Hvor er den sne, der faldt i fjor? Ja, i år blev den i hvert fald liggende til langt ind i marts.

Men knapt var tøvejret sat ind, før bierne gik på vingerne. Enkelte havde ikke tænkt sig godt nok om, blev kuldelammede og faldt ned på sneen. Andre ventede til det helt rigtige tidspunkt, nemlig når mikroklimaet for en kort stund gjorde det sikkert at tage en lille tur hen i nærmeste erantis.

Nu er vi alle sammen i gang: De 100.000 små arbejdere, der næsten dag for dag slår stadigt længere sving ud i det fare- og svigefulde forårsvejr. Og biavleren, der har malet et par nye stader og gjort en del rammer klar, så der kan blive plads, efterhånden som dronningerne går i gang med at lægge en masse æg, der snart bliver til næste generation af bier.

Det er også på høje tid, at sæsonen kommer i gang. I år fik vi udsolgt af honning noget før beregnet og ønsket. Faste kunder skal helst ikke skuffes. I juni er der nye forsyninger. Tror vi nok.

Masser af forår, masser af hvide, blomstrende træer og buske. Sikke bierne  kommet i gang i 2009.

Nu er biavlere jo en slags landmænd, så selvfølgelig må jeg ikke skuffe: Jo, der er faktisk noget at beklage sig over. Det går næsten for stærkt i naturen for tiden. Lidt regn var ingen skade til…

Sagen er, at bierne slet ikke kan nå at følge med. De er simpelthen alt for få til at tage for sig af det overdådige tag-selv-bord fyldt med blomstrende kirsebærtræer, slåen, mælkebøtter, vinterraps og snart også æble- og pæretræer.

Problemet vil være det samme hvert år, når naturen pludselig eksploderer. Der er næsten kun de trætte, overvintrende bier til at gå på arbejde. Havde det hele bare kunnet vente et par uger, ville de have haft en mængde nye kolleger udklækket i det tidlige forår.

I øvrigt har jeg i de seneste dage opdaget, at selv et lille land som Danmark har forskelle i vejret. I Tønder lå foråret cirka to dage tidligere end i Borum. På en tur til København var rapsmarkerne gule på Fyn, mens de endnu kun stod på spring derhjemme. Nordjylland skal tilsvarende nok vise sig at slæbe et par dage efter Østjylland.

Jeg kigger efter ved lejlighed.

Lyder det lidt vildt, hvis jeg fortæller, at en biavler også har arbejde at gøre midt om vinteren?

Sådan behøver det naturligvis heller ikke at være. Men jeg vælger at tage lidt forsmag på sommeren ved at gøre nye rammer med vokstavler klar i god tid.

I år skete det en af de sidste dage i februar, og et sted i huset har der nu bredt sig en liflig duft af bivoks.

Vokspladerne har et let præg af det, der skal blive til de karakteristiske, 6-kantede celler. De er valset ud af ægte bivoks, der er blevet smeltet af gamle tavler og derefter renset. På den måde hjælper vi bierne med at holde en god hygiejne i stadet.

Hver plade sidder fast med et langt stykke ståltråd, der går 4 gange fra top til bund i trærammen.

Vi har en ret sjov måde at få vokspladen til at blive hængende. Vi smelter eller nærmest lodder den fast ved at sende en tilpas kraftig strøm gennem tråden. 30 Volt vekselstrøm, så bliver den lige tilpas varm nok til, at tråden smelter sig lidt ind i vokset. Afbryd strømmen, og den bliver kold igen. Så er rammen klar til brug.

Bierne skal bruge alle de nye tavler i tiden fra cirka 1. maj til 1. juli, når de udvider kraftigt med mange nye individer, med indsamlet pollen og – forhåbentlig – masser af lækker honning.