Udsolgt lige om lidt

Desværre får vi igen i år udsolgt før tid. Der er kun få glas tilbage. Endda har vi måttet forstrække en af de store kunder med honning avlet i Århus Biavlerforenings skolebigård i Risskov (rolig nu, kvaliteten er ganske udmærket – det er biavlerne, der er under oplæring, ikke bierne).

Hvad så med sæson 2013 efter den mildest talt langstrakte vinter?

Sne ingen hindring. De første bier finder med stort vovemod frem til bl.a. erantis.

Sne ingen hindring. De første bier finder med stort vovemod frem til bl.a. erantis.

Tja, i år bliver der i hvert fald ikke noget kapløb om, hvad der kommer først – påsken eller påskeliljerne.

I skrivende stund ser biernes situation ikke opløftende ud. Inde i staderne har dronningen forlængst lagt de første æg, og bierne må nu bruge energi på at holde yngelen varm. Vi krydser fingre for, at de klarer det.

Ind imellem er der lyspunkter. Forleden mødte jeg meget tidligt på arbejde. Da jeg kørte hjemmefra klokken 3, frøs det 10 grader. Da jeg kom hjem, skinnede solen varmt. Ved 12-13-tiden fløj der bier ud fra flere af staderne. Enkelte kom endda hjem med små pollenklumper fra erantis.

Nu lader vi simpelthen stå til

 

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Når der ser sådan ud, har bierne det faktisk allerbedst ved, at vi holder os væk.

Vinter-anekdote: I en af de mange “grønne” vintre blev en chef for statens isbrydere spurgt:

“Hvad laver I egentlig i Statens Istjeneste i en vinter uden is”?

Svaret:

“Så lader vi simpelthen stå til”.

Det bliver også vores svar, når nogen spørger, hvad vi dog stiller op med bierne på en dag, da der ligger sne overalt, og temperaturen kryber ned på to-cifrede kuldegrader:

Vi lader stå til.

Dels er der intet godt, vi mennesker kan gøre for bierne på en vinterdag. Dels er de faktisk tilpasset lige netop denne situation gennem årtusinders evolution.

Hver bifamilie trækker sig sammen til en lille, tæt klynge. Jo koldere det bliver, jo tættere. På skift i en meget, meget langsom bevægelse, kommer de yderst og inderst.

Og mirakuløst nok: Allerede nu i februar begynder dronningen at lægge de første æg inde i midten, hvor der faktisk er dejlig varmt.

Endnu en sommer er på vej.

Sommeren varede i 5 dage

Normalt slutter bi-sæsonen i den sidste uge af juli. Efter den tid sker der sjældent meget mere ude i blomsterne. Så tager vi den sidste sommerhonning hjem, og straks efter går tankerne til at få fodret bierne ind til vinteren og hjælpe bierne af med varroa-miderne.

2012 bliver anderledes.

Ret skal være ret. Vi havde fem dage med sommervejr fra den 23. til 28. juli. Glimrende cykeltur.

Efter de fem dage sås der da også en smule sommerhonning hist og her. Men ikke tilnærmelsesvis i normale mængder.

Og nu gør vi så som nok mange andre biavlere. Vi venter lidt og ser, om der dog ikke skulle komme lidt mere ind imellem regnbygerne. Honninghøsten er udsat til august.

Dårlige tider for sommerhonning

Det går dårligt nu i højsommeren. Exceptionelt dårligt.

Ind imellem regnbygerne tjekkede vi 11. juli, hvor skidt det går ude hos bierne, og lad og skrive det uden omsvøb: Der var tomt. Ingen honning overhovedet. Bierne kan kun samle så lidt i det kolde og våde vejr, at det går lige op med deres eget forbrug.

Sommeren har i år været ikke blot dårlig, men den dårligste i de 26 år, vi har haft bier.

Udsigten til sommerhonning ser ualmindeligt dårlig ud. Normalt vil vi på dette tidspunkt være midt i hovedtrækket, og en gennemsnitlig bifamilie skal rumme omkring 10 kilo honning.

Godt, at vi også har et bijob (det var en vits) med fast månedsløn.

Dejlig forårshonning 2012

Skrælning.

Skrælning før slyngning.

Så er den der – forårshonningen fra blomsterne Borum såvel som fra True Skov.

Vi slyngede i år store mængder af den tidlige, lyse, milde honning 13. juni. Nu står de lækre dråber og samler sig lidt. 20. juni var honningen fra Borum tappet og smøreklar, nogle dage senere fulgte den fra True.

Kastanje og raps

Og hvad består forårshonningen så af?

Ren nektar uden nogen form for forringelser. Bierne startede aktiviteten i de allertidligste småblomster som vintergæk og erantis, fortsatte med blandt andet pil og følfod og kastede sig så energisk over mælkebøtternes store, gule flader.

Senere fulgte naturligvis rapsmarkerne, de store blomster på hestekastanje, hvidtjørne-hegnene og frugttræerne i Borum.

Ahorn og kirsebærblomst

I True Skov er der naturligvis hverken raps eller æbletræer. Heller ikke store kastanjetræer for den sags skyld. Alligevel står udbyttet ikke tilbage for hver af de bifamilier, der overlevede den hårde vinter og eftervirkningerne af den våde sommer 2011.

Vi gætter på, at nektar fra ahorn og fra de kridhvide træer med fuglekirsebær, hæg og andre af skovens mange blomstrende træer udgør et stort indslag i forårshonningen fra True.

Agent-honning fra Mols

Peters Biavl er nu nået til udsolgt for sæson 2011-12. Det er naturligvis alt for tidligt, hvilket vi beklager. Til undskyldning tjener måske, at højsommeren 2011 var ualmindeligt dårlig, og det smittede beklageligt af på udbyttet.

Vi har købt et par kasser honning af en kollega-biavler på Mols, så vi forhåbentlig kan strække udbuddet frem til den forventede nye høst medio juni.

Agent-honningen kommer fra H. P. Stenbæk, Kastaniegården, Kejlstrup ved Rønde. Det er forårshonning, og den er meget fast og meget lys med et tyndt såkaldt flødelag (bittesmå hvide vokspartikler). Samme pris som vores egen.

Forår i februar

erantistraek-400-pxBierne i Borum fløj ud forleden på en dag, da solen skinnede, men det også blæste hårdt. Ivrigt myldrede de ud af staderne – og heldigvis kunne vi se, at de også vendte hjem igen, uden at stormstødene havde revet vingerne af dem.

Igen i dag var der stor aktivitet på flyvebrættene. Foråret er med andre ord i gang i februar.

For alle biavlere betyder det syn stor lettelse. Yes! Bierne overlevede. Ved først givne lejlighed – en rigtig lun forårsdag – skal vi have tjekket, at de har foder nok til også at stå igennem resten af det lunefulde vejr i marts og april.

Lidt – men godt

sining-300-pxDet øser ned. Igen i dag.

I morges nåede vi dog at tage honning fra hjemme i Borum. Eller mere præcist: Vi tog en masse tomme tavler fra. Og nogle ganske få med en lille smule honning. Den smager til gengæld ualmindelig godt.

Den våde sommer udløser en rekord: Dette blev det ringeste år for sommer- og sensommerhonning, som vi har oplevet i over 25 år. Sæsonen, der ellers begyndte godt, endte meget magert.

Men lad os nu være positive: Honningen fra august 2011 blev særdeles aromatisk. Her passer udtrykket “lidt – men godt” virkelig.

Nok har det regnet rekordmeget i juli i år. Men har der da ikke også været tørvejr? Jo, bestemt. Enkelte dage med stille, varmt og lidt lummert vejr medførte også en vis optimisme. Det må være på de dage, at bierne trods alt har været ude og finde nektar af høj kvalitet.

Sagen er nok blot den, at dagen efter regnede det, og så åd bierne alle de lækkerier, de lige havde båret ind under tørvejret. Overskuddet blev minimalt.

I hvert fald er facit ikke til at tage fejl af, og nu haster det med at få fodret til vinteren, for ellers går dronningerne bare i æglægnings-strejke. Vi skal også sørge for, at bierne kommer i god foderstand. Det er nemlig sådan, at mens en bi om sommeren kun lever i et par måneder, skal der nu opfostres individer, der kan overleve lige til april-maj næste år. De såkaldte vinterbier.

Vi fodrer med rent sukker blandet med varmt vand til en mættet opløsning. I løbet af den  næste måned får hver bifamilie på den måde 20 kg. sukker.

Bier flytter ind på 4. sal

bisvaerm-paa-fjerde-400-pxHøjsommer. Vi bliver kaldt ud for at hente en bisværm. Den er stor, og beboerne i lejligheden er trætte af det nye naboskab.

Ja, lejligheden!

Bisværmen har bosat sig på fjerde sal i Orla Lehmanns Allé midt i Århus. Ejendommen er af beton, høj, grim, kønsløs og ejet af en bank. For at mildne rædslen har arkitekten (må hans minde være skamfuldt) anbragt nogle lodretgående, kraftige trælister i grupper. Sortmalede.

Inde mellem dem og under en lille gesims af beton har bisværmen nu slået sig ned. Et sted må der være hul i facaden, for et mindre antal bier forvilder sig af og til ind i lejligheden. Banken, der ejer højhuset, har altså et problem. Men måske kan vi hjælpe til?

Det viser sig, at sværmen har siddet her i en uges tid. Og hør, er det ikke begyndende hvid voksbygning, vi kan skimte inde mellem arkitektens “undskyld-lister”? Jo, bierne har tydeligvis tænkt sig at blive på stedet. Her bor vi.

Af og til må selv biavlere kende deres begrænsning. Vi kigger. Vi slår et vindue helt op. Vi tager mål. Vi fantaserer om noget med at få sværmen til at gå ind i en halmkube efter at have lempet den ned på gesimsen. Vi fantaserer om brandstiger og sikkerhedsliner.

Og så giver vi op. For hvad nu hvis en klump bier med eller uden vokstavle falder de fire etager ned og lander på fortovet? Uha uha. Så kommer biavleren vist i avisen.

Det gør han nu også alligevel. Det var nemlig en frisk medarbejder ved Århus Stiftstidende (jo, de findes), der først fik øje på bisværmen på fjerde sal.

Hvad sker der nu? Sikkert noget med gift og et skadedyrs-firma i en høj lift nede fra gaden. Ærgerligt.

Forårshonning grundlovsdag

tapning-400-px.jpgSå er honningsæsonen 2011 i gang, og den begyndte ganske tilfredsstillende.

Vi slyngede den tidligste honning 5. juni, grundlovsdag, og nu står den tappet på glas. Lys, mild og blød. En klassisk, frisk forårshonning.

Efter den lange, hårde vinter fulgte en april, der var varmere end gennemsnittet. Bierne kom godt i gang, men visse dage i maj så det mørkt ud, da forårsvejret blev afløst af kulde og masser af regn.

Men lad os være positive: Planterne manglede i hvert fald ikke vand. “Majs kulde gør laderne fulde”, sagde man i det gamle landbrug. Det passer sikkert stadig på høsten af korn og raps. For blomsterne betød det, at de stod længere tid i blomst, våde og spændstige, og da så varmen endelig kom, kunne de danne masser af nektar.

Bierne var hurtige til at opdage situationen. Især to dage, 2. og 3. juni, gik det virkelig hedt til med titusinder af bier på vingerne frem og tilbage mellem blomster og bistader. Vi kunne nyde synet både hjemme i Borum og i vores nye filial i True Skov.frisktappet-09.jpg

Og nu er resultatet altså til salg. Vælg mellem honning fra Borum og “True Honey” fra True Skov.

Sundhedskontrolleret

sundhedskontrol-400-px.jpgVores bigård i Borum blev sundhedskontrolleret i forgårs. Alt var i skønneste orden. Ingen bisygdomme. Det vidste vi godt i forvejen, men nu har vi det oven i købet sort på hvidt med statskontrol.

Baggrunden var den lidt trælse, at der har vist sig et tilfælde af bipest hos en mindre biavler i nærheden af os. Den ene af hans to familier var ramt i svag grad. En laboratorie-analyse viste, at det ikke bare kunne ligne, men desværre var bipest. Ondartet bipest, som sygdommen helt præcist hedder,  er en bakterieinfektion med bakterien baccillus larvae. På årsbasis er der cirka 40 tilfælde i Danmark.

Så går et større program i gang. Statens bisygdomsinspektør, en embedsmand autoriseret af Århus Universitet, skal sætte en passer i landkortet med centrum i den angrebne bifamilie og en radius på 3 km. Inden for denne cirkel skal alle bier kontrolleres.

Derfor fik vi besøg af en repræsentant for bisygdomsinspektøren. Han gennemgik bifamilier og udstyr meget nøje, men fandt heldigvis ingen tegn på smitte.

Sygdommen rammer biernes larver. Når de går til, har bifamilien bogstaveligt talt ingen fremtid. Den kan reddes ved nogle komplicerede indgreb.

Vores kollega i nabolaget gik dog resolut til værks. Den angrebne familie blev slået ihjel og alt udstyr renset og desinficeret.

Bisygdomsinspektørens håndgangne mand hedder John Svarre. Han er tidligere formand for biavlerforeningen for Århus og omegn og særdeles erfaren. Vi håber, at han får opklaret, hvor infektionen kom fra.

2011 i Borum: Her går det godt

april-300-px.jpgForleden talte vi med en stor-biavler, der med egne ord “var noget negativ”.

Efter den hårde og lange vinter kunne han nemlig gøre status således: 200 af hans godt 300 bifamilier var døde.

Statistisk er forskere nået frem til, at 15 procent af de danske bifamilier går til i løbet af en gennemsnitsvinter.

På den baggrund kan vi konstatere, at Peters Biavl har været heldig (og måske en lille smule dygtig – det følges jo af og til ad). Vores vintertab endte på én ud af 11 bifamilier.  Af de 10 tilbageværende er der syv pænt store og tre, der må kaldes lidt svage.

Men nu arbejder alle hårdt på sagen. Dronningerne lægger æg på raps-5-10-400-px.jpgsamlebånd, og det vrimler frem med nye bier, der er klar til at tage fat, hvor de gamle faldt.

Forårsglæde

erantistraek-400-px.jpgDet er forår, og alting…

Nej, nu kan det ikke skjules længere. Bierne har adskillige gange fløjet lystigt omkring, og de modigste af dem har aflagt blandt andet erantis og hassel nogle hurtige besøg.

Hvordan har de dog klaret så lang og træls en vinter? Rimelig godt, ser det ud til. Som biavler gør man klogt i at være lidt tålmodig, så længe temperaturen endnu er lav, men et hurtigt kig tyder på, at Peters Biavl fortsat består, og at der bliver 9 bifamilier at følge.

Det kan dog nå at gå frygtelig galt endnu. Rent faktisk topper biernes “vinterdødelighed” nemlig i marts og april, siger de kloge.

Så det siger vi desværre også.

I sne står urt og bi i skjul

sne-400px.jpgKan bierne virkelig overleve i den slags vejr? Tænk sig, en vinter der begynder med sne og hård frost allerede i november!

Det går nu fint. Inde i staderne er der ganske vist ikke meget varmere end udenfor. Men der er tørt, og bierne trækker sig sammen i en klump. Her hjælper de hinanden med at holde en rimelig temperatur.

Bierne skiftes til at tage den hårde tørn med at sidde yderst i vinterklyngen. De er i en stadig bevægelse – meget langsomt – så alle hele tiden har det nogenlunde komfortabelt og har adgang til vinterfoderet.

Da jeg tog dette billede, observerede jeg dog et par vildfarne skabninger, der fløj ud. Måske har det forholdsvis kraftige lys, som sneens reflekser skaber selv i december,  lokket dem. Men det var dumt gjort. Kort efter lå de kuldelammede på sneen. Klar som måltid for den første musvit, der kommer forbi.

True honey

Vi har lige grundlagt en lille filial i form af fem små bifamilier i True Skov.

Målet er at udvide det samlede antal af medarbejdere i Peters Biavl til cirka en halv million.

I år når de næppe at give honning, da de nye familier er stykket ud dels ved at dele de gamle dels ved at afhente et par bisværme.

Men i 2011! Tror vi nok.

Skal vi kalde det True honey?