum og fra True Skov tapper vi i disse dage. Vi forventer, at den bliver mild, lys og uden store udsving – ganske lige som foråret 2018.
Bien har fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. I maj blomstrer mange vigtige biplanter, og der er godt vejr til at komme på arbejde.
Når man har bier, er det altså svært at bevare pessimismen i disse dage. Du skal i hvert fald ikke tro på det, du hører og ser i medierne og på Fjæset.
Vi undrer os virkelig over de mange historier om, at bierne er truet af udryddelse. Vores honningbier trives glimrende – endda side om side med haveejere og “det onde landbrug”.
Jo, vist blev de da sat tilbage af den elendige sommer sidste år (og i 2016 og i 2015), men det har naturen siden rettet op. Altså ingen bidød.
Det er også mange år siden, at vi har set så mange vilde bier, humlebier og sommerfugle som lige nu i maj 2018.
Havde det været sandt, at bierne her i landet døde, ville det virkelig have været en økologisk katastrofe, men ingen praktiske biavlere ser ud til at kunne bekræfte alarmismen (i hvert fald ikke af dem, der har styr på varroamiderne).
Og honning? Jo, lige nu går det strygende. Blomster overalt. Så med mindre der sker en vejr-katastrofe, er forårshonningen 2018 klar om præcis en måned. Vi glæder os.
Så er sommeren ovre. Foråret er her derimod stadig.
Eller mere præcist: Vi har nu udsolgt af sommerhonning. Derimod har vi stadig lidt forårshonning tilbage.
Som mange husker, var sommeren 2017 decideret elendig. Det prægede høsten af sommerhonning, der blev minimal. Inden da nåede vi dog at bjerge forårshonning ind fra den rige blomstring i maj. Den er til salg i et par måneder endnu.
Vidste du, at dansk bihonning er verdens bedste – altså når den er produceret af os små-biavlere og tappet på glas direkte og uden opvarmning?
Nå, ikke men så læs her
Lars og Zofuz driver biavl i Holmstrup ved Odense. Et område der egentlig ligner Borum i Østjylland en del. Og nu har de altså tre gange i træk vundet verdensmesterskabet i honning.
Som vi da gungrer, som musen sagde til elefanten 😉 I hvert fald skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi er mange, der føler, at vi også – næsten – har vundet.
Men altså også kun næsten. Ved et foredrag i vinters røbede Lars og Zofuz nogle af deres mange tricks til at få et glas honning til at fremstå helt perfekt. Det handler nemlig ikke kun om smag og konsistens af selve honningen, men også meget om det ydre. Etiketten skal for eksempel sidde 200 procent lige på en ganske bestemt måde.
Så måske skulle Peters Biavl flytte lidt mere opmærksomhed over på etiket-opmåling og stille op til næste Apimondia-kongres …
P.S.: Ved nærmere eftertanke nej. Vi fortsætter med at koncentrere os om selve honningen og springer skønhedskonkurrencerne over.
Fra analyseattest
Nej, selvfølgelig har vi ikke antibiotika (penicillin) i honningen. Den er dansk!
Det er de særeste ting, myndighederne på EU’s befaling foretager sig her til lands. Nu har de også fuldstændig gratis analyseret honningen fra Peters Biavl og givet os sort på hvidt, at den ikke indeholder antibiotika.
Som om! Jo, det kan såmænd godt være, at man kan påvise, at honning i sig selv kan have en svag antibiotisk effekt, og det anses almindeligvis for noget positivt af folk med halsbetændelse. For tiden cirkulerer endda en håbefuld forsknings-artikel om, at honning ligefrem kan slå MRSA-bakterier ihjel, altså multiresistente gule stafylokokker, og skulle det virkelig passe, er det jo herligt. Naturens egen medicin. Men vi har ved Gud da ikke tilsat syntetisk fremstillet antibiotika til vores gode honning.
Lidt anderledes kan det være i Sydeuropa og andre steder i verden, har vi hørt. Udbryder her sygdommen ondartet bipest, kan de stedlige biavlere finde på at bekæmpe pesten med antibiotika, der dermed finder vej til honningen. Det er vist endda ret udbredt. I Danmark gør vi derimod kort proces i tilfælde af pest: dræber bifamilierne og desinficerer eller brænder bistaderne – mod erstatning fra statskassen – så her hos os vil det være uhørt at begynde at spille doktor med antibiotika.
Men EU elsker som bekendt en forestilling om, at dybt forskellige lande skal behandles fuldstændig ens, indtil vi til sidst føler os som lykkelig unionsborgere alle sammen.
Så hvis nogle halvkorrupte embedsmænd skal tage på landet og undersøge honningen i Andalusien og Bulgarien for antibiotika, så skal dukselandet Danmarks dydige fødevarestyrelse naturligvis også sende sine inspektører ud i samme ærinde, har vi fået forklaret.
Så derfor fik vi først besøg af en sød bromatolog, der under mange undskyldninger tilvendte sig et glas prima forårshonning på Esben Lunde Larsens vegne, kvitterede og anbragte glasset i sin dertil medbragte fødevareprøveudtagertaske, som hun bortkørte i en hvid kontrollantbil. Og derfor har vi nu modtaget en analyseattest fra et laboratorium akkrediteret af DANAK om, at antibiotika ikke er påvist i vores honning. Med kongekrone og det hele.
Tak for at fortælle os noget, vi godt ved.
Pendlings-afstanden er kort for tiden.
Endelig blev der varmt. Endelig lagde vinden sig. Og så sprang alting ud. Smukt, smukt, smukt.
I år står der et overdådigt tag-selv-bord lige bag ved bistaderne i Borum. Marken er gul, så langt øjet rækker. Vi behøver vist ikke at forklare, hvorfor vi har en forventning om, at en stor del af forårshonningen vil komme fra rapsblomster.
Raps giver også en meget udmærket honning: lys, fin og mild i smagen. Ofte også lidt rigelig fast i konsistensen, hvilket dog fortager sig efter nogle uger og måneder.
Modsat bierne på billedet skal vores små venner i True Skov flyve meget længere, hvis de absolut insisterer på at gå i rapsmarken. Så vi tror, at forårshonningen fra skoven snarere vil komme fra de gule mælkebøtter, hvidt blomstrende fuglekirsebær og en masse andre kilder i skoven og skovbrynene.
Foråret kom sent og koldt i år. Vi forventer derfor, at forårshonningen først er tilberedt og tappet på glas i sidste del af juni – omkring sankthans.
Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. Billedet er taget 30. april.
Så fik vi endelig noget ordentligt bi-vejr. April 2017 vil vist gå over i danmarkshistorien som en af de skrækkeligste i flere årtier. Tre uger med iskoldt blæsevejr og masser af nedbør, og det blev bare værre og værre. DMI har gjort op, at temperaturerne lå lavere i anden end i første halvdel af denne forårsmåned. Fik vi endelig lidt solskin, slog det på ingen tid om til en haglbyge.
Men så blev det 30. april og 1. maj, og langsomt, langsomt slog vejret om. Nu blomstrer mælkebøtterne gult over landet, og for de fleste biavlere markerer det et vendepunkt: nu skal vi ikke længere tænke så meget på at holde bierne med foder, men snarere på at give dem plads og tavler nok til at slæbe noget forråd hjem.
Se nu bare denne søde skabning, som knapt nok ænser at kigge op og smile til fotografen. There’s a job to do.
Mælkebøtter er overhovedet ikke fandens, men såre nyttige planter. De giver både nektar og pollen. Nektaren smager kraftigt, men den indgår kun med en meget ringe andel i forårshonningen, for der skal opfostres en masse nye bier netop nu (nå ja, og det skulle der også have været i april – øv).
Pollenet er orangegult og fuld af protein. Aminosyrerne er essentielle for at bygge nye bier til sommerens arbejde. Gerne et par tusind om dagen.
Ja, det er store tal, vi arbejder med – helst også på termometret.
Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.
10. marts skinnede solen, og alle bierne smuttede en tur ud for at se på verden. Selv om det i grunden blæste forbandet koldt og vinterligt, fandt mange af dem vej til havernes erantis (vinterblomme), krokus og vintergæk (blideslilje) for at supplere familiens bestand af protein fra pollen.
Det er altid spændende på denne årstid. I snit dør 10-15% af alle bifamilier om vinteren. I år ser vi dog i Borum ud til at have ramt 0%. Sådan!
En betydeligt bedre statistik end gennemsnittet for de foreløbig 31 år, vi har haft bier.
Det onde landbrug har nok gjort det
Fra andre egne lyder dramatiske nyheder. En biavler på Lolland havde regnet med at skulle tjene gode penge på at udleje bier til bestøvning. Men 159 af 170 familier var døde, konstaterede han forleden.
Medierne sluger råt hans egen hjemmestrikkede teori om, at det onde landbrug har dræbt hans bier med pesticider. Det passer med journalisternes medbragte fordomme. Af ren medlidenhed med den stakkels mand vælger også mange andre at tro på denne forklaring. Til at sprede teorier om andres ondskab er Facebook som bekendt uovertruffen. Også i dette tilfælde. På Facebook flyder det lige nu over med uvidenhed og rent vrøvl – for nu at sige det uden omsvøb – baseret på de konkrete tilfælde af bidød i vinteren 2016/17.
10. marts 2017: Bierne kommer frem efter vinteren. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig – forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Orienteringsflyvningen er vigtig, for bien har i vinterens løb glemt, hvordan verden så ud, og hvor den boede. Efter første flyvning begynder bien at lede efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.
Nej, varroa har skylden
Den højeste sagkundskab – forskere tilknyttet Aarhus Universitets afdeling i Flakkebjerg – har derimod givet en helt anden forklaring: et alt for højt tryk af varroamider. Samtidig udelukker seniorforsker Per Kryger dog ikke, at visse pesticider kan svække bierne, så de lettere bukker under for varroamiderne, når biavlerne sjusker med bekæmpelsen.
De pågældende stoffer, neonikotinoiderne imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam, er så meget under mistanke, at de indtil videre i det store og hele er blevet forbudt.
Varroamiden har nok aldrig været så hård en belastning som i den vinter, vi heldigvis er på vej ud af.
Akut paralysevirus
Situationen er: Sidste sommer var elendig, men efteråret formede sig derimod, som om det skulle udfylde rollen som sommer. Som altid behandlede vi mod varroa i august (nogle bedre end andre). Men i september fløj bierne vidt omkring og smittede hinanden med både mider (reinvasion) og diverse sygdomme. En af de værste kaldes Akut Paralysevirus (APV) og spredes med varroa. Den går simpelthen ud på, at den enkelte bi mister evnen til at finde hjem. Stille og roligt tømmes stadet derfor for liv. Biavleren (den forhenværende biavler!) opdager det som regel først sidst på vinteren eller netop nu i marts.
I Peters Biavl undervurderer vi aldrig biavlens værste fjende. Vi er på nakken af varroamiderne mindst to og efterhånden ofte tre gange om året.
Det er frygteligt at måtte skrive det allerede den 17. november. Men her kommer det:
Vi har udsolgt.
Sommeren 2016 går her i Østjylland over i historien som en af de ringeste honning-sæsoner i mands minde.
Men vi tænker som landmanden, der også sår markerne til efter en ringe høst: Det bliver godt til næste år …
Det lyder næsten for godt til at være sandt: Forskere i Skåne har måske fundet et naturmiddel, der kan få bugt med selv sejlivede bakterier som MRSA, multiresistent staphylococcus aureus.
Naturmidlet hedder honning. Vel at mærke uopvarmet honning.
Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet (og måske lægge frisk honning på skinnebenssåret). Forsknings-resultater er først noget værd, når andre forskere under kontrollerede omstændigheder kan reproducere dem. Det har vi ikke set endnu.
Sagt på en anden måde: Ammestuehistorier mangler verden ikke. Men foreløbig kan vi da læse denne uhyre interessante artikel:
Vi kan næsten ikke nå at følge med.
Honningsæsonen 2016 vil gå over i historien som umådeligt ringe.
Sidste bisommer var den dårligste, vi havde oplevet i over 30 år. Og nu er det næsten ikke til at bære, at det også i år regner hver eneste dag. Sæsonen plejer at slutte omkring 20.-25. juli, og bierne har i en hel måned næsten ikke haft en chance til at bære honning ind. Der bliver praktisk taget ingen sommerhonning i år, med mindre der sker et vejrmæssigt mirakel inden for nogle få dage.
Men lad os se på det positive: Dagene omkring 1. juni var en god tid. De gav (lidt) forårshonning, og så kan det ellers også nok være, at bierne fik bestøvet planterne.
Tag nu hindbærrene. Også her må vi have fat i superlativerne: den bedste sæson nogensinde. Alt vandet gør bærrene saftspændte og flotte, og skadedyrene får ikke en chance.
Nuvel, vi skal ikke leve af at dyrke hindbær. Og vi skal heldigvis heller ikke leve af at være biavlere. I så fald gik vi fallit i år.
En lillebitte anelse nektar fra hver blomst. Der skal mange besøg til.
Hvad består jeres honning af? Er det raps eller kløver?
Alt for mange forsimpler spørgsmålet alt for meget. Spurgt på denne måde må svaret altid blive: Ja, og….
Tag nu denne lille uanselige blomst, der blomstrer lige nu og dækker små felter med enten lilla eller hvide blomster. Det er timian.
Bierne er vilde med denne lille krydderurt, der er en af de allerbedste nektarkilder – som regel dog kun i små mængder. Frugtsukker-indholdet er højt.
På billedet ser du alene tre bier, der haster fra blomst til blomst.
I Grækenland ser man visse steder hele hedeflader med timian. Der fremstiller de en honning med timian som næsten eneste bestanddel. Den er mørk, den holder sig flydende, og faktisk smager den ikke af ret meget.
Vores honning er aldrig så ensidig som dette. Netop en blanding af nektar fra en hulens masse forskellige urter, stauder og træer sikrer, at honningen fra Borum og True Skov får et stort indhold af unikke smags- og sporstoffer.