Jammerlig sæson

Synes du, at sommeren 2015 har været under middel? Det har den også.

Sommeren i år vil for biavlere i Danmark gå over i historien som den jammerligste i mands minde. Alt for kold, alt for våd og alt for blæsende til, at bierne kunne passe deres arbejde ude i blomsterne.

Jamen skinner solen ikke, og er det ikke langt om længe blevet den dejligste sommer? Jo, og det er godt, men for sent. Fra ca. 1. august bruger bierne mere af deres forråd, end de kan nå at samle. Sæsonen er forbi – uanset vejret.

Fra bistaderne har vi hentet den sidste honning (og en hel masse tomme tavler uden honning i) og kan gøre status.

En forsigtig konklusion på vegne af hele landet: Cirka halv mængde honning af det normale.

Gode dage reddede os

Der kom nogle gode dage i maj, og det gav velsmagende forårshonning. Lå der rapsmarker i nærheden – som hos os – kunne rapsen lægge bunden, fordi bierne udnyttede de få timer mellem regnbygerne til at smutte hen i alt det gule. I byerne blev høsten af forårshonning derimod generelt lig nul.

Vi havde også nogle enkelte gode dage i begyndelsen af juli, hvor de små kunne samle sommerhonning fra blandt andet hvidkløver. Det reddede sommerhonningen

Men al tiden ind imellem sad de inde og brugte løs af det indsamlede for at holde varmen. Så facit blev: Udmærket kvalitet. Ringe mængde.

Indtil videre fastholder vi dog prisen på 35 kroner for et glas og 3 glas for 100 kroner. Engrossalg i spande bliver der derimod ikke noget af i år.

Hvor mærkeligt det end lyder, tænker vi nu på vinter. Vi fodrer bierne med sukker i løbet af august og begyndelsen af september. Det skal være deres vinterforråd og holde helt til og med april.

 

Sommerhonningen reddet

Så kom varmen endelig, og der blev endda rigtig varmt efter danske forhold. I Borum nåede termometret op på 32 grader.

I de lyse nætter lå folk og sparkede dynen af for at kunne sove.

Og netop det udtryk – “så varmt om natten, at man sparker dynen af” – er næsten blevet en definition blandt biavlere. For når der bliver varmt både dag og nat, giver hvidkløveren honning. Og kun da.

Det betyder én ting mere: Så er sommerhonningen 2015 reddet.

Jorden rundt tre gange

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Hver eneste af de små, hvide blomster skal besøges. Billedet er fra vores egen græsplæne i Borum.

Kløver, som du ser her, er en både undselig og genial plante. Under jorden samler rødderne selv kvælstof fra luften og omdanner det til plantenæringsstof. Gødning sparet. Som foder har både hvid- og rødkløver tilmed et proteinindhold så højt som 20-24%. Af de to grunde er kløver så populær som indblanding i græsplæner og -marker.

Og så giver kløver nektar med en dejlig smag. Rødkløveren især til humlebier, fordi kun deres tunger kan nå ned i bunden af blomsterne. Hvidkløveren til honningbier.

Men det er hårdt arbejde at nå så langt. Hver bi skal besøge en mængde af de bittesmå blomster, som et hvidkløverhoved består af

Ifølge forskere ved Det jordbrugsvidenskabelige Fakultet, AU, skal en bi besøge op til 1000 blomster for at blive tanket op med nektar. På solskinsdage kan den tage op til 10 indsamlingsture. Men for at indsamle et halvt kilo honning har bierne tilsammen været ude på 20-30.000 ture ud og hjem. De har da fløjet så mange kilometer, at det ville svare til at flyve jorden rundt tre gange.

Til gengæld for al møjen bliver kløveren bestøvet og kan danne frø, så den spreder sig.

Så mere kløver sådan

Har du en sjat hvidkløver i græsset, og vil du gerne have mere, så tag ganske enkelt nogle af de afblomstrede, brunlige hoveder fra nærmeste vejgrøft og spred dem. Det virker – men kun hvis der har været bier på besøg, da de blomstrede.

Vi slyngede forårshonning midt i juni. Mængden var moderat. Nu går vi og løfter lidt på kasserne for at mærke, hvornår vi igen skal i gang med at høste.

Varmen hjalp godt.

 

 

Mælkebøttetræk

Svæveflyvepladsen ved True Skov maj 2015.

Svæveflyvepladsen ved True Skov 12. maj 2015.

Lige nu oplever vi et mageløst blomsterflor af mælkebøtter. De gule blomster udgør den første rigtigt store leverandør af både nektar og pollen til vores bier. I løbet af få dage får de dog som regel konkurrence af et væld af andre blomster.

Tæt ved vores bigård i True Skov ligger True Svæveflyveplads. Som billedet viser, er græsbanen næsten mere gul end grøn en overgang. Men det gælder om at nyde synet. Om få dage afblomstrer hele herligheden.

Pollen fra mælkebøtter er orange. I skoven kan vi se bierne vende hjem med store, orange klumper på benene. Af og til har de moslet så meget rundt i blomsterne, at de også er helt orange på hovedet.

Ren mælkebøttehonning har en meget kraftig smag. Nogle vil sige ram. Men den får mennesker sjældent at smage. Tilvæksten af nye larver og bier er så kraftig netop nu, at det meste af mælkebøttehonningen bliver ædt, lige så hurtigt som den kommer ind. Og så kommer der meget andet godt til.

Netop i True Skov dominerer mælkebøtterne dog så meget blandt forårets trækkilder, at forårshonningen får en lidt mere krydret smag end i Borum, hvor rapsmarkerne igen i år ser ud til at blive den store leverandør.

I skoven kan vi ved flyvesprækken holde lidt øje med, hvad bierne har med hjem. Orange pollen er et sikkert tegn på mælkebøttetræk.

Bistade i True Skov.

Bistade i True Skov.

Dronerne flyver ud

Drone ej bi

 

Nu flyver der droner ud i hundredvis.

En drone kan se sådan ud:

I dette tilfælde har vi at gøre med en foto-drone. Den flyver op som en helikopter, og styret af et menneske på jorden tager den billeder i den ønskede vinkel.

Men en drone kan også se sådan ud:

drone

Her er der tale om en ren sex-maskine. Dronerne er bisamfundets hanner.  De bliver lavet med det ene formål at parre sig med næste generation af dronninger.

Han-bierne findes kun fra maj til august. Midt på dagen kan de ses og høres, når de flyver ud for at tjekke luften for bier af det modsatte køn.

Inde i stadet gør de ingen gavn. De fylder kun op. Dronerne er endda lidt større end arbejderbierne. De deltager heller ikke i arbejdet med at samle nektar og pollen.

Parre sig gør bierne derimod ret så eftertrykkeligt. Én efter én modtager dronningen dronerne, indtil hun til sidst har fået så meget sæd i sig, at hun kan søge permanent ind i stadet og lægge æg uafbrudt i nogle år. Det med bierne og blomst…, sludder, med bierne og bierne, står på i nogle dage. Dronerne falder derefter døende til jorden, når det har været deres tur.

Samme sted år efter år

Parringerne foregår højt oppe i luften på nogle såkaldte drone-samlingspladser.

Ingen forstår, hvordan de mange droner og de få dronninger finder hinanden lige netop dér. Ingen af dem har jo været med på kødmarkedet før. Og alligevel viser forskningen, at generation efter generation parrer sig nøjagtig samme sted på gps’en år efter år.

I august skønner bierne, at nu er det blevet for sent til succesfuld produktion af nye æglæggende dronninger. En skønne dag går de kollektivt til angreb på de tilbageværende droner, der nu ses som overflødige snyltere. De bliver brutalt skubbet, mast eller slæbt udenfor og går til grunde.

Og nej, der er absolut ingen grund til at sammenligne noget som helst her med mænd og kvinder af menneskearten.

Økologisk elendighed

Frisktappet.

Frisktappet.

En ny undersøgelse sætter et stort spørgsmålstegn ved værdien af det ellers så ansete røde Ø-mærke. Når det gælder honning, står mærket tilsyneladende for “statsanerkendt bras”.

Øko-honning adskiller sig nemlig ifølge undersøgelsen fra dansk biavler-honning ved at være markant dårligere.

Den opsigtsvækkende konklusion er temmelig klar, men formidles dog i et skrift om bi- og honning-forskning af konsulent Flemming Vejsnæs under den forsigtige overskrift “Økologiens paradoks”.

Ingen sprøjtegift – naturligvis

Undersøgelsen blev foretaget ved to anerkendte tyske forsknings-institutter. Da dansk bihonning i en blindtest kom i laboratoriet sammen med syv forskellige slags “statsanerkendt økologisk” honning, så dumpede alle sidstnævnte med et brag.

Danmarks Biavlerforening tog en stikprøve i danske supermarkeder og sendte de syv udenlandske øko-honninger til undersøgelse for 22 almindelige sprøjtemidler ved universitetet i Hohenheim i Stuttgart.

Konklusion: Der er ingen rester af sprøjtemidler i de udenlandske honninger. Og det er der heller ikke i de danske. De er i årevis blevet undersøgt samme sted.

Forklaringen er formentlig enkel. Se for eksempel her.

Opvarmet og/eller ældgammel

Tit betyder dette mærke: Ældgammel honning af meget lav kvalitet.

Tit betyder dette mærke: Ældgammel honning af meget lav kvalitet.

Det var så pesticiderne. Men hvad med kvaliteten? Her finder eksperter ved Institut für Bienenkunde i Celle, Tyskland, alarmerende forskelle.

De interesserer sig blandt andet for den såkaldte enzym-aktivitet. Bierne tilsætter enzymer til blomsternes nektar. Det gør honningen “levende” og har stor betydning for kvaliteten.

Men varmer man honningen op, eller gemmer man den i årevis, sker der en uheldig omdannelse. Indholdet af blandt andet enzymet invertase falder.

(På samme måde vil enzym-indholdet naturligvis blive lavt, hvis producenten forfalder til decideret forfalskning ved at blande sukker i honningen).

Er det overhovedet honning?

Og de økologiske honninger var netop karakteriseret ved et enten lavt eller ekstremt lavt invertase-indhold.

Værdierne var mellem 6,6 og 47,4 U/kg. Til sammenligning lå dansk honning på 176 U/kg.

Eksperterne i Celle forsyner de syv øko-honninger med en bemærkning om, at de bør undersøges nærmere for indholdet af diastase, et andet enzym, og for et stof kaldet hmf, der sladrer om kraftig opvarmning og/eller meget lang tids opbevaring. På den måde kan man finde ud af, om indholdet i disse glas og flasker overhovedet overholder Honningbekendtgørelsen. Det er EU’s fælles minimumsregler for, hvad der må sælges under navnet honning.

Med andre ord: Efter en tur i laboratoriet efterlader økologisk honning fra danske supermarkeder spørgsmålet “er dette overhovedet honning”?

Hvepseåret 2014

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Dette er en hveps. De fås i forskellige størrelser, men er altid distinkt gule og sorte på en glat krop.

Kan nogen huske, om vi nogensinde har haft så mange hvepse som i år?

I det tidlige og varme forår kom hvepsedronningerne godt fra start med at etablere sig, og med den varme sommer eksploderede deres afkom.

Hvepsen er Danmarks farligste dyr. Hvert år dør mennesker af hvepsestik. Nogle fordi de er allergiske uden at vide det. Andre fordi de bliver stukket i svælget, når de drikker af en flaske eller dåse. Atter andre fordi de simpelthen når at modtage en masse stik af de aggressive bæster, inden de får sig bragt i sikkerhed.

Iagttagelser fra i år:

+ En gammel kollega sidder en aften og læser i en bog med et glas vin. Han rækker ud, tømmer den sidste sjat vin ind i munden uden at se hvepsen – og bliver stukket inde i munden. Av! For en sikkerheds skyld får han straks behandling med antihistamin.

+ Vores pæretræ bærer frugt for første gang. Men da pærerne nærmer sig modning, sidder der døgnet rundt 50-100 hvepse på hver frugt. Bogstaveligt talt skulder ved skulder. I løbet af et par dage har de suget al den søde saft ud. Nu hænger der kun nogle hylstre af skal tilbage.

+ En bekendt er ved at reparere hegn omkring en mark. Hun er så uheldig at sætte en hegnspæl direkte ned i en hvepserede i jorden og får hurtigt en mængde stik. Av, av og atter av.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

Et hul i græsplænen og trafik af hvepse. Hvepsene uddyber en eksisterende gang fra for eksempel muldvarper eller mosegrise.

+ I vores egen have finder jeg først ét hul, som der kommer hvepse op af. Så et mere og forleden yderligere ét. Bekæmpelsesmetode: 1) Vent til det er næsten helt mørkt. 2) Hæld benzin på et stykke godt sammenkrøllet køkkenrulle og put det hurtigt i hullet. 3) Hæld mere benzin over. Benzindampe virker dræbende på alle insekter. 4) Nej, ingen ild. 5) Hæld en skovfuld sand eller jord over.

+ En bekendts mand opdager et hvepsebo på den helt klassiske måde. Han klipper hæk og får pludselig øje på noget gråt og papiragtigt inde i hækken. Et millisekund senere får han det første stik og sætter i galop for at nå ind. Sent den næste aften udrydder hun plageånderne efter min anvisning for mindre boer, som lyder: 1) Pak dig godt ind. Gummistøvler, lange bukser, handsker. Gerne et slør. 2) Vent til det er næsten mørkt. 3) Blæs en masse insektgiftspray op i boets hul nedefra. Ram samtidig de hvepse, der eventuelt sidder udvendig på boet. 4) Er der mange, så skal du ikke selv gå i gang.

+ Naboen har både hvepse ved taget over en kvist på huset og i en kompostbunke. De sidste forsøger vi at nedkæmpe ved den langsomme metode: gift i pudderform, som de voksne individer kommer i berøring med ved trafikken ind og ud, hvorefter hvepsefamilien uddør. Det lykkedes desværre ikke ret godt.

+ Rigtig mange ringer om hvepseplage allerede fra slutningen af juni. Det er en måned tidligere end normalt. Nogle fortæller om hvepseboer på størrelse med en fodbold eller mere. Andre ser kun, at hvepse i stort tal trækker ind og ud gennem sprækker ved taget. Nogle kan høre dem summe fra loftet. Til langt de fleste lyder anbefalingen: Søg professionel hjælp. Prøv for eksempel ham her: hvepsefjerner.dk.

+ En juliaften sidder vi i haven i nogle timer sammen med nogle gæster fra det fjerne Sjælland. Kun enkelte hvepse irriterer lidt, men det er tåleligt, lige indtil der kommer noget kogt kød på bordet. Så bliver vi totalt overfaldet og må hastigt trække indenfor. Hvepse, der er naturens skraldemænd, går nemlig ikke bare efter det søde. De er ådselædere.

De sidder lige her, sagde damen

Og så til den mest tossede:

I juli ringede en dame, der bad mig hente en bisværm.

“Den sidder lige til højre for døren i noget økologisk isolering”, sagde hun og gav mig en adresse i et kolonihaveområde et sted i Århus.

Jaså. Til højre eller til venstre for døren, det kunne måske i første omgang være lidt ligegyldigt. Men var det nu også bier?

Dette er en bisværm.

Dette er en bisværm.

“Ja. De er sådan bi-farvede, og der er mange, men de fleste sidder vist inde bag den økologiske isolering”, forklarede hun.

Inden samtalen var omme, havde hun sagt “økologisk isolering” syv gange, og flere skulle følge.

Jeg pakkede grejet til bisværme sammen i bilen og tog af sted i højt solskin.

En halv time senere så jeg, at økologisk isolering er nogle batts, der ikke er gulgrønne og lavet af stenfibre sådan som Rockwool og heller ikke gule og lavet af glasfibre som Isover. De er grå som et hvepsebo og fremstillet af papirmasse ligesom æggebakker.

Jeg så også noget andet, og det tog ikke mange øjeblikke: Det var hvepse, ikke honningbier, der fløj hjemmevant ud og ind af det økologiske byggemateriale, som de har til fælles med damen. Ikke bier. De var aldeles ikke bi-farvede, men klart glatte, gule og sorte. Jeg var kørt forgæves. Men ret skal være ret: Det var rigtigt nok, at hvepsene boede til højre for døren i huset, der var under ombygning.

Dette er et hvepsebo.

Dette er et hvepsebo.

Inden damen fik standard-instruktionen om hvepseudryddelse og de dertil indrettede firmaer, fór der en djævel i mig. Uden at fortrække en mine sagde jeg:

“Den økologiske måde at gribe dit problem an på må vi hellere begynde med. Du skal vente til oktober-november, for så går alle hvepsene til af sig selv. I mellemtiden skal du bruge en fluesmækker”.

 

 

Note: Hen på efteråret, når nattemperaturerne bliver lave, dør alle årets hvepse undtagen de få, der er skabt som dronninger til den næste sæson. Dronningerne overvintrer – måske – på lofter og i hengemt tøj. Smæk dem, når du ser dem i forårsmånederne. Hvert klask forebygger mange ærgrelser sidenhen.

Fuldt hus af honning

Fem-slags-honning-08-14 400 pxSå er vi nået dertil, at vi har høstet årets sidste honning både hjemme i Borum og i True Skov.
Det betyder, at vi lige i øjeblikket har fem forskellige slags at sælge af:

1. Forårshonning fra Borum: 450 g 35 kr.

2. Forårshonning True Honey: 450 g 35 kr.

3. Sommerhonning fra Borum: 450 g 35 kr.

4. Sommerhonning True Honey: 450 g 35 kr.

5. Flydende honning: 300 g 25 kr.

Om lidt kommer en mand, der brygger mjød som en anden viking. Han køber ikke et par glas, men en hel spand med 20 kilo frisk, grovsiet honning direkte fra bierne. Han får en god rabat.

Timian – endnu en livret for bier

Et nærbillede af et lillebitte udsnit af naboens timianblomster. Alene her er der tre bier på arbejde. De suger en lille anelse fra hver blomst og haster så videre til den næste.

Et nærbillede af et lillebitte udsnit af naboens timianblomster. Alene her er der tre bier på arbejde. De suger en anelse nektar fra hver blomst og haster så videre til den næste. Klik på billedet for at komme tættere på.

Hvad består sommerhonning af? Det kan du blandt andet se her.

Naboen, der er ekspert i krydderurter, har sået et lille felt med timian. Det er virkelig en undselig plante. Timian har bittesmå blade og blomster, og hele timianbedet fylder mindre end en halv kvadratmeter. Men netop nu står krydderurten som en flot, hvælvet pude af blåviolette blomster.

Vi kiggede nærmere på blomsterne og opdagede, at der var måske 30 bier i planten på én gang. Det var svært at tælle, for de myldrede hele tiden videre til næste lille bitte slurk nektar.

Timianhonning er virkelig noget med mange bække små, men bierne elsker den. I Sydeuropa findes der bjergområder, hvor timian dækker klipperne. Vi har set det på Kreta, men det var i august, da alt var afsvedet og goldt. Det virkede underligt at se bistader og en biavler, der arbejdede ved dem, når der på det tidspunkt ikke var en blomst i miles omkreds.

Ren timianhonning holder sig flydende på grund af et stort indhold af frugtsukker.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvad indeholder sommerhonning? Svar: Lidt af hvert. Virkelig mange forskellige slags nektar i én skøn blanding. Blandt andet altså også fra timian.

 

Rekordtidlig høst

Honningen er flydende, når den forlader slyngen. Det eneste, vi derefter gør, er at si den to gange, røre efter behov og tappe på glas.

Honningen er flydende, når den forlader slyngen. Det eneste, vi derefter gør, er at si den to gange, røre efter behov og tappe på glas.

Nu har vi minsandten allerede høstet honning. 20. maj i Borum, 21. maj i True Skov.

Dette er rekord. Efter 28 år med bier husker vi ikke nogensinde at have høstet den første forårshonning så tidligt.

Det normale tidspunkt er ca. 5.-10. juni. Altså først om tre uger.

Alt i naturen har været foran i dette forår. Lige nu blomstrer de levende hegn og hække med hvidtjørn, og også seljerøn (bornholmsk røn) er sprunget ud og trækker bierne til.

Forleden eftermiddag stod vi under naboens store kastanjetræ. Det lød omtrent ligesom at stå i bigården. I hundredvis, ja måske tusindvis af honningbier summede omkring og forsynede sig med pollen fra de høje, hvide blomsterstande. En pollen der for øvrigt adskiller sig fra de fleste andre ved at være knaldrød.

Har vi så ny forårshonning til salg nu? Ja. 30 kr for en bamsebjørn med flydende honning.

Men vil du – som de fleste – vente, til honningen er blevet fast og smøreegnet i konsistensen, og vi har tappet den på de kendte glas med 450 g til 35 kr., så går der en uges tid endnu.

Og smagen? Himmelsk.

Så er der gang i nektaren

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Trængsel. Hver enkelt bi er ivrig efter at komme ind og aflevere sit lille bidrag til den store husholdning.

Sikken travlhed.
Foråret 2014 begyndte ekstremt tidligt. Mange blomster sprang ud 3-4 uger før normalt.
Bierne kom med andre ord rigtig godt i gang med at bære pollen og nektar ind. I første omgang til sig selv. De producerer en masse nye bier, mens individerne fra sidste efterår falder til jorden og dør.
I næste omgang samler de nektar ind og bearbejder den til forråd – honning.
Det er nærmere betegnet årets forårshonning, som der nu er fuld gang i.
Når man kigger på bistaderne, er intet så imponerende, som når solen varmer luften op efter en livgivende regnbyge. Så myldrer bierne ud til de friske, nyvandede planter.
Når de tungt læssede vender hjem, må de bogstaveligt talt stå i kø og vente på at komme ind gennem flyvesprækken.
Billedet her viser netop sådan en situation. Det er taget i Borum over middag 7. maj, mens næsten alt omkring blomstrede: æbletræer, mælkebøtter, hæg, slåen, pære, kirsebær, haveblomster og flere tønder land med vinterraps. De store kastanjetræer stod på spring med deres flotte, hvide “lys”. Fantastisk.
Vi andre stabler den ene kasse efter den anden på bistaderne, så der bliver plads til den dejlige forårshonning.

Summende bier 23. oktober

Vedbend (efeu) er en sær plante. I de første leveår blomstrer den slet ikke. Og når den endelig gør og er kommet adskillige meter op i højden, sker blomstringen så sent, at de færreste insekter har glæde af det.

Men i år! Pludselig summede hele husets nordmur, og i hundredvis af bier søgte fra blomst til blomst 23. oktober – på et tidspunkt hvor vi normalt har glemt alt om bierne, og de klogeligt holder sig inde.

Biernes fantastiske kommunikations-system kommer virkelig til sin ret på sådan en dag. Fra den første, søgende bi ved middagstid beslutter sig til at flyve en tur ud og støder på en vedbendblomst, og til det bliver regulært træk, behøver der ikke at gå mere end et kvarters tid eller to.

Vedbend giver både nektar og pollen fra sine noget uanselige, grønlige blomster. Kun indirekte ser vi noget til biernes høst, nemlig på den måde at bifamilierne forhåbentlig får en vellykket overvintring og kommer stærkt i gang til foråret. Den tid, den glæde.

Her går intet til spilde

Skrælning

På svineslagterier siger de: “Det eneste, der går til spilde fra grisen, er skriget”.

Det er nu ikke fra den side, vi har fået inspirationen, men nu har vi fundet anvendelse for det absolut sidste restprodukt fra biernes honning-produktion.

Det kaldes skrællevoks. Oven på hver celle med honning har bierne lagt et ganske tyndt lag voks. Det er vi nødt til at fjerne for at slynge honningen ud. Ned i spanden ryger en blanding af voks og honning – faktisk mest af det sidste.

Vi kan si det lidt, lade det dryppe af og til sidst smide resten væk.

Eller – her kommer det – Nicolai fra Århus kan aftage blandingen, som den er. Han laver nemlig mjød.

Vikingernes gudedrik fremstilles på basis af honning, der blandes med vand og gæres. Og her spiller det ingen rolle med lidt voks-fnulder. Det er der god tid til at si fra bagefter.

Selve vokstavlerne? Dem får vi smeltet af. Rammerne renses. Voksen valses, præges og skæres ud i den rette størrelse. Så er vi klar til næste sæson

Sommerhonning klar

Honningen er flydende og brun. Her foregår finsining, der fjerner småbitte rester af voks.

Honningen er flydende og brun. Her foregår finsining, der fjerner småbitte rester af voks.

Så er også årets første sommerhonning slynget og klar til nydelse.

I skrivende stund er sommerhonningen brun og flydende. Vi har tappet lidt af den på små éngangsflasker (squeeze bottles) til 30 kroner.

Efterhånden som honningen når den kendte, cremede konsistens, kommer den på normale glas (450 gram) til 35 kroner inkl. glas. 3 stk. 100 kr.

Så kan vi levere igen

Forårshonningen håndtappes.

Så er årets første honning slynget, og der er meget.

I år har vejret været mere med bierne end sidste år – altså dem, der overhovedet var tilbage efter vinterens hærgen. Da det blev maj, sørgede vejrmagerne ovre på DMI for en passende mængde regn efterfulgt af et par sommerlige uger, så bierne kunne hente forårshonningen fra mælkebøtter, frugttræer, raps og en mængde andre blomster i ro og orden.

Vi hentede honning i True Skov 11. juni og hjemme i Borum 12. juni. I en god uges tid var den flydende – ellers kunne vi jo ikke få den ud af vokstavlerne – men nu har vi tappet forårshonning i en fin konsistens på glas.

Priserne får du her

Forårshonning – med og uden raps

Masser af raps præger markerne hele vejen fra Vind Skov til Borum By.

Masser af gult præger lige nu markerne hele vejen fra Vind Skov til Borum By.

I år står vores bier i Borum klos op ad hele tre store marker, der alle lyser gult og lykkeligt. Her er raps (vinterraps) i enorme mængder.

Bierne bidrager til bestøvningen og dermed til et mer-udbytte for landmændene. Men vi får sandelig også noget igen. I det gode maj-juni-vejr har trækket visse dage været virkelig godt.

Behøver vi at sige, at forårshonningen fra Borum 2013 bliver særdeles præget af rapshonning?

Helt anderledes ser det ud for filialen i True Skov. Her bliver det mælkebøtterne og et ukendt miks af en masse andre planter, der kommer til at præge honningen. De mest langsynede bier vil utvivlsomt også blive fristede af noget gult i det fjerne – nærmeste rapsmark. Men den ligger ved Mundelstrup Møllegård – og dertil er der en hel kilometer at flyve.

I løbet af juni kommer forårshonningen til salg. Som det tegner sig, bliver der to ret forskellige smagsretninger. Det bliver spændende at se og smage …