Så har vi første portion af honningen fra 2018 klar til salg. Det er to uger tidligere end normalt.
Det bragende forår har naturligvis været en fordel for bierne, der har haft lange arbejdsdage i hele maj. Der har næsten været solskin hver dag, men nu trænger naturen altså til 50 millimeter vand (der selvfølgelig bør komme om natten).
Forårshonningen fra Borum og fra True Skov tapper vi i disse dage. Vi forventer, at den bliver mild, lys og uden store udsving – ganske lige som foråret 2018.
Bien har fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. I maj blomstrer mange vigtige biplanter, og der er godt vejr til at komme på arbejde.
Når man har bier, er det altså svært at bevare pessimismen i disse dage. Du skal i hvert fald ikke tro på det, du hører og ser i medierne og på Fjæset.
Vi undrer os virkelig over de mange historier om, at bierne er truet af udryddelse. Vores honningbier trives glimrende – endda side om side med haveejere og “det onde landbrug”.
Jo, vist blev de da sat tilbage af den elendige sommer sidste år (og i 2016 og i 2015), men det har naturen siden rettet op. Altså ingen bidød.
Det er også mange år siden, at vi har set så mange vilde bier, humlebier og sommerfugle som lige nu i maj 2018.
Havde det været sandt, at bierne her i landet døde, ville det virkelig have været en økologisk katastrofe, men ingen praktiske biavlere ser ud til at kunne bekræfte alarmismen (i hvert fald ikke af dem, der har styr på varroamiderne).
Og honning? Jo, lige nu går det strygende. Blomster overalt. Så med mindre der sker en vejr-katastrofe, er forårshonningen 2018 klar om præcis en måned. Vi glæder os.
Så er sommeren ovre. Foråret er her derimod stadig.
Eller mere præcist: Vi har nu udsolgt af sommerhonning. Derimod har vi stadig lidt forårshonning tilbage.
Som mange husker, var sommeren 2017 decideret elendig. Det prægede høsten af sommerhonning, der blev minimal. Inden da nåede vi dog at bjerge forårshonning ind fra den rige blomstring i maj. Den er til salg i et par måneder endnu.
Vidste du, at dansk bihonning er verdens bedste – altså når den er produceret af os små-biavlere og tappet på glas direkte og uden opvarmning?
Nå, ikke men så læs her
Lars og Zofuz driver biavl i Holmstrup ved Odense. Et område der egentlig ligner Borum i Østjylland en del. Og nu har de altså tre gange i træk vundet verdensmesterskabet i honning.
Som vi da gungrer, som musen sagde til elefanten 😉 I hvert fald skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi er mange, der føler, at vi også – næsten – har vundet.
Men altså også kun næsten. Ved et foredrag i vinters røbede Lars og Zofuz nogle af deres mange tricks til at få et glas honning til at fremstå helt perfekt. Det handler nemlig ikke kun om smag og konsistens af selve honningen, men også meget om det ydre. Etiketten skal for eksempel sidde 200 procent lige på en ganske bestemt måde.
Så måske skulle Peters Biavl flytte lidt mere opmærksomhed over på etiket-opmåling og stille op til næste Apimondia-kongres …
P.S.: Ved nærmere eftertanke nej. Vi fortsætter med at koncentrere os om selve honningen og springer skønhedskonkurrencerne over.
Fra analyseattest
Nej, selvfølgelig har vi ikke antibiotika (penicillin) i honningen. Den er dansk!
Det er de særeste ting, myndighederne på EU’s befaling foretager sig her til lands. Nu har de også fuldstændig gratis analyseret honningen fra Peters Biavl og givet os sort på hvidt, at den ikke indeholder antibiotika.
Som om! Jo, det kan såmænd godt være, at man kan påvise, at honning i sig selv kan have en svag antibiotisk effekt, og det anses almindeligvis for noget positivt af folk med halsbetændelse. For tiden cirkulerer endda en håbefuld forsknings-artikel om, at honning ligefrem kan slå MRSA-bakterier ihjel, altså multiresistente gule stafylokokker, og skulle det virkelig passe, er det jo herligt. Naturens egen medicin. Men vi har ved Gud da ikke tilsat syntetisk fremstillet antibiotika til vores gode honning.
Lidt anderledes kan det være i Sydeuropa og andre steder i verden, har vi hørt. Udbryder her sygdommen ondartet bipest, kan de stedlige biavlere finde på at bekæmpe pesten med antibiotika, der dermed finder vej til honningen. Det er vist endda ret udbredt. I Danmark gør vi derimod kort proces i tilfælde af pest: dræber bifamilierne og desinficerer eller brænder bistaderne – mod erstatning fra statskassen – så her hos os vil det være uhørt at begynde at spille doktor med antibiotika.
Men EU elsker som bekendt en forestilling om, at dybt forskellige lande skal behandles fuldstændig ens, indtil vi til sidst føler os som lykkelig unionsborgere alle sammen.
Så hvis nogle halvkorrupte embedsmænd skal tage på landet og undersøge honningen i Andalusien og Bulgarien for antibiotika, så skal dukselandet Danmarks dydige fødevarestyrelse naturligvis også sende sine inspektører ud i samme ærinde, har vi fået forklaret.
Så derfor fik vi først besøg af en sød bromatolog, der under mange undskyldninger tilvendte sig et glas prima forårshonning på Esben Lunde Larsens vegne, kvitterede og anbragte glasset i sin dertil medbragte fødevareprøveudtagertaske, som hun bortkørte i en hvid kontrollantbil. Og derfor har vi nu modtaget en analyseattest fra et laboratorium akkrediteret af DANAK om, at antibiotika ikke er påvist i vores honning. Med kongekrone og det hele.
Tak for at fortælle os noget, vi godt ved.
Pendlings-afstanden er kort for tiden.
Endelig blev der varmt. Endelig lagde vinden sig. Og så sprang alting ud. Smukt, smukt, smukt.
I år står der et overdådigt tag-selv-bord lige bag ved bistaderne i Borum. Marken er gul, så langt øjet rækker. Vi behøver vist ikke at forklare, hvorfor vi har en forventning om, at en stor del af forårshonningen vil komme fra rapsblomster.
Raps giver også en meget udmærket honning: lys, fin og mild i smagen. Ofte også lidt rigelig fast i konsistensen, hvilket dog fortager sig efter nogle uger og måneder.
Modsat bierne på billedet skal vores små venner i True Skov flyve meget længere, hvis de absolut insisterer på at gå i rapsmarken. Så vi tror, at forårshonningen fra skoven snarere vil komme fra de gule mælkebøtter, hvidt blomstrende fuglekirsebær og en masse andre kilder i skoven og skovbrynene.
Foråret kom sent og koldt i år. Vi forventer derfor, at forårshonningen først er tilberedt og tappet på glas i sidste del af juni – omkring sankthans.
Bien har allerede fået anbragt nogle pæne klumper pollen på bagbenene. Billedet er taget 30. april.
Så fik vi endelig noget ordentligt bi-vejr. April 2017 vil vist gå over i danmarkshistorien som en af de skrækkeligste i flere årtier. Tre uger med iskoldt blæsevejr og masser af nedbør, og det blev bare værre og værre. DMI har gjort op, at temperaturerne lå lavere i anden end i første halvdel af denne forårsmåned. Fik vi endelig lidt solskin, slog det på ingen tid om til en haglbyge.
Men så blev det 30. april og 1. maj, og langsomt, langsomt slog vejret om. Nu blomstrer mælkebøtterne gult over landet, og for de fleste biavlere markerer det et vendepunkt: nu skal vi ikke længere tænke så meget på at holde bierne med foder, men snarere på at give dem plads og tavler nok til at slæbe noget forråd hjem.
Se nu bare denne søde skabning, som knapt nok ænser at kigge op og smile til fotografen. There’s a job to do.
Mælkebøtter er overhovedet ikke fandens, men såre nyttige planter. De giver både nektar og pollen. Nektaren smager kraftigt, men den indgår kun med en meget ringe andel i forårshonningen, for der skal opfostres en masse nye bier netop nu (nå ja, og det skulle der også have været i april – øv).
Pollenet er orangegult og fuld af protein. Aminosyrerne er essentielle for at bygge nye bier til sommerens arbejde. Gerne et par tusind om dagen.
Ja, det er store tal, vi arbejder med – helst også på termometret.
Et skønt syn i en kold tid: En dristig bi har fundet havens erantisblomster.
10. marts skinnede solen, og alle bierne smuttede en tur ud for at se på verden. Selv om det i grunden blæste forbandet koldt og vinterligt, fandt mange af dem vej til havernes erantis (vinterblomme), krokus og vintergæk (blideslilje) for at supplere familiens bestand af protein fra pollen.
Det er altid spændende på denne årstid. I snit dør 10-15% af alle bifamilier om vinteren. I år ser vi dog i Borum ud til at have ramt 0%. Sådan!
En betydeligt bedre statistik end gennemsnittet for de foreløbig 31 år, vi har haft bier.
Det onde landbrug har nok gjort det
Fra andre egne lyder dramatiske nyheder. En biavler på Lolland havde regnet med at skulle tjene gode penge på at udleje bier til bestøvning. Men 159 af 170 familier var døde, konstaterede han forleden.
Medierne sluger råt hans egen hjemmestrikkede teori om, at det onde landbrug har dræbt hans bier med pesticider. Det passer med journalisternes medbragte fordomme. Af ren medlidenhed med den stakkels mand vælger også mange andre at tro på denne forklaring. Til at sprede teorier om andres ondskab er Facebook som bekendt uovertruffen. Også i dette tilfælde. På Facebook flyder det lige nu over med uvidenhed og rent vrøvl – for nu at sige det uden omsvøb – baseret på de konkrete tilfælde af bidød i vinteren 2016/17.
10. marts 2017: Bierne kommer frem efter vinteren. For nogle af dem er det første gang, og så orienterer de sig foran stadet, inden de flyver ud for at lette sig – forhåbentlig ikke over dit vasketøj. Orienteringsflyvningen er vigtig, for bien har i vinterens løb glemt, hvordan verden så ud, og hvor den boede. Efter første flyvning begynder bien at lede efter pollen lige i nærheden. Det skal bruges som proteinfoder til at opfodre næste generation. Derfor er planter som pil, hassel, erantis, vintergæk og krokus vigtige for at få bifamilien skubbet i gang med at yngle.
Nej, varroa har skylden
Den højeste sagkundskab – forskere tilknyttet Aarhus Universitets afdeling i Flakkebjerg – har derimod givet en helt anden forklaring: et alt for højt tryk af varroamider. Samtidig udelukker seniorforsker Per Kryger dog ikke, at visse pesticider kan svække bierne, så de lettere bukker under for varroamiderne, når biavlerne sjusker med bekæmpelsen.
De pågældende stoffer, neonikotinoiderne imidacloprid,
clothianidin og thiamethoxam, er så meget under mistanke, at de indtil videre i det store og hele er blevet forbudt.
Varroamiden har nok aldrig været så hård en belastning som i den vinter, vi heldigvis er på vej ud af.
Akut paralysevirus
Situationen er: Sidste sommer var elendig, men efteråret formede sig derimod, som om det skulle udfylde rollen som sommer. Som altid behandlede vi mod varroa i august (nogle bedre end andre). Men i september fløj bierne vidt omkring og smittede hinanden med både mider (reinvasion) og diverse sygdomme. En af de værste kaldes Akut Paralysevirus (APV) og spredes med varroa. Den går simpelthen ud på, at den enkelte bi mister evnen til at finde hjem. Stille og roligt tømmes stadet derfor for liv. Biavleren (den forhenværende biavler!) opdager det som regel først sidst på vinteren eller netop nu i marts.
I Peters Biavl undervurderer vi aldrig biavlens værste fjende. Vi er på nakken af varroamiderne mindst to og efterhånden ofte tre gange om året.
Det er frygteligt at måtte skrive det allerede den 17. november. Men her kommer det:
Vi har udsolgt.
Sommeren 2016 går her i Østjylland over i historien som en af de ringeste honning-sæsoner i mands minde.
Men vi tænker som landmanden, der også sår markerne til efter en ringe høst: Det bliver godt til næste år …
Det lyder næsten for godt til at være sandt: Forskere i Skåne har måske fundet et naturmiddel, der kan få bugt med selv sejlivede bakterier som MRSA, multiresistent staphylococcus aureus.
Naturmidlet hedder honning. Vel at mærke uopvarmet honning.
Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet (og måske lægge frisk honning på skinnebenssåret). Forsknings-resultater er først noget værd, når andre forskere under kontrollerede omstændigheder kan reproducere dem. Det har vi ikke set endnu.
Sagt på en anden måde: Ammestuehistorier mangler verden ikke. Men foreløbig kan vi da læse denne uhyre interessante artikel:
Vi kan næsten ikke nå at følge med.
Honningsæsonen 2016 vil gå over i historien som umådeligt ringe.
Sidste bisommer var den dårligste, vi havde oplevet i over 30 år. Og nu er det næsten ikke til at bære, at det også i år regner hver eneste dag. Sæsonen plejer at slutte omkring 20.-25. juli, og bierne har i en hel måned næsten ikke haft en chance til at bære honning ind. Der bliver praktisk taget ingen sommerhonning i år, med mindre der sker et vejrmæssigt mirakel inden for nogle få dage.
Men lad os se på det positive: Dagene omkring 1. juni var en god tid. De gav (lidt) forårshonning, og så kan det ellers også nok være, at bierne fik bestøvet planterne.
Tag nu hindbærrene. Også her må vi have fat i superlativerne: den bedste sæson nogensinde. Alt vandet gør bærrene saftspændte og flotte, og skadedyrene får ikke en chance.
Nuvel, vi skal ikke leve af at dyrke hindbær. Og vi skal heldigvis heller ikke leve af at være biavlere. I så fald gik vi fallit i år.
En lillebitte anelse nektar fra hver blomst. Der skal mange besøg til.
Hvad består jeres honning af? Er det raps eller kløver?
Alt for mange forsimpler spørgsmålet alt for meget. Spurgt på denne måde må svaret altid blive: Ja, og….
Tag nu denne lille uanselige blomst, der blomstrer lige nu og dækker små felter med enten lilla eller hvide blomster. Det er timian.
Bierne er vilde med denne lille krydderurt, der er en af de allerbedste nektarkilder – som regel dog kun i små mængder. Frugtsukker-indholdet er højt.
På billedet ser du alene tre bier, der haster fra blomst til blomst.
I Grækenland ser man visse steder hele hedeflader med timian. Der fremstiller de en honning med timian som næsten eneste bestanddel. Den er mørk, den holder sig flydende, og faktisk smager den ikke af ret meget.
Vores honning er aldrig så ensidig som dette. Netop en blanding af nektar fra en hulens masse forskellige urter, stauder og træer sikrer, at honningen fra Borum og True Skov får et stort indhold af unikke smags- og sporstoffer.
Erantis, vintergæk og (bagerst t.h.) krokus er blandt biernes allermest nyttige planter i det tidlige forår. De bør findes i enhver have.
Det tidlige forår er en fornøjelse, når man bor i en landsby. For gamle landsbyhaver vrimler som regel med erantis, vintergæk og krokus.
Det tidlige forår er ellers en kritisk tid for bierne. De mangler protein for at komme i gang med at yngle og blive stærke og talrige. Protein får de fra pollen (blomsterstøv). De vigtigste blomster er erantis, vintergæk og krokus, lige når vinteren slipper sit tag. Derefter bliver pil den vigtigste plante.
Erantis – den gule blomst, der dukker frem af sneen – har egentlig et lille løg ligesom krokus og vintergæk. Men vil du gerne have et gult tæppe flere steder følger her
Erantis-tricket
1. Hold øje med erantis, når de afblomstrer.
2. I maj, når du har glemt alt om dem, opdager du nogle små bælge med frø i.
3. Saml frø med hænderne.
Såede erantis-planter i flere stadier af udviklingen. De allermindste kimplanter med bare to blade (t.h.) er førsteårs-udgaven. Men bare vent. Om nogle år har du en stor, blomstrende flade, der vedligeholder sig selv.
4. Spred dem ud på steder, hvor du gerne vil have erantis, fx. i græsplænen, og riv dem lidt ned i overfladen.
5. Næste år i februar-marts kommer der et lille blad op, som ingen lægger mærke til. Det visner, og under jorden begynder der nu at dannes et erantisløg.
6. Året efter kommer der tydelige erantisblade, og efter endnu et år følger der blomster, der efterhånden bliver flere og flere.
7. Gentag erantis-tricket.
Pilekvist-metoden
Nu vi er i gang, får du også lige lidt om pilekviste. De kan som bekendt bruges til at finde vand og elkabler i jorden med. Men lige nu handler det om at plante for bierne:
1. I det tidlige forår finder du et blomstrende piletræ eller en busk. De kan stå i kanten af en mose, midt inde i en skov eller i kanten af en kommunal park. Hvorsomhelst en eller anden biavler engang satte dem, hehe.
2. Klip nogle ikke så lange kviste af. Fingertykke eller tyndere.
3. Stik nu kvistene godt ned i jorden et helt andet sted.
4. Næste år vil en del af kvistene have slået rod og vokser nu frem til nye pilebuske.
5. Kom tilbage i april efter nogle år. Nu kan du nyde synet af bier, der klatrer rundt i de gule blomster og henter pollen.
2015 var det mindste honningår i mands minde. Vådt og koldt.
Så desværre har vi nu udsolgt. Der er ikke en dråbe honning tilbage på lageret.
Bierne er dog allerede i fuld gang med at gøre foråret levende. Går alt som vi håber, kan vi sælge frisk forårshonning fra midten af juni.
Når lyset i februar begynder at vende tilbage igen her i det kolde nord, begynder vi biavlere at røre på os.
Det er forbudt at rage og rode i bifamilierne, som netop nu kun har behov for ro og krydsede fingre. Men så går vi i gang med at gøre de mange vokstavler klar, som bierne forhåbentlig får brug for.
Hver enkelt af de nyvaskede trærammer får et eftersyn, og de fire tråde skal lige strammes op. Så lægger vi en tynd plade voks på og sætter bogstaveligt talt strøm til. 38 Volt fra en lille transformator passer lige. Det slår en gnist, og pludselig bliver trådene så varme, at de smelter sig ind i vokstavlen. Færdig. Næste.
Jamen tilsætter vi kunstig voks? Nej, slet ikke. De nye tavler består af ren bivoks. Det opstod, da de gamle tavler sidste år blev kasseret og smeltet om. Bierne bygger videre ud fra det sekskantede mønster, som de nye tavler er præget med. Går det godt, får vi altså et (meget) lille overskud af ægte bivoks fra år til år.
Her kan du se ilodningen af nye vokstavler: